Prøv avisen

Macron vil begrænse børns adgang til internetporno – danske politikere tøver

Adgangen til porno for børn og unge bør begrænses, mener Frankrigs præsident, Emmanuel Macron. Foto: Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix

Knap halvdelen af danskerne mener, at adgangen til porno på internettet bør begrænses eller forbydes. I Frankrig har præsidenten krævet, at internet-udbydere begrænser adgangen, og i Storbritannien har man i årevis arbejdet på at begrænse mindreåriges adgang. Danske partier har ikke taget stilling

Frankrigs præsident Emmanuel Macron er ikke i tvivl. Adgangen til porno for børn og unge bør begrænses. Det slog han fast i sin tale ved Unescos årlige mærkedag for børns rettigheder i november.

”Man tager ikke et barn til en sexbutik, når vedkommende fylder 13 år,” sagde han fra talerstolen med reference til, at netop 13 år er gennemsnitsalderen for, hvornår børn første gang besøger en pornohjemmeside. Herefter pointerede præsidenten, at vi som samfund bør sikre en ”offentlig orden” på internettet, såvel som samfundet har gjort det på ”gaden”.

Ét af Macrons konkrete forslag var, at de franske teleoperatører fremadrettet skulle sælge internetpakker, hvor adgangen til pornohjemmesider automatisk var blokeret. Blokaden kunne dog ophæves, hvis husstanden tog et aktivt tilvalg og kontaktede deres udbyder. Han gav efterfølgende de franske teleoperatører en tidsfrist på seks måneder til at finde en ”robust løsning” – hvis ikke, skrev avisen Le Figaro, ville han påbyde det ved lov.

I foreningen Mediesundhed for børn og unge, der arbejder for at begrænse børns adgang til porno, mener formand Heidi Als Ringheim, at præsident Macrons tale markerer, at Europa er ved at erkende, at det ikke giver mening, at børn uden videre kan tilgå porno.

”Macrons forslag om at begrænse adgangen til porno på internettet er interessant. Jeg er med på, at vi ikke kan begrænse eller censurere porno for voksne, men jeg mener, at vi som samfund har et beskyttelseshensyn over for børn, så de ikke kan se porno uden videre,” siger hun.

I 2015 gennemførte NSPCC ChildLine – Storbritanniens svar på Børnetelefonen – en spørgeskemaundersøgelse, hvor de spurgte 700 børn på mellem 12 og 13 år til deres pornovaner. Her svarede hver femte, at de var bekymrede for, om de var afhængige af at se porno. 12 procent svarede videre, at de selv havde lavet eller deltaget i en hjemmevideo af ”eksplicit seksuel karakter”.

Undersøgelsen fik Storbritanniens politikere til at reagere, og i de seneste år har man således arbejdet på at indføre et nyt it-system, der skal sikre, at personer under 18 år ikke kan tilgå pornohjemmesider. Systemet skulle egentligt være trådt i kraft i foråret, men blev udskudt, og i oktober meddelte den britiske regering, at planerne foreløbig er skrinlagt på grund af problemer med datasikkerhed. Et af hovedproblemerne er, at de færreste er interesserede i en løsning, hvor ens digitale fodspor – såkaldt data – ender på pornoudbydernes servere.

I en række artikler har Kristeligt Dagblad markeret, at det i år er 50 år siden, at Danmark frigav billedpornografien. Blandt andet har avisen beskrevet, hvordan såkaldt pornoafhængighed er blevet klassificeret som en diagnose af FN’s verdenssundhedsorganisation WHO, og i en undersøgelse svarer hver femte danske mand, at ”jeg ser mere porno, end jeg egentlig ønsker, fordi jeg har svært ved at lade være”.

I en meningsmåling, som analyseinstituttet YouGov har foretaget på vegne af Kristeligt Dagblad, svarer 46 procent af danskerne, at adgangen til porno på internettet bør begrænses eller forbydes. 54 procent svarer modsat, at adgangen er tilpas.

Formand i Mediesundhed for børn og unge Heidi Als Ringheim er af den overbevisning, at flere havde svaret, at pornoen burde begrænses, hvis man havde spurgt specifikt til børn og unges adgang. Hun mener, at splittelsen, som undersøgelsen røber, kalder på en politisk debat. Problemet er, ”at porno ikke er noget, vi diskuterer”.

”Jeg tror, politikerne er berøringsangste. Porno er blevet en varm kartoffel, som ingen partier rigtigt tør røre ved. Det skyldes måske, at vi netop var det første land til at frigive pornoen, hvorfor vores frisind – som i øvrigt er vidunderligt – sætter en barriere for debatten. Når jeg snakker med politikere, så siger de, at der skal være en brændende platform. Jeg synes jo egentligt, platformen eksisterer allerede med sexvideo- og nøgenbilleddeling og pornoafhængighed,” siger hun.

På Christiansborg er det svært at få politikerne i tale. I en henvendelse til syv af Folketingets partier har Kristeligt Dagblad spurgt åbent, om partierne har en holdning til, om adgangen til porno bør begrænses for børn og unge. Tre er vendt tilbage.

I Dansk Folkeparti siger sundhedsordfører Liselott Blixt, at det ikke er et spørgsmål, som partiet har taget stilling til, og selv har hun svært ved at se problemet:

”Jeg husker selv, da mine veninder og jeg var unge og stjal Ugens Rapport nede i kiosken for at læse de grå sider.”

Hos De Konservative har man heller ingen ”planer om at lovgive på området”, forklarer børneordfører Brigitte Klintskov Jerkel:

”Jeg anerkender, det kan være et problem, men det er først og fremmest et problem, som forældrene skal løse gennem samtaler med deres børn, og hvis det ikke er nok, så kan man jo vælge at blokere for pornografiske hjemmesider,” siger hun.

Etikordfører for De Radikale Kristian Hegaard understreger også, at han taler for egen regning, da partiet ikke har drøftet spørgsmålet. Han mener særligt, at spørgsmålet om pornoafhængighed bør undersøges ”for at fastslå problemets omfang”.

Uden for Folketinget sidder Kristendemokraterne. De har heller ikke diskuteret spørgsmålet, siger formand Isabella Arendt, der derfor taler for egen regning.

”I sidste ende er det ikke statens, men familiens ansvar at sikre, at børn og unge får en sund tilgang til sex. Dog synes jeg, det lyder fornuftigt at regulere adgangen for børn og unge som i Frankrig, hvor det netop bliver et aktivt valg for forældrene, om deres børn skal have adgang til porno eller ej,” siger hun.8