Politikere skifter hele tiden holdning, men med blandet held.
Indtil sin nytårstale afviste statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eksempelvis, at efterlønnen skal afskaffes. Siden har statsministeren gjort afskaffelse af efterlønnen til kardinalpunktet i den kommende valgkamp. Og anklagerne om løftebrud er stort set forstummet.
Omvendt gav det tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) et kolossalt nederlag, da han under valgkampen til folketingsvalget i 1998 garanterede – med husstandsomdelte efterlønsbeviser og hans personlige underskrift – at efterlønnen ikke ville blive rørt. For det blev efterlønnen umiddelbart efter, og det blev opfattet som et grelt løftebrud, der var med til at undergrave hans troværdighed.
Så hvor går grænsen mellem, at politikere bliver klogere eller begår løftebrud?
Robert Klemmensen, lektor i statskundskab på Syddansk Universitet, opstiller tre kriterier for, hvornår et kursskifte bliver uspiseligt:
For det første ligner det dobbeltspil, hvis en politiker har to holdninger, der kolliderer med hinanden. Det problem står SF?s gruppeformand, Ole Sohn, med lige nu, og hans eksempel vender vi tilbage til.
For det andet opfattes det som et løftebrud, hvis der er et misforhold mellem, hvad en politiker siger, og hvad politikeren gør. Eksempelvis talte Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen, dunder mod ressourcestærke borgere, som sender deres børn på privatskole – og gjorde præcis det samme selv.
For det tredje skal et holdningsskifte være meldt klart ud, inden holdningsskiftet omsættes til politik.
"Det er fair nok, at politikere bliver klogere. Men det er moralsk kritisabelt, hvis det foregår fordækt og løgnagtigt," siger Robert Klemmensen.
Ole Sohn anklages netop nu for dobbeltspil. Han har angiveligt sagt, at han ønsker at hæve boligskatten, selvom SF og Socialdemokraterne garanterer, at en rød regering ikke vil hæve skatten.
Anklagen kommer fra to Saxo Bank-chefer, som var blandt de 150 bankdirektører på en konference i september arrangeret af Finansrådet, hvor Sohn fortalte om, hvilken økonomisk politik de kan forvente af en S-SF-regering.
"Ole Sohn fortalte, at han var helt enig i, at personskatterne var for høje – men som han sagde: ?Det vinder man jo ikke valg på at sige?. Herefter fortalte han, at man burde sænke personskatterne og så i stedet beskatte fast ejendom," siger Kim Fournais, medejer af Saxo Bank og medlem af Liberal Alliance, til Berlingske.
Ole Sohn afviser at af- eller bekræfte, om han spiller dobbeltspil. Han henviser til et referatforbud på mødet. Og at anklagen er almindelig tilsvining af oppositionen.
Men sagen er mere alvorlig end som så, mener Peter Goll, politisk kommentator og tidligere pressesekretær for SF på Christiansborg.
"Ole Sohn og SF i det hele taget har et problem med troværdigheden. SF er sivet i meningsmålingerne, fordi de er gået fra at virke som et idealistisk ledet parti med et klart projekt til, at de nu hopper taktisk fra tue til tue. Ole Sohns aktuelle sag er endnu en byggesten i det billede, og derfor er sagen skadelig for SF," siger han.
Også Johannes Andersen, samfundsforsker og lektor ved Aalborg Universitet, spår dybe ridser i troværdigheden for både Ole Sohn, SF og oppositionen, og det skyldes flere ting.
Sohn er i forvejen belastet af ringe troværdighed med en kommunistisk fortid, der bliver ved med at dukke op, og som også sætter fokus på mistanken om dobbeltspil. Får spørgsmålene lov at accelerere, tjener De Konservatives nylige fyring af politisk ordfører Henriette Kjær som et godt eksempel på, hvordan det kan ende.
Dertil kommer, at både medier og vælgere er blevet vænnet til, at politikere i dag skal agere som en Lars Larsen-figur: Når de åbner munden, skal de have et godt tilbud. Ellers skal de tie stille.
"Politisk kommunikation er i de senere år i stigende grad blevet præget af en traditionel marketingstankegang," siger Johannes Andersen og forklarer, hvordan Ole Sohn – og i øvrigt også stadig flere andre politikere – gang på gang bliver fanget i en udvikling af politisk kommunikation, der begyndte allerede i 1930?erne. Dengang var propaganda midlet til at få budskabet ud, for når bare budskabet var rigtigt, skulle folket nok være med. De skulle ikke loves noget, men gives perspektiv på egen tilværelse.
Efter krigen vandt nye oplysningsidealer frem. Folk skulle have reel viden og opdrages til at tænke selv, så man undgik flere af den slags totalitære regimer, der havde fået verden ud i krig. Med fjernsynet blev de politiske budskaber trivialiseret, fordi den politiske stil nu blev vigtigere end ordene.
Politikeren var ikke bare interessant som politiker, men også som privatperson, og samtidig begyndte medierne i stigende grad at opsøge begivenheder fremfor blot at referere hændelser i det politiske styre.
De seneste 10 år, godt hjulpet af internettet, kan politikere aldrig vide, hvornår de bliver citeret og i hvilken sammenhæng. Udgangspunktet er derfor altid, at man skal sælge den politiske vare, man har udstillet, og i øvrigt have sin ryg fri.
Når nogen træder ved siden af, ved eksempelvis ikke at have styr på privatøkonomien eller sige noget i offentlig sammenhæng og noget andet privat, så er risikoen for en skandale større end nogensinde.
"Politisk taktik fylder i dag langt mere end strategi. Det er den korte bane fremfor den lange, men stadig flere politikere bliver fanget mellem de to ting, måske fordi de er for idealistiske og ikke tænker nok i marketing. Det er det, der nu rammer Ole Sohn, hvis troværdighedstab smitter af på både partiet og Socialdemokraterne, fordi det skaber tvivl om troværdigheden bag hele regeringsalternativet," siger Johannes Andersen.