Principper er vigtigere end personer

I en tid, hvor stadig flere valg handler om personlighed, er det vigtigt at huske partiernes betydning for stabilitet og en fælles vision, skriver politisk kommentator Tim Knudsen

Frankrigs sandsynlige næste præsident, Emmanuel Macron (i midten), har ikke engang et parti, men en bevægelse, En Marche, som holdes sammen alene af hans person.
Frankrigs sandsynlige næste præsident, Emmanuel Macron (i midten), har ikke engang et parti, men en bevægelse, En Marche, som holdes sammen alene af hans person. Foto: Lionel Bonaventure/AP/Ritzau foto.

Det franske præsidentvalg gav de traditionelle partier en begmand. Det er det seneste valg, hvor vælgerne vælger personer uden om de traditionelle partier. Marine Le Pens Front National er ikke et traditionelt parti, men et familiedynasti. Frankrigs sandsynlige næste præsident, Emmanuel Macron, har ikke engang et parti, men en bevægelse, En Marche, som holdes sammen alene af hans person.

På samme måde blev Donald Trump valgt som person uden et sammenhængende program og uden politisk erfaring. Tidligere har vi set noget lignende med Berlusconi i Italien, som havde, hvad en italiensk politolog træffende har kaldt et personaliseret medieparti. Geert Wilders i Holland har et ”parti”, som kun har ham som medlem. Martin Schulz er nu gjort til det tyske socialdemokratis frelser uden erfaring fra tysk indenrigspolitik, da hans karriere hidtil har været i Europa-Parlamentet. Hans politik står ikke alt for klart, men han er skarp i medierne.

Valg er ikke længere så meget valg mellem ideologier og principper som mellem personligheder med et forenklet og ikke alt for klart billede af deres land.

Men nu udsender det danske socialdemokrati et udkast til et nyt principprogram. Historisk har partiet revideret principper med stadig kortere mellemrum – i 1876, 1913, 1961, 1977, 1992, 2004 og 2017. Partiet har gentagne gange opgivet sine mål, herunder socialismen fra de første programmer samt den omfattende demokratisering, som programmet fra 1977 stod for.

Partiet har fået nye principper, når de gamle så forældede ud. Samfundsforandringer og de parlamentariske vilkår tvang ofte også partiet til at føre politik langt fra principperne. Programmerne er siden 1977 blevet kortere og mindre konkrete, så de ikke binder partiledelsen ubehageligt. Få læser principprogrammer. Giver det længere mening at skrive principprogrammer?

Uden partiprogrammer har vi ikke politiske partier i den traditionelle forstand. Principprogrammerne er en ”aftale” mellem partiledelsen og medlemmerne om, hvilket projekt man er sammen om. Det giver ikke mening at være længerevarende medlem af et parti, hvis man ikke ved, at man er sammen om noget andet og større end en enkelt forgængelig person, hvis mest fremtrædende egenskab er at være et ”frisk pust” uden så meget erfaring med at lede et land. Og som i øvrigt er imod ”eliten”.

Udviklingen truer de traditionelle medlemspartier. Gør det så noget? Ja, parlamentariske demokratier kan ikke fungere uden partier med en vis stabilitet. Partierne er de eneste aktører, som påtager sig at tage stilling til alle samfundets spørgsmål og problemer.

Et tankeeksperiment: Hvis vi havde valg baseret alene på tusindvis af personligheder med hver deres profil, ville det være uoverkommeligt