Prøv avisen
Politisk set

Kan vi leve med, at ministrene underlægges personer, der ikke har ansvar for Folketinget?

Det problematiske i Martin Rossens placering i koordinationsudvalget og økonomiudvalget er, der i disse udvalg træffes regeringens vigtigste beslutninger. Dermed får Martin Rossen andel i udvalgenes magt over ministrene, men modsat ministrene er han ikke underlagt Folketingets magt. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Efter mange dages debat skylder statsminister Mette Frederiksen (S) stadig offentligheden svar på, hvorfor hun ikke gør sin nye magtfulde stabschef til minister uden portefølje. Når hendes påhit ikke direkte bryder med nogen regler, skyldes det, at ingen tidligere har udtænkt noget lignende

Uden nærmere forklaring til offentligheden har statsminister Mette Frederiksen (S) installeret sin mangeårige politiske rådgiver Martin Rossen som stabschef i et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet.

Forbilledet er måske amerikanske præsidenters stabschefer. De amerikanske stabschefer anses af nogle for at besidde det næstmest magtfulde embede i USA.

Nogle af Frederiksens partifæller har forsvaret det nye politiske embede med, at der skal være en modvægt til Finansministeriet, som i nogle årtier er vokset i politisk magt langt ind over fagministerierne manøvremulighederne. Ud over at det er blevet indvendt herimod, at det så er fagministerierne, der bør styrkes, så har det nye embede givet anledning til en række spørgsmål.

Det nye sekretariat skal bemandes af en blanding af politisk udpegede personer (særlige rådgivere) og almindelige embedsfolk.

Hidtil har man forsøgt at undgå, at almindelige embedsfolk underlægges politisk rekrutterede personers instruktionsbeføjelser. Hensigten har været at hindre, at almindelige embedsfolk trækkes ind i partipolitiske aktiviteter. Der er regler herom, men de har juridisk set ikke en stærk status, og der er undtagelser og gråzoner i disse regler.

Nu underlægges almindelige embedsfolk statsministerens vigtigste politiske hjælper, og det frygtes derfor, at de trækkes ind i partipolitisk arbejde i en grad, som man ikke hidtil har kendt.

Dertil kommer, at stabschefen også placeres i regeringens to vigtigste ministerudvalg, koordinationsudvalget og økonomiudvalget. I disse udvalg træffes regeringens vigtigste beslutninger.

Der har i modsætning til, hvad der fra socialdemokratisk side hævdes, aldrig før været andet end ministre under parlamentarisk ansvar i disse ministerudvalg. Det er derfor, de kaldes ministerudvalg.

Statsministeren sidder selv i koordinationsudvalget, men i økonomiudvalget er finansminister Nikolaj Wammen (S) formand. Man skal vel forstå Martin Rossens placering i dette udvalg som et forsøg fra statsministerens side på at få en tættere kontrol med finansministerens dispositioner.

Det problematiske i denne placering er, at Martin Rossen får andel i dette udvalgs magt over fagministre. Vi har netop set en række tidligere ministre klage over, at de har svært ved overhovedet at få deres sager forelagt økonomiudvalget, endsige gennemført.

Men Rossen får ikke bare magt over disse fagministre, men også magt over finansministeren.

Der er intet regelbrud i hele konstruktionen. For der er jo ingen, der tidligere har udtænkt noget lignende, derfor har man heller ikke tænkt på regler. Men udover at man kan diskutere, om det er hensigtsmæssigt med en magtkoncentration hos statsministeren som den, der nu lægges op til, så er der det principielle spørgsmål: Kan vi leve med det, hvis ministre med ansvar over for Folketinget underlægges personer, der ikke har samme ansvar? Det er sundest, hvis magt og ansvar følges ad.

Hertil har man sagt: Til syvende og sidst må statsministeren så stå til ansvar også for sin stabschefs gerninger. Men ville det ikke være enklere, hvis Rossen blev minister uden portefølje under statsministeren med særligt henblik på samordning? Så kunne han tale i Folketinget, komme i samråd og også afsættes af Folketinget. Hvorfor man ikke har valgt den konstruktion, er der ikke givet svar på.

I første omgang venter vi på statsministerens forklaring på sine organisatoriske dispositioner, som har vakt opsigt. Men spørgsmålet er, om man ikke har fået ændret så meget ved vores ministerialsystem, som skabtes i 1848, at der er grundlag for en grundig kommissionsovervejelse med henblik på at genoprette sammenhængen mellem magt og ansvar? Iøjnefaldende er det i al fald, at vi endnu engang har behov for at præcisere politisk rekrutterede medarbejderes placeringer og beføjelser i både de enkelte ministerier og i regeringsarbejdet.

Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator.