Prøv avisen

Præster vil have større frihed under gudstjenesten

De seneste år har flere sognekirker eksperimenteret med blandt andet børne- og temagudstjenester, og nu ønsker flere præster og menighedsråd også friere rammer for søndagens hovedgudstjeneste, højmessen. Billedet her er fra en fastelavnsgudstjeneste i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro i København sidste år ved sognepræst Mariann Schilder-Knudsen med efterfølgende tøndeslagning. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Den nuværende gudstjenesteform er for stram og ufleksibel, mener præster og menighedsråd ifølge ny rapport. Spørgsmålet om frihed og ejerskab over gudstjenesten skal nu til debat

Det kan måske lyde harmløst: Gennem de seneste år er det begyndt at ske oftere og oftere, at en præst eller et menighedsråd ændrer lidt i ordlyden og indholdet i bønner og ritualer til højmessen, så det stive sprog løsnes op og bliver vedkommende for menigheden. Men hver gang en kirke laver om på rammerne for søndagens hovedgudstjeneste, er det et brud på en lang tradition, som kræver, at der indhentes tilladelse fra den lokale biskop. Og det går de lokale kirkefolk på.

Sådan lyder det i en ny rapport fra en faggruppe nedsat af landets biskopper til at undersøge gudstjenesten. I dag kan kirker holde alt fra spaghetti- til mindfulnessgudstjenester, men når det kommer til højmessen, oplever de præster og menighedsråd, som faggruppen har talt med, at den nuværende form virker ufleksibel og for stram. Selvom de gerne vil holde fast i højmessens fundament, efterspørger de derfor mere frihed til at gøre gudstjenesten nutidig og relevant for kirkegængerne i dag.

Det fortæller biskop over Ribe Stift Elof Westergaard, der er formand for faggruppen bag den nye rapport.

”Der er sket meget med gudstjenesten de seneste 30 år. Fra primært at holde klassiske søndagsgudstjenester er sogne i dag meget eksperimenterende, og vi ser store variationer lokalt. En del kalder rammerne i dag for ufleksible, og som tilsynsførende kan jeg også indimellem tænke, om det virkelig giver det mening at skulle spørge biskoppen om lov om så meget,” siger han.

I alt er der nedsat tre faggrupper til at se nærmere på gudstjenesten, og de øvrige grupper kommer med rapporter næste år, hvorefter biskopperne vil drøfte rapporterne og reaktionerne på dem samlet. Allerede nu er sogne dog inviteret til at diskutere den første rapports resultatet, siger Elof Westergaard, som understreger, at rapporterne ikke er udtryk for holdninger, men oplæg til diskussion.

Med i faggruppen bag den nye rapport ”Folkekirkens liturgi - mellem frihed og fasthed” er sognepræst i Lindevang Kirke på Frederiksberg i København Christiane Gammeltoft-Hansen. Siden 2011 har sognet været et såkaldt ”liturgisk forsøgssogn”, hvilket betyder, at det har mere fleksible rammer for, hvad det må foretage sig, når det kommer til højmesser. Det har blandt andet betydet en ændring af dåbsbønnens formulering om, at man med dåben bliver gjort til Guds børn, da man ifølge sognepræsten og menighedsrådet er dette i forvejen. Der er også formuleret en ny nadverindledning med fokus på fællesskab, og så har højmessernes prædikener i en periode ikke fulgt kirkeårets tekstrække. Ifølge Christiane Gammeltoft-Hansen er ønsket at bevare sognets højmesseliv og styrke forståelsen af gudstjenesten.

”Vi har i vores arbejde systematisk gennemgået hvert led af højmessen, og vi mener, at hvis højmessetraditionen skal holdes i live, så skal den også være i bevægelse. For højmessen er menighedens gudstjenesete, og hvis vi skal tage den alvorligt, skal menigheden tænkes med i arbejdet,” siger hun og tilføjer, at en tidligere gudstjenesteundersøgelse i Københavns Stift også viser, at de fleste kirker forholder sig mere eller mindre frit til ritualbogen.

Debatten om gudstjenesten handler dog ikke kun om form, men også om ejerskab, siger Anita Hansen Engdahl, der er lektor på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og blandt andet arbejder med gudstjenesteudvikling og ritualteori.

”Det, der ligger bag det igangværende arbejde, er spørgsmålet om, hvem der er gudstjenestens ejer og primære ’vi’. Er ejeren den kirkelige organisation, der skal sikre teologisk kvalitet til dem, der særligt elsker højmessen, eller er det præsten, som ved, hvad de, der kommer i kirken engang imellem, vil have? Eller er det markedet, som mener, gudstjenesten skal gøre kirken attraktiv for dem, der ikke kommer der?,” siger hun og tilføjer, at der næppe kommer store ændringer ud af det igangværende gudstjeneste-arbejde.

”Historisk tages der altid meget små skridt i folkekirken. I dette tilfælde vil man ikke turde snævre for meget ind, for så taber man medlemmer til frikirkerne, men heller ikke at give for meget plads, for så vælter det hele. Men der vil komme nogle ændringer, for i dag er nye gudstjenestetyper mange steder mere velbesøgte end højmesserne. Og i længden kan man ikke have en primær gustjenesteform, som ingen kommer til.”

Hvis der skal ændres ved gudstjenestens form, ser sognepræst i Hørup Kirke på Sydals Agnete Raahauge dog hellere, at der strammes op end lempes på den nuværende ordning.

”Det at komme i kirke handler ikke om at komme ind i et hus, men om at høre evangeliet. Vi har en meget fornem højmesseliturgi, og der er noget smukt ved at have holdt gudstjenester på den samme måde i århundreder. I det øjeblik ritualet gøres frit, bliver gudstjenesten til præstens one-man-show, og medlemmerne får samtidig svært ved at føle sig hjemme i kirken, da rammerne skifter fra sogn til sogn,” siger hun.