Pressen lod Fogh få alt for let spil

Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen fylder rundt. Efter hans afgang som statsminister er pressen blevet mere kritisk over for ham, end den var i 00erne, mener flere historikere

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) under optagelsen af nytårstalen til nationen søndag 1. januar 2006. –
Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) under optagelsen af nytårstalen til nationen søndag 1. januar 2006. –. Foto: .

Natos generalsekretær, tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), fylder i morgen 60 år. Som statsminister tog han den måske største udenrigspolitiske beslutning i efterkrigstiden ved at sende Danmark i krig med et snævert politisk flertal bag sig, men den beslutning blev aldrig udfordret af pressen.

Den var tværtimod igennem et årti med til at cementere det billede, han præsenterede af sig selv, og først nu tre år efter hans afgang begynder kritikken af hans regeringsførelse at pible frem, og så følger medierne også som lemminger med på modbølgen.

LÆS OGSÅ: Anders Fogh Rasmussens karriere i punkter

Sådan lyder kritikken fra flere historikere, Kristeligt Dagblad har talt med i anledning af Foghs forestående runde fødselsdag. Professor Klaus Petersen, der er leder for Center for Velfærdsforskning ved Syddansk Universitet, blev ved Anders Fogh Rasmussen afgang som statsminister spurgt af flere aviser, om ikke Fogh ville indskrive sig i historien som en af de tre største statsministre, Danmark har haft.

Der har været en klar tendens til, at medierne hyldede ham og lod hans eget billede stå tilbage, siger Klaus Petersen.

På en række områder skiftede Anders Fogh Rasmussen standpunkt, mens han var statsminister.

På miljø- og klimaområdet var han til at begynde med skeptiker over for, om der var en menneskeskabt klimatrussel, men det erkendte han senere, at der var, og så skulle Danmark gøres uafhængig af fossile energikilder.

Han lagde vægt på, at store samfundsændringer skulle forberedes grundigt, for eksempel gennem kommissionsarbejde, så vælgerne ikke blev overrasket af vidtrækkende politiske forlig som en tyv om natten. Der skulle ikke være noget at komme efter, og hvad vi siger før valget, gør vi også efter valget. Han afviste både planer om større ændringer i efterlønnen og skattelettelser men de reformer blev alligevel gennemført kort efter folketingsvalg, hvor det ikke var temaer.

Værdikampen skulle oprindelig handle om at ændre menneskers grundholdning, så de fik et større ønske om at klare sig selv uden statens hjælp. Efter terrorangrebet på USA i 2001 blev værdikampen omformuleret til et spørgsmål om indvandring, ytringsfrihed og demokrati. Tankerne om en minimalstat, som han skrev en bog om i 1993, blev på få år vekslet til en hyldest til verdens største offentlige sektor.

LÆS OGSÅ: Økonom: Fogh har medansvar for boligboble

Flere historikere er dog parate til at undskylde Fogh for i hvert fald nogle af holdningsskiftene.

Han sad som statsminister i ni år, og det ville da være mærkeligt, hvis han ikke i den periode ændrede syn på noget, siger professor Klaus Petersen eksempelvis.

Professor Ove Kaj Pedersen fra Copenhagen Business School kalder det en retorisk sejr for Fogh, at han aldrig blev udfordret på at ændre holdning.

Han fik journalisterne med på, at der var konsistens i hans holdninger, selvom der ikke var det, og dermed fik han også befolkningen med på det, siger han.

Men hvordan kunne det lykkes?

Han havde en meget præcis strategi over for Venstres ordførere, så de sagde det samme som han selv, og over for Venstres borgmestre, så de heller ikke blev en intern opposition. Han fik aldrig som sin forgænger Poul Nyrup Rasmussen et problem med vestegnsborgmestre (borgmestre fra Københavns omegn, red.).

Ove Kaj Pedersen mener, at den politiske drejebogstænkning fra Foghs tid stadig lever i bedste velgående. Hele debatten om den nuværende regerings løftebrud, og hvor meget regeringen har opnået i forhold til regeringsgrundlaget, ligger i lige forlængelse af kontraktpolitikken.

Professor Mogens Rüdiger fra Aalborg Universitet fremhæver, at der ikke kun var negative konsekvenser af netop kontraktpolitikken.

