Poul Schlüter får opført buste i Folketinget

Forhenværende statsminister Poul Schlüter får i dag sin buste i Folketinget, oplyser formanden, Mogens Lykketoft

Poul Schlüter får opført buste i Folketinget.
Poul Schlüter får opført buste i Folketinget. Foto: Martin Sylvest Andersen Denmark.

Folketinget ærer i dag tidligere statsminister Poul Schlüter (K) med en buste udført af kunstneren Gudrun Steen-Andersen.

Det oplyser Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), som i dag hædrer den nu 83-årige tidligere statsminister, når busten afsløres.

Busten står allerede i Schlüters barndomsby Tønder, men han havde et andet eksemplar i hjemmet på Frederiksberg, som nu placeres på Christiansborg.

Her får han plads ved siden af de socialdemokratiske statsministre som Thorvald Stauning, H.C. Hansen og Hans Hedtoft, De Radikales C.T. Zahle, Venstres I.C Christensen, De Radikales udenrigsminister P. Munch samt socialdemokraten Svend Auken.

Vi har spurgt Schlüter, om vi måtte opstille busten i Folketinget. Han har sat mindst lige så stort præg på dansk politik som andre, der er opsat buster af, siger Mogens Lykketoft.

Skønt han i mere end et årti var en politisk modstander af Poul Schlüter, er det ikke svært at hædre ham, understreger Folketingets formand.

Han var en utrolig markant statsminister, som fungerede meget langvarigt. Det er helt, helt indlysende at markere, når man nu har muligheden, siger Mogens Lykketoft.

Men Socialdemokraterne havde ikke regnet med, at Schlüter ville sidde i over 10 år, da Anker Jørgensen i 1982 smed tøjlerne som statsminister?

Nej, det havde ingen regnet med. Det tror jeg heller ikke, at Schlüter selv havde regnet med. Han var utrolig dygtig til at holde sig i sadlen i skiftende kombinationer undervejs. Han er en meget stor politisk begavelse, man blev overrasket over, siger Mogens Lykketoft.