Prøv avisen

Præst: Tabet af et barn kan ikke trøstes bort

"Selv et dødfødt barn, der aldrig nåede at røre jorden, vil sætte uudslettelige spor i sine forældres hjerter. Og derfor er der ikke nogen anden udvej for folk, der mister, end at elske for fuld udblæsning med grædende hjerte,” siger sognepræst Eva-Maria Schwarz. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

I går kom det frem, at kirke- og kulturminister Joy Mogensen (S) mistede sit barn kort før fødslen i lørdags. I sådanne situationer er det vigtigt, at vi tør tale om døden som et grundvilkår, og om at barnet for evigt vil være elsket, siger præster

Når Eva-Maria Schwarz taler med forældre, som har mistet et barn, gør hun meget ud af ikke at fokusere på ordet trøst. For intet kan lindre tabet af noget uerstatteligt, siger sognepræsten i Københavns Domkirke.

”Det at miste et barn er det værste, der kan overgå forældre, og man kan ikke bare sætte et andet barn i det dødes sted som trøst. Som præst taler jeg om den del af det kristne budskab, der lyder, at vi alle er elskede og unikke, og at ethvert menneskes værd er så stort, at det ikke kan erstattes. Selv et dødfødt barn, der aldrig nåede at røre jorden, vil sætte uudslettelige spor i sine forældres hjerter. Og derfor er der ikke nogen anden udvej for folk, der mister, end at elske for fuld udblæsning med grædende hjerte,” siger hun.

Netop den erkendelse læser Eva-Maria Schwarz også ud af det opslag, som kirke- og kulturminister Joy Mogensen (S) lagde på Facebook i går. Her fortalte ministeren, at hendes datter, Sarah, ikke var i live, da hun fødte hende natten mellem fredag og lørdag.

Joy Mogensen gik på barsel i fredags og skulle efter planen føde sit barn senere på måneden. I sit opslag skrev hun, at hun nu forsøger at affinde sig med, at det ikke er alting i livet, der kan forklares eller giver mening.

”Selvom jeg kun har mærket min lille pige indefra, så opdagede jeg, da jeg så hende, at jeg allerede elskede hende. Det er det vigtigste at holde fast i, midt i det overvældende ulykkelige, at jeg nu skal begrave min datter,” skrev hun.

De seneste fire år har Eva-Maria Schwarz stået for at prædike til Landsforeningen for Spædbarnsdøds årlige mindegudstjeneste i efteråret. Som præst er hun generelt også vant til at tale med mennesker, der har mistet, og hun ved, hvor svært det kan være at adressere deres tab. Men hun oplever, at kirken tilbyder et sprog til at tale med mennesker i dyb sorg.

Ud over anerkendelsen af den uerstattelige kærlighed, rummer troen ifølge hende en erkendelse af livets sårbarhed.

”Alle menneskers sorg vil være forskellig, men det, vi som præster kan, er, at vi mere benhårdt forholder os til det grundvilkår, at folk – og også børn – dør. Vi ved, at livet indebærer lidelse, men også glæde og barmhjertighed. Og vi holder fast i troen på, at den lille vil genopstå, og at de, som mister, vil få livet igen.”

Netop opstandelseshåbet kan være vigtigt at inddrage, når man taler med mennesker, der har mistet et barn. Det siger Birthe Gunhild Friis, der er sognepræst i Nykøbing Falster og præst på byens sygehus. I 1996 mistede hun selv et barn, som under fødslen fik for lidt ilt til hjernen, og siden har hun stået for den årlige mindegudstjeneste for børn og spædbørn, der afholdes allehelgenssøndag i Nordre Kirke i Nykøbing Falster.

”For mange har det betydning, at barnet er et sted, hvor det har det godt. Mange af de mennesker, jeg taler med, har – om de er troende eller ej – en mening om livet efter døden, og de håber på et gensyn med deres barn. Der er en forventning om at ses igen, som jeg kan tale med dem om,” siger hun.

Ud over troen på et gensyn er det ifølge Birthe Gunhild Friis vigtigt at lade forældrene vide, at de ikke er alene.

”I mine mindegudstjenester allehelgenssøndag fortæller jeg ofte om andre mennesker, der gennem historien har mistet børn. I dag kan vi let føle os så ene om det at miste et barn, men spædbarnsdød har altid været et livsvilkår. Og det handler ikke om, at Gud har valgt at tage deres barn, men om, at døden er et grundvilkår, når vi lever i en falden verden,” siger hun.

Skyld er også en vigtig problemstilling at tale om, siger Preben Kok, der er tidligere sygehuspræst på Vejle Sygehus og i dag arbejder som sjælesørgerisk konsulent og foredragsholder.

”Der er en psykologisk grundlov, der lyder, at følelser, du retter mod den rigtige, kan forløses, mens følelser, som rettes mod den forkerte, vender tilbage som en tyngde og i værste fald som angst og depression. Derfor er det vigtigt, at vi i de alvorlige tilfælde retter vores følelser og oplevelser mod den rigtige. Når jeg taler med nogen, der oplever noget så alvorligt som det at miste et barn, fortæller jeg dem, at det er Gud og ikke noget menneske, der har magten i den situation. Det at kunne lægge sin vrede og sorg over på Gud i stedet for at bære på den selv – det er det, kristendommen tilbyder,” siger han og tilføjer, at mange i dag glemmer at lægge ansvaret fra sig, der hvor de ikke har magten.

”Da jeg arbejdede på fødeafdelingen på Vejle Sygehus, talte mange kvinder, der oplevede en ufrivillig abort eller dødfødsel, stort set om, at de følte skyld. For de bildte sig ind, at de havde magten over deres svangerskab. I vores tid tror mange gravide kvinder, at de har meget mere magt over situationen, end de i virkeligheden har. Det skal vi væk fra.”

På Facebook frabeder Joy Mogensen sig også at blive inviteret ind i samtaler om eventuelle forklaringer på sin datters død. Hun prøver i stedet at acceptere livets uforudsigelighed, skriver hun i sit opslag, hvor hun også giver et håb videre til dem, der stadig kæmper for at få børn:

”Det var og er det hele værd. Min lille piges spark i maven, når jeg spillede og sang for hende. Den kærlighed, jeg føler for hende nu i den korte stund, jeg får lov at holde hende. Det bliver mine mest dyrebare minder. Hold fast i håbet. Frygt ikke, tro kun. Børn er det hele værd. Det er jeg kun mere bestyrket i.”

Selv et dødsfødt barn, der aldrig nåede at røre jorden, vil sætte uudslettelige spor i sine forældres hjerter. Og derfor er der ikke nogen anden udvej for folk, der mister, end at elske for fuld udblæsning med grædende hjerte

Eva-Maria Schwarz, sognepræst i Københavns Domkirke

Det at kunne lægge sin vrede og sorg over på Gud i stedet for at bære på den selv – det er det, kristendommen tilbyder

Preben Kok, tidligere sygehuspræst på Vejle Sygehus