Den var et forsøg, som på godt og ondt skulle sikre vælgerne en større tillid til politikerne. Idéen var vel, at hvis vælgerne kunne se, at politikerne kunne adressere de problemer, der var, ville der blive en større interesse for at engagere sig i politik i det hele taget, siger han.

Mogens Rüdiger mener, at på det værdipolitiske område havde Foghs regering et overfokus på indvandringsproblemerne uden at man reelt fik løst de problemer, der var.

Efter sin fratræden som statsminister er han blevet kritiseret for at have ført en forkert økonomisk politik, blandt andre af de økonomiske vismænd og tidligere departementschef og nationalbankdirektør Nils Bernstein. For nylig tog Anders Fogh Rasmussen i Morgenavisen Jyllands-Posten selv til genmæle mod kritikken af, at hans regering indførte afdragsfrie lån og dermed forstærkede den efterfølgende økonomiske krise.

Ifølge historikerne kan der komme flere af den slags kritiske historier, og de kan være med til at forme det billede, som vil stå tilbage i fremtidens historiebøger.

Så begynder lakken at sprække, og så kommer der flere historier, som forsøger at pille ham ned fra piedestalen. Det er jo helt almindeligt, at medierne både løber efter de historier, der bygger en person op, og dem der nedbryder imaget igen, siger Klaus Petersen fra Syddansk Universitet.

Spørgsmålet om, hvordan det er gået med økonomien, er ofte afgørende for, hvilket eftermæle en statsminister får. Samfundsøkonomien havde det forfærdeligt under den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen i 1970erne, som stadig har ry for slet ikke at kunne styre Danmark.

Økonomien fik det bedre under den konservative Poul Schlüter, hvis renommé ikke blev alvorligt skadet af tamilsagen, som ellers bragte hans regering til fald. Og den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen måtte leve med mange skandaler og beskyldninger om, at han talte med uld-i-mund. I dag står der dog mest det tilbage, at der blev ført en fornuftig og ansvarlig økonomisk politik under hans ledelse med mange afgørende samfundsreformer.

Historikerne er nogenlunde enige om, at det næppe bliver økonomien, men mere værdipolitikken, som kommer til at præge historieskrivningen om Anders Fogh Rasmussen.

Det mest bemærkelsesværdige ved Foghs regeringsperiode var hans forsøg på at omskrive danmarkshistorien. Hans opgør med samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig og politikken under hele den kolde krig var en voldsom omskrivning af 60 års historieskrivning og efter min mening en fordrejning af den, siger professor Poul Villaume fra Københavns Universitet.

Han medgiver, at der lå en vis selvkritik i kritikken af krigens samarbejdspolitik med Tyskland, fordi den også blev støttet af Venstre. Det overordnede formål med omskrivningen af historien var dog at retfærdiggøre Danmarks deltagelse i de internationale krige i Irak og Afghanistan.

Det lykkedes ham at få Danmark trukket ind i en ulovlig angrebskrig, og han fik lukket for kritik på en helt enestående måde, når man sammenligner med, hvad hans kolleger George W. Bush i USA og Tony Blair i Storbritannien blev udsat for. De måtte gå af i noget, der lignede vanære, mens Fogh avancerede opad. Efter min mening skyldes det en kombination af, at medierne var for følgagtige over for Anders Fogh Rasmussen, og så at han var meget dygtig til at italesætte krigsdeltagelsen, siger Poul Villaume.

Han ser en tæt sammenhæng mellem omskrivningen af historien, og at Fogh var en værdikriger. Det kom til at præge det meste af årtiet, blandt andet i opgøret med smagsdommere, og den heftige debat som fulgte om koldkrigsrapporten fra Dansk Institut for Internationale Studier fra 2005 og senere PET-kommissionens rapport om overvågningen af politisk ekstremisme fra 2009.

Hvad der faktisk kommer til at stå i historiebøgerne, kan kun tiden vise. Som professor Klaus Petersen fra Syddansk Universitet pointerer, er Anders Fogh Rasmussen stadig aktiv på den internationale scene, og hans karriere er langtfra slut.

Så det endelige billede af den tidligere statsminister og nuværende generalsekretær kan sagtens nå at ændre sig, inden historien skal skrives færdig.