På Danmarks ældste partis, Venstres, landsmøde holdt partiformand og statsminister Løkke Rasmussen forleden en timelang tale med fokus på partiets kerneværdier, lighed og fællesskab.
Mediedækningen fokuserede imidlertid ensidigt på en spekulativ vinkel om et forestående opgør mellem den kontroversielle udlændingeminister Inger Støjberg og finansminister og næstformand Kristian Jensen.
En del landsmødedeltagere vil dog nok mene, at medievinklen har karakter af ”fake news”.
Mens Danmarks to store folkepartier – Venstre som op til forrige århundredes spæde start kæmpede det parlamentariske demokrati igennem, og det dengang opvoksende Socialdemokratiet, som medvirkede – i dagens meningsmålinger igen er Folketingets største, er vores tre nærmeste nabolande i dybe parlamentariske kriser:
Tyskland, hvor en trængt kansler Merkel går af som partiformand, Sverige, hvor man efter to måneders forhandlinger stadig ikke har udsigt til en regeringsdannelse, og Storbritannien, hvor premierministeren trues på posten af sine egne på grund af sit bud på en aftale om fremtiden efter Brexit.
Nabolandenes kriser kan ses som resultatet af det, som kaldes populisme. Og Frankrigs præsident Macron fremstillede forrige søndag populismen som den aktuelle fare, som de afgrundsdybt smertelige erfaringer fra Første Verdenskrig vidner om.
Macrons analyse fik ganske massiv tilslutning også i danske medier. Men måske kan der argumenteres for, at der også her er tale om en slags ”fake news”.
Første Verdenskrig fremstår snarere som resultatet af tragiske, skæbnesvangre beslutninger i multinationale storriger med autoritært – før-demokratisk – styre. Og at Europas ledende statsmænd lod sig føre ud i verdenshistoriens blodigste krig, skyldes i høj grad disse kynisk-rationelle, mere eller mindre autoritære lederes manglende forståelse for, hvordan den teknologiske udvikling fundamentalt havde ændret krigens betingelser:
Jernbaner, moderne skydevåben, artilleri og bomber førte til en massiv nedslagtning af især unge mænd i en skala aldrig før set.
At Første Verdenskrig og en hævngerrig fredsslutning med rette kan ses som den afgørende forudsætning for Anden Verdenskrigs uhyrligheder, kan stadig ikke berettige til at gøre en nationalisme, som den, der i dag kendetegner europæisk og amerikansk populisme, til ”læren fra Første Verdenskrig”.
Men med den moderne populismes fremvækst i de seneste årtier har reaktionen fra etablerede politikere og medier i høj grad været en ahistorisk identifikation af befolkningers bekymring over ukontrolleret indvandring og en globaliseret økonomis tendens til at gøre livs- og indkomstmuligheder stadigt mere ulige med nazisme og fascisme. En slags ”fake news”.
I modsætning til vore aktuelt krise-ramte nabolande blev Danmarks populistiske strømning, repræsenteret af Dansk Folkeparti, kun i første fase primært identificeret med nazisme, fascisme og racehad.
Venstre valgte efter få år at gå i snævert parlamentarisk samarbejde – og i stedet for en aktuel krise har Danmark i dag et velfungerende parlamentarisk demokrati med DF som en legitim deltager.
Hos veluddannede intellektuelle synes at herske en tvetydig tillid til kapaciteten af menneskets rationelle tænkning. Moderne demokrati og velstand er i høj grad produkter af folkelige bevægelser, der i kampen for frihed og fællesskab især har hentet næring i følelser og værdier, i Europa og Nordamerika især vokset frem af religionens og kristendommens tilværelsesforståelse.
”Fake news” beror ikke blot på uvidende menneskers misforståelser, men i høj grad også på de bedst uddannedes selvovervurdering.