Mon ikke De udmærket kender situationen, kære læser? Man har to par venner, som indbyrdes ikke har mødt hinanden. En dag finder man i en ægteskabelig snak ud af, at det kunne være udmærket at invitere de to par sammen til en hyggelig middag.
I det aktuelle tilfælde viste det sig, at vi var tre par som politisk er ganske forskelligt indstillet, så der blev givet og taget af et godt hjerte.
Ved afskeden blev det højlydt markeret, hvor dejligt det havde været at kunne diskutere politik, uden at nogen var blevet vrede eller fornærmet!
Som understregning blev det tilføjet, at man normalt bør undlade at komme ind på politik over for mennesker, man ikke kender indgående. Ellers er der stor sandsynlighed for, at den gode stemning fordufter.
Afskedsreplikkerne er blevet ved at køre rundt i hovedet. Det er bestemt ikke første gang, jeg har hørt bemærkninger af den art. Jeg er næppe heller ene om at have oplevet selskaber, hvor værtinden kalder til bords med en replik om, at det er meningen, vi skal have en hyggelig aften, så der skal ikke diskuteres politik.
Når replikkerne er blevet ved at rotere, kan det hænge sammen med, at jeg har oplevet dem så ofte, at jeg er blevet sløvet og næsten har glemt, hvor deprimerende et signal der egentlig er tale om.
Hvis jeg prøver at sætte det lidt i perspektiv, kan jeg huske, at i mit barndomshjem blev det ofte understreget, at vi har hemmelig afstemning i Danmark. Jeg ved, at min far var Dansk Samling-mand i en årrække efter besættelsen, men ellers er jeg ikke sikker på, hvor mine forældre satte deres krydser – hvilket ikke forhindrede, at jeg var sikker på, at min mor politisk lå til venstre for min far.
De vidste heller ikke, hvad deres venner stemte på – hvilket ikke forhindrede, at der kunne diskuteres politik, så lamperne gyngede.
Det forandrede sig, da jeg for 25 år siden blev ansat i Dansk Flygtningehjælp. Dermed kom jeg tæt på et spørgsmål, som også dengang kaldte meget stærke følelser frem, og i et par tilfælde måtte mine forældre beslutte, at de ikke diskuterede flygtninge- og indvandrerpolitik med i hvert fald to mangeårige vennepar. Ellers var venskaberne måske røget sig en tur.
I den forbindelse lignede mine forældre en stor del af den danske befolkning. Hundredvis af møder rundt i landet i sidste halvdel af 1980'erne lærte mig, hvor vanskeligt danskerne har ved at tale sammen om seriøse samfundsanliggender, hvor en virkelig markant uenighed kan sætte sig igennem.
Den gode stemning bliver ødelagt. Hyggen forsvinder.
Når jeg spurgte mødedeltagerne rundt omkring, hvad de gjorde, når emnet alligevel blev bragt op rundt om bordet, var det gennemgående svar, at man valgte at glide af. Vel vidende, at det derved blev dem i selskabet, der havde de mest rabiate synspunkter, som fik banen for sig selv.
Dengang blev jeg overbevist om, at vi i Danmark savner mod til at bryde hyggetyranniet. Vi kan diskutere, hvem der fortjener at blive stemt ud af "Vild med dans", eller hvem der er den største umulius i en anden tv-konkurrence. Vi kan diskutere, om det klæder hele landets tennisdarling at bruge gul neglelak - men vi viger tilbage for i gode venners lag at diskutere afgørende spørgsmål om landets fremtid.
Vi mangler hverdagens mod til i hyggesofaen at sætte spørgsmålstegn ved udmeldingerne fra dem med de skråsikre meninger både fra højre og venstre fløj.
Sagt på en anden måde: Vi har en på mange måder fattig debatkultur. Både i det private og i det offentlige rum, hvor politiske diskussioner på tv for det meste reduceres til parodier på fornuftige samtaler.
Vi kunne lære af tysk tv, hvor man faktisk kan opleve kendte politikere og meningsdannere sam-tale på skærmen.
Men hvorfor behøver min samtalepartner at blive usympatisk eller reduceret til et fjols, fordi det viser sig, at vi er lodret uenige om et eller flere vigtige samfundsanliggender?
Svaret er, at det gør hun jo heller ikke, hvis blot vi kunne lære at skelne mellem sag og person.
Jeg har næppe mødt et menneske, der troede så stærkt på det saglige arguments betydning, som Helge Skov, biskop i Ribe og før den tid forstander på Askov Højskole, hvor jeg havde det privile- gium at være en af lærerne i hans periode op gennem 1970?erne. Skov var et lidenskabeligt menneske, som elskede en ilter diskussion, men han havde samtidig overskud til over for de unge brushoveder i kredsen at lære os at skelne mellem sag og person, så det sank til bunds i os.
Hvis forståelsen af, at vi ikke behøver være uvenner, fordi vi er uenige, bredte sig, ville mangen en weekendsammenkomst blive mere intens og meningsfuld. Og det samme ville demokratiets rodnet.
Finn Slumstrup er forfatter og foredragsholder