”Super Tuesday”, kandidat-nomineringsvalgene i et bundt amerikanske delstater, understregede, at den kontroversielle Donald Trump er en sandsynlig modkandidat til Hillary Clinton ved det amerikanske præsidentvalg til efteråret.
En serie glimt af Trumps provokerende adfærd og udtryksform har chokeret journalister og politiske kommentatorer i USA og mange europæiske lande. Men efter valghandlingerne i USA i tirsdags mente enkelte iagttagere – og den danske udenrigsminister – at man ikke skulle udelukke, at Trump kan vinde præsidentvalget.
Men hvad er i virkeligheden de nøglepunkter i Trumps politik, som har fået flere iagttagere til at sammenligne bevægelsen bag ham med såkaldt populistiske bevægelser i Europa, i Danmark, Sverige, Tyskland og en række østeuropæiske lande.
Populisme anvendes i Danmark oftest nedgørende. Den fransk sociolog Chantal Mouffe, der har en marxistisk baggrund, har defineret populisme som en politisk-demokratisk bevægelse, der bryder med den herskende politiske kurs eller måde at tale om politik på.
Dette træk kendetegner tydeligt både Trump og Pia Kjærsgaard, og Chantal Mouffe mener, det kan være vigtigt og frugtbart for den demokratiske debat og politik, fordi det kan åbenbare for befolkningen vigtige temaer, som en politisk elite har søgt at fortrænge, herunder reelle modsætninger indenfor befolkningen.
Bortset fra Trumps mere vanvittige sproglige udfald har hans politiske program elementer, som måske vil overraske mange. Han sætter som et hovedmål at skabe nye arbejdspladser for den lavere amerikanske middelklasse med relativ lav uddannelse og lave indtægter.
Denne store befolkningsgruppe har under Obamas administration oplevet en fattiggørelse uden sammenligning i de sidste halvtreds år, mens højere middelklasse og overklassen er blevet enormt meget rigere. Folk ser arbejdspladser blive flyttet til udlandet eller bemandet med illegale indvandrere hovedsageligt fra Mexico. Trump er generelt kritisk over for de store amerikanske koncerner, der flytter til udlandet for at søge skattely og/eller benytte sig af lavtlønnet udenlandsk arbejdskraft.
Han mener, at administrationen i Washington har lukket øjnene for disse problemer, fordi deres egne indkomster har udviklet sig gunstigt og måske de – for at bruge Trumps udtryk – er for ”dumme” til at få øje på eller erkende disse sammenhænge. Hvad angår den statsligt organiserede og finansierede sundhedstjeneste ”Obamacare” er Trump i modsætning til sine konkurrenter i det republikanske parti villig til at fortsætte med de grundlæggende principper, mens han mener at have forskellige forbedringsforslag.
At Trumps program og agitation kan vække genklang i brede grupper af amerikanske arbejdere og lavere funktionærer er måske ikke så ulogisk eller absurd, som den ofte fremstilles. Trump betragtes som en trussel mod den hidtidige ledelse i det republikanske parti, der fortvivlet prøver at finde den konkurrent, der kan hindre, at han i sidste ende bliver partiets kandidat.
Der synes at være rigtig gode grunde til at sammenligne Trumps fremmarch med national-populistiske bevægelser i Europa, herunder Dansk Folkeparti. Trumps modstand mod ”Washington”, den federale regerings administration, kan måske i nogen grad sammenlignes med europæiske bevægelsers modvilje mod Bruxelles og EU. Også danske arbejdere oplever, at deres arbejdspladser forsvinder, at de udkonkurreres af udenlandsk arbejdskraft enten her i landet eller fordi virksomheder flytter til udlandet og/eller i skattely.
Og måske kan det ikke udelukkes, at Trump vinder det amerikanske præsidentvalg.
Hans budskaber vinder ifølge meningsmålinger tilslutning blandt grupper, der tidligere har været regnet til Demokraternes traditionelle vælgergrundlag . Selvom han mister traditionelle veluddannede republikanske vælgere, kan han måske udligne tabet herfra. Uanset hvad man mener om Trumps eller Dansk Folkepartis politik, hører debatten afgjort hjemme i den demokratiske debat.
Et velfungerende demokrati skal være en åben arena, hvor alle væsentlige strømninger i befolkningen kommer til forhandling og kompromisdannelse.
I Danmark har det betydet, at Dansk Folkeparti er blevet et rimeligt velfungerende parlamentarisk parti – og at vi i vidt omfang har undgået den frastødende voldelighed i forbindelse med indvandring, som vi har set i Sverige og Tyskland, hvor det i en årrække er lykkedes at holde disse populistiske strømninger udenfor parlament og politisk forhandling.