”Jeg græder hver gang, der bliver revet en præstegård ned”: Kulturarv er i fare for at gå tabt

Der skal en national indsats til, hvis præstegårdenes kulturarv skal reddes. Det mener forfatter bag ny bog om præstegårde i lokalsamfund. Han bakkes op af både politiker og formand for bevaringsforening

Skævinge præstegård i Hillerød Kommune er en af 150 fredede præstegårde. – Foto: Nana Reimers/Ritzau Scanpix.
Skævinge præstegård i Hillerød Kommune er en af 150 fredede præstegårde. – Foto: Nana Reimers/Ritzau Scanpix.

Sammen med kirken er præstegården ofte den mest centrale bygning i mange af Danmarks landsbyer, hvor skolen forlængst er nedlagt og den sidste butik har drejet nøglen om. I de her år er præstegårdene også i fare for at forsvinde. Ja, mange er allerede væk. Enten helt fysisk, fordi de er revet ned, eller væk som samlingssted for sognets beboere, fordi de er solgt til private eller overgået til andre formål.

Tal fra 2016, som Kristeligt Dagblad tidligere har omtalt, viser, at 269 ud af 1763 præsteboliger på landsplan blev nedlagt over en ti-årig periode, begyndende i 2006. Siden er flere kommet til. Årsagerne skal blandt andet findes i, at man ved sognesammenlægninger har fået præsteboliger tilovers, eller at den stedlige præst har fravalgt at bo i en mange kvadratmeter stor og ofte utidssvarende præstegård. Tomme præstegårde er naturligt nok i fare for at blive solgt eller revet ned i stedet for at blive bevaret for eftertiden.

Men det er både synd og skam, for hver gang der bliver nedlagt en præstegård, taber Danmark et vigtigt stykke kulturarv. Det mener Jens Rasmussen, der er kirkehistoriker og tidligere sognepræst og forfatter til bogen ”Præstegården i lokalsamfundet. Dagligliv og kulturarv”, der udkommer i næste uge.

”Præstegården var i det 19. århundrede den bærende institution i lokalsamfundet, og derfor er husene og det, der foregik i dem, i dag værdifuld kulturarv, som vi bør bevare,” siger han.

150 af landets præstegårde er fredede, og dem kan der dermed ikke pilles ved. En stor del af de resterende er ”bare” bevaringsværdige og dermed er det oftest op til de enkelte kommuner, hvad der skal ske med en præstebolig, som et menighedsråd ønsker at nedlægge eller rive ned. Det er uhensigtmæssigt, mener Jens Rasmussen, der gerne så, at der fandtes et centralt organ til at vejlede menighedsråd og kommuner i sager, hvor det handler om vigtig kulturarv.

Det synspunkt bakkes op af Claus M. Smidt, der er formand for Foreningen til gamle Bygningers Bevaring.

”Det er en svær opgave for kommunerne at forhindre, at præstegårde bliver afhændet som tjenesteboliger. Det kræver stor offervillighed, og at nogen har veneration for kulturarven. Det bliver ofte lidt tilfældigt fra kommune til kommune, alt efter det politiske flertal, om en præstegård findes værdig til bevaring, ” siger han og tilføjer:

”Jeg græder hver gang, der bliver revet en præstegård ned. De huse er så fulde af historier om de mennesker, der levede der, og ofte har de også en arkitektonisk kvalitet.”

Ifølge Claus M. Smidt mangler der en central tilsynsmyndighed med sans for både kulturhistorie og bygningskultur. Og rådmand for kulturområdet i Frederiksberg Kommune, Nikolaj Bøgh (K), mener også, at det må være en national opgave at sikre bedre vilkår for bygningsbevaring, herunder præstegårdene.

”Jeg kunne godt tænke mig en form for national fond, der ville kunne bidrage til at bevare vores fælles bygningskultur. Vi kender det fra England, hvor de har National Trust, der er en privat fond, der ejer massevis af ejendomme. Jeg tror, der må et privat initiativ til, meget gerne i samarbejde med nogle af de store fonde, som i forvejen er engagerede i bygningsbevaring. Jeg synes, det ville være fint, hvis staten ville gå ind i større skala og sikre de kulturhistorisk vigtige præstegårde i langt større omfang end de præstegårde, som i dag er beskyttet af bygningsfredning. Men det er nok ikke realistisk med den manglende politiske vilje til at prioritere kultur økonomisk. Det vigtigste er, at præstegårdene bliver reddet. Det er et kæmpe tab, hvis vi mister den historiske bevidsthed om præstegårdene som et centralt kulturelt centrum i landsbyerne,” siger Nikolaj Bøgh.

Læs mere om landets præstegårde i dette interview med kirkehistoriker Jens Rasmussen.