Ofte bliver jeg spurgt, om det ikke er et gode, at vi i Danmark har en politisk konsensuskultur, der fører til mange politiske forlig.
Den danske politiske forligskultur er gennem mange år vokset i betydning. Der kan derfor træffes beslutninger, også når vi har regeringer som den nuværende med et spinkelt parlamentarisk underlag.
Men forligskulturen har også omkostninger. Et aktuelt eksempel er, at efter årelang strid om, hvilke krav, der skal stilles til elever, der vil i gymnasiet, indgik regeringen for nylig et bredt og ret indviklet forlig om en gymnasiereform.
Det var så indviklet, at forligspartierne bagefter ikke kunne enes om, hvad de var blevet enige om. For rullende kameraer skændtes de om, hvad de havde besluttet. Det var ikke bare pinligt, men det giver ministeren og embedsfolk både en stor byrde, men også stor magt, når forliget skal udmøntes til lovforslag.
Ville det ikke være bedre, hvis partierne først forhandlede, når de havde præcise lovforslag at forholde sig til?
Den tidligere Venstrepolitiker og minister Birthe Rønn Hornbech har engang givet en meget klar analyse af, at forlig trækker de politiske forhandlinger væk fra den ofte næsten tomme folketingssal og over i regeringskontorerne.
Den offentlige behandling af regeringens forslag reduceres til en formalitet, når de reelle forhandlinger for længst er ført. Men forhåndsforlig trækker også forhandlingerne væk fra Folketingets stående valg, som oprindeligt var tiltænkt en vigtig rolle i lovgivningsprocessen.
Når de politiske tiltag er ”klappet af” på forhånd, bliver udvalgsmøderne stadig mere tømt for politikere (hvis ikke der er tv på, og en minister skal grilles!).
Politikere fra alle partier er enige om, at de stående udvalg har mistet meget af den betydning, de havde for flere årtier siden. Tidligere folketingsmedlem Tom Behncke (K) har bramfrit sagt: ”Det er vigtigere, at man er i medierne, end at man er til udvalgsmøder.”
Birthe Rønn Hornbech mente også, at de politikere, der har indgået forlig, ikke vil ændre dem, selvom de senere skulle præsenteres for fornuftige ændringsforslag. Det kan jo føre til, at høringer af interessenter om lovforslagene bliver til tomme formaliteter, der i øvrigt oftest gives alt for kort tid til. Deputationer, som kommer til et udvalg i håb om at få indflydelse med måske både rimelige og saglige synspunkter, får kun få politikere i tale.
Det kan være en fordel ved forlig, at de i nogle år skaber ro og stabilitet på et område. Men de kan også blive hindringer for at ændre politik, når virkeligheden ændrer sig, hvad enten det skyldes en pludselig krise, en flygtningestrøm eller noget andet.
Nye partier får også svært ved at komme ind i beslutningsprocesserne, hvis de fleste politikområder er forligsbelagte.
Forligskulturen holder beslutningsprocesserne i gang selv under svage mindretalsregeringer, der ved forhåndsforlig sikrer sig, at de ikke lider ydmygende nederlag i folketingssalen. Men den er en fare for lovgivningskvaliteten og den brede demokratiske deltagelse.
Tim Knudsen er professor ved Københavns Universitet og forsker blandt andet i den danske regerings ledelse og organisation historisk og i nutiden.