Pressefrygt på opholdssteder skader anbragte børn

Hvert andet opholdssted for anbragte børn og unge frygter negativ omtale, hvilket går ud over børnene. Direktør for opholdssteder erkender brodne kar, men advarer mod heksejagt

Hvert andet opholdssted for anbragte børn og unge frygter negativ omtale, hvilket går ud over børnene.
Hvert andet opholdssted for anbragte børn og unge frygter negativ omtale, hvilket går ud over børnene. Foto: Iris.

Opholdsstedet Startskuddet ved Vordingborg var i sidste uge en del af TV 2-programmet Operation X. Opholdsstedet var under anklage for at behandle sine anbragte børn og unge med clairvoyance og med overdreven brug af antipsykotisk medicin.

Efter programmet har Startskuddet modtaget trusler som pas på, pas meget på og jeg håber, I allesammen brænder op i helvede, og Startskuddet er langtfra det første opholdssted, som får trusler efter kritisk pressedækning. Nu viser en undersøgelse, at knap halvdelen af landets opholdssteder oplever, at frygten for negativ presseomtale påvirker medarbejdernes arbejde. Undersøgelsen er foretaget på 153 opholdssteder af Landsforeningen af Opholdssteder, Botilbud og Skolebehandlingstilbud (LOS) og offentliggøres i dag. Frygten for negativ presse giver dårligere vilkår for de anbragte børn, mener Geert Jørgensen, formand for LOS.

LÆS OGSÅ:
Opholdssteder indleder charmeoffensiv

Frygten gør, at de ansatte kan komme til at passe mere på sig selv end at tænke på, hvad der er bedst for den unge. I en given situation burde en medarbejder muligvis gribe ind med magt for at bremse den unge i uhensigtsmæssig adfærd, men lader være af frygt for, hvordan det kan blive udlagt i pressen.

Samme melding lyder fra Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne, som repræsenterer en stor del af de ansatte på landets opholdssteder.

Der er en risiko for, at drenge og piger ikke får den behandling, de skal have, fordi personalet ikke tør sige, hvad der er rigtigt og forkert, selvom det er en del af socialpædagogers fag at kunne sige fra. Det gør, at børn, som i forvejen er svigtet, bliver svigtet endnu en gang. Knap 5000 børn og unge bor på et af landets flere end 800 opholdssteder og institutioner og repræsenterer et bredt udsnit af svigtede børn og unge med vidt forskellige behov. Disse behov risikerer at blive overset med medarbejdernes frygt for pressen, mener Geert Jørgensen.Det kan ende med, at stedernes tilbud bliver alt for ensrettede, fordi man ikke vil lave noget, der påkalder sig opmærksomhed. I sidste ende kan det betyde, at nogle unge opgives og må flytte til andre steder, fordi de ikke kan rummes.

I løbet af de seneste år har kritisable enkeltsager fra opholdsstederne fyldt meget i de danske medier, men enkeltsagerne har ofte tegnet et skævt billede af virkeligheden. Sidste forår viste en aktindsigt for Kristeligt Dagblad blandt 79 kommuner, at antallet af magtanvendelser på opholdsstederne var faldet fra 5000 i 2008 til 2640 i 2011.

Undersøgelsen fra LOS viser, at to ud af tre opholdssteder har vedtaget retningslinjer til håndtering af pressen, og fra LOS erkender direktør Geert Jørgensen, at nogle opholdssteder handler uansvarligt, og at branchen skal kunne tåle kritisk presse, men:

Pressen glemmer at tage hensyn til de udfordringer, der er i opholdsstedernes arbejde. Det er et område, som vækker meget stærke følelser hos både pårørende og tidligere medarbejdere, og fordi der er så meget på spil, vil nogen også finde større anledning til at klage også uberettiget.