Prøv avisen

Populære pilgrimsvandringer er drænet for religion

Moderne pilgrimsvandringer har i dag ikke ret meget med religion at gøre. Foto: Emil Kastrup Andersen

Stadig flere danskere går på de gamle pilgrimsruter, men religion betyder stadig mindre. Det er ren pølsesnak at tale om pilgrimsvandring, når det ikke tager afsæt i troen, mener præst

Det ligner en trend, der er kommet for at blive. Danskerne valfarter fortsat i stigende grad til gamle pilgrimsruter. Både ruter som den spanske Camino og Hærvejen herhjemme er populære.

Men i et protestantisk Danmark, der i øvrigt kendetegnes ved at være et land med en relativt stor grad af sekularisering, kan det undre, at pilgrimsvandringer igen er populære.

Spørger man Lars Ahllin, lektor i religionssciologi ved Aarhus Universitet, er udviklingen heller ikke et udtryk for, at danskerne er blevet mere religiøse.

”Moderne pilgrimsvandringer har ikke ret meget med religion at gøre. For mange er det mest en måde at koble af fra en travl hverdag på. Det er der brug for i et samfund, der stiller meget høje krav til os allesammen, og hvor vi hele tiden skal præstere. Mange finder ro i at vandre for at få plads til sig selv og sine egne tanker,” siger han.

Historisk set er pilgrimsvandringen dog en religiøs praksis. Begrebet findes i flere religioner og er i den kristne tradition nok mest kendt fra middelalderen. Her idømte den katolske kirke de kristne at gå bod for deres synder, og på vandringen skulle de forberede sig til mødet med Gud på et særligt helligt sted. Et yndet mål var den spanske by Santiago de Compostela, hvor apostlen Jakob menes at ligge begravet. Med Reformationen gled pilgrimsvandringer ud af protestantiske kirker på lige fod med relikvier og helgendyrkelse. Martin Luther er endda citeret for følgende om Apostlen Jakobs grav: ”Gå ikke derhen. I ved ikke, om det er Sankt Jakob eller en død hund, der ligger der.”

I dag opsøger vi som sagt de gamle ruter igen, og det virker ikke som en tilfældighed, at det netop er her, vi kan lide at vandre.

”Det taler stadig til det sekulære menneske at gå ind i en tradition. Vi kan godt lide at gå på de ruter, hvor mange har gået før os, og besøge de samme kirker, som vores forfædre besøgte før os. Men den måde vi fortolker vandringen på, er som sagt helt anderledes i dag,” forklarer Lars Ahlin.

Et af de rejseselskaber, der har succes med at arrangere grupperejser til Caminoen, er Vitus Rejser. Rejserne er så populære, at selskabet fra næste år sætter yderligere tre afgange ind til Caminoen. Samtidig er de ved at udvikle en helt ny rejse til den portugisiske del af ruten. Men pilgrimsvandringerne hos Vitus Rejser beskæftiger sig ikke med religion.

”Vi har et kulturelt og historisk fokus på vores vandringer. Vi besøger naturligvis kirker undervejs, og vores guides fortæller om den historiske baggrund for pilgrimsvandringer, men religionen er ikke i fokus,” siger Heidi Maak, administerende direktør i Vitus Rejser.

Spørger man pilgrimspræst Elisabeth Lidell, er det dog forkert at kalde en vandretur uden åndeligt indhold for en pilgrimsvandring. Hun er ansat ved Aarhus Stift, hvor hun de seneste 10 år har arbejdet med at integrere pilgrimsvandring som en meningsfyldt trospraksis i folkekirken.

”Jeg vil gerne stå vagt om pilgrimsvandringen som åndeligt begreb. At tilbyde en pilgrimsvandring uden et Gudsord og uden en bøn er som at give stene for brød. Det er ren pølsesnak,” siger hun.

Selvom man hos Vitus Rejser markedsfører rejsen til Caminoen som ”En rejse for krop og sjæl” har Heidi Maak ingen intentioner om at inddrage mere religion.

”Vores kunder efterspørger det ikke. Men de efterspørger en ferie med plads til refleksion, der er mere end en solseng og en paraplydrink,” siger hun.