Prøv avisen

Posttraumatisk stress rammer midaldrende

Midaldrende danske kvinder har størst risiko for at udvikle posttraumatisk stress efter voldsomme oplevelser. Hos mændene er faren størst i 41-45 års alderen

Der er stor forskel på, hvornår i livet kvinder og mænd er mest sårbare over for traumatiske begivenheder, viser ny forskning. Det skriver bladet Ny Viden fra Syddansk Universitet.

Kvinder har størst risiko for at udvikle post traumatisk stress syndrom (PTSD), når de er i begyndelsen af 50'erne, mens mændene er mest sårbare, når de er 10 år yngre.

Resultatet overrasker professor Ask Elklit fra Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet. Han har sammen med psykolog Daniel N. Ditlevsen fra Odense Universitetshospital undersøgt data fra 6548 mennesker - overvejende danskere - og fundet, at posttraumatisk stress er mest udbredt hos midaldrende.

- Vi havde forventet, at der ville være flest med PTSD blandt yngre mennesker, og vi havde slet ikke regnet med at se så stor en forskel - 10 år - mellem de to køn, siger Ask Elklit.

Undersøgelsen viser ikke, hvorfor tallene fordeler sig, som de gør. Men Ask Elklit peger på, at kvindernes overgangsalder ofte starter i 51-55 års alderen, og at den biologiske forandring måske gør dem mere sensible og dermed ekstra udsatte i nogle år.

At mændene til gengæld er mest sårbare i 41-45 års alderen kan hænge sammen med, at mænd i den alder er ekstra hårdt spændt for, både familiemæssigt og karrieremæssigt.

- Men det er kun bud på en forklaring, for det kræver yderligere forskning at finde årsagen til forskellen, siger Ask Elklit.

Kvinder har dobbelt så høj sandsynlighed for at udvikle PSTD som mænd.