Kendt missionspræst forlader Nørrebro

Det chokerede mange, at sognepræsten Henrik Højlund skiftede et jysk landsogn ud med Nørrebro i København for halvandet år siden. Nu forlader han imidlertid København igen for at blive valgmenighedspræst i Aarhus

”Min kone og jeg har haft svært ved at falde til i København på trods af, at vi oplever det som en meget charmerende by. Hvis København havde ligget i Jylland, ville vi nok bo der," siger Henrik Højlund, der nu skifter Nørrebro ud med Aarhus.
”Min kone og jeg har haft svært ved at falde til i København på trods af, at vi oplever det som en meget charmerende by. Hvis København havde ligget i Jylland, ville vi nok bo der," siger Henrik Højlund, der nu skifter Nørrebro ud med Aarhus. Foto: Leif Tuxen.

Sognepræst Henrik Højlund kaldte det en vanvittig idé, da han sidste år blev interviewet af Kristeligt Dagblad om sin beslutning om at forlade embedet i Løsning og Korning Sogne i Trekantområdet til fordel for at blive præst på Nørrebro i København.

Fra den 1. august slutter dette ”vanvittige” projekt imidlertid, for Henrik Højlund har nemlig sagt sin stilling op som sognepræst i Kingos Kirke i København for i stedet at blive valgmenighedspræst ved Aarhus Bykirke.

Hør hvad Henrik Højlund sagde, da han forlod sit præsteembede i Jylland for at flytte til Nørrebro for halvandet år siden 3736099

Det blev i går officielt ved et ekstraordinært årsmøde i Aarhus Bykirke. Henrik Højlund siger, at muligheden for at blive præst i netop den menighed var for fristende til ikke at tage imod. Primært fordi, det er en storbymenighed ligesom i Kingos Kirke, der især drives af medlemmernes engagement. At han ikke var faldet godt til i København, gjorde beslutningen lettere.

”Min kone og jeg har haft svært ved at falde til i København på trods af, at vi oplever det som en meget charmerende by. Hvis København havde ligget i Jylland, ville vi nok bo der. Man kan sige, at vi burde have givet det mere end halvandet år, men der er også andre ting på spil. Personligt har jeg haft svært ved at finde fodfæste i Kingos Kirke, selvom jeg er meget glad for menigheden,” siger han og ønsker ikke at uddybe, hvad der konkret har gjort det svært for ham at finde fodfæste i sognet.

Aarhus Bykirke holder til i centrum af Aarhus og har godt 500 medlemmer. Den blev etableret i 2009 af en gruppe unge, der havde været aktive i Indre Missions ungdom, og menigheden har den dag i dag stadig tilknytning til Indre Mission. Den holder til i missionshuset Eben Ezer og indtil februar i år var Indre Missions formand, Hans-Ole Bækgaard, en af præsterne. Han stoppede den 1. februar for at hellige sig formandsarbejdet på fuldtid, og det er hans stilling, Henrik Højlund overtager om godt en måned.

Han skal nu være præst for en menighed primært bestående af studerende og unge småbørnsfamilier og lede gudstjenester med el-guitar og moderne lovsang. Det har han det fint med.

”Jeg elsker den klassiske højmesse, vi har i Kingos Kirke. Den er meget smuk, og jeg messer på livet løs under gudstjenesten. Men jeg har det også rigtig fint med den mere moderne rytmiske farve på musikken, som man vil finde i Aarhus Bykirke. Selvfølgelig kommer jeg til at savne den skønne salmesang, men det er ikke sådan, at de slet ikke synger salmer i Bykirken,” siger han.

Formanden for menighedsrådet i Kingo-Samuels sogn, Ole Vang, er ked af at miste Henrik Højlund efter halvandet år.

”Ja, det er vi selvfølgelig lidt skuffede over, men det nytter jo ikke noget. Jeg tror, at han har haft nogle samtaler med Gud og sin familie og er nået frem til, at dette er det rigtige at gøre. Vi havde selvfølgelig gerne set, at han havde været her i 5-10 år eller hvor længe, der måtte gå, inden han skulle på pension. Men sådan er vilkårene,” siger han.

Henrik Højlund siger, at han havde svært ved at finde fodfæste i kirken, men ønsker ikke at sige hvorfor. Har der været samarbejdsvanskeligheder?

”Jeg tror, det handler om, at vi alle er forskellige og har forskellige tilgange til arbejdet. Det er ikke sådan, at jeg kan pege på én ting, hvor vi har været meget forskellige, men han og jeg har personligt haft det fint sammen. Som mennesker lægger man bare vægt på forskellige ting, og nogle ønsker at rykke hurtigere end andre, der gerne vil tage det mere stille og roligt,” siger han.

Menighedsrådsformanden i Aarhus Bykirke, Kent Grinderslev Rasmussen, er derimod glad for nyheden, der blev offentliggjort i går eftermiddags.

”Vi mener, at Henrik Højlund er en skarp forkynder og en person med integritet, som står fast på nogle værdier, vi også i menigheden ønsker at fremelske. Som præst tør han at tage fat i nogle svære spørgsmålet om livet og den verden, vi lever i, og gøre det relevant og aktuelt for menigheden,” siger han.