Poul Schlüter: Jeg keder mig

Tidligere statsminister Poul Schlüter har svært ved at få tiden til at gå som pensionist, fortæller han i bog

Tidligere statsminister Poul Schlüter (C) keder sig i sin lejlighed på Frederiksberg.
Tidligere statsminister Poul Schlüter (C) keder sig i sin lejlighed på Frederiksberg. Foto: Jørgen Jessen.

Den tidligere konservative statsminister Poul Schlüter har ikke fået den alderdom, han ønskede sig.

I en ny bog "Poul Schlüter - Det var vel ikke så ringe endda" fortæller den nu 82-årige Poul Schlüter, at han efter et lang liv i politik har svært ved at få tiden til at gå hjemme på Frederiksberg.

Den 20 år yngre hustru, balletchef Anne Marie Vessel Schlüter, står nemlig tidligt op for at kunne køre på arbejde allerede klokken otte.

- Hun er et kolossalt energisk og vitalt menneske, altid ud af sengen, når vækkeuret ringer, nogle gange endda før det ringer - men det præger selvfølgelig mit liv, at jeg sidder meget alene, fortæller Poul Schlüter og fortsætter:

- Ballet er ganske vist mit andet liv, men jeg tager ikke med, når Anne Marie rejser ud i verden - det ville ikke fungere at skulle sidde på et hotelværelse.

I stedet sover Poul Schlüter længe, inden han står op og laver morgenmad og læser avisen - nu kun Berlingske Tidende - ved sin spiseplads i køkkenet.

Op af formiddagen tager den tidligere statsminister fat på en bog, der oftest er biografier om personer fra guldalderen som H.C. Andersen, Søren Kierkegaard eller Georg Brandes.

Poul Schlüter: Jeg læser nogle timer hver dag

- Men selv om jeg læser nogle timer hver dag, må jeg også sige, at jeg keder mig en del; pludselig er der ikke så meget at lave.

- Jeg holder stadig en del foredrag med samme titel som mine erindringer, "Sikken et liv", om end det er blevet sjældnere det senere år; jeg taler om min statsministertid, krydret med anekdoter, så det bliver udholdeligt for dem, som lytter på, fortæller Poul Schlüter.

I dag ser den tidligere statsminister stort set ingen af sine tidligere politiske kollegaer, heller ikke tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), som han kørte parløb med i et årti.

Poul Schlüter har - "formentlig" - givet sit sidste tv-interview og udtaler sig ikke længere om politiske emner.

- For når "den gamle" blander sig, går det ofte galt, og ordene bliver overfortolket, som den tidligere statsminister fortæller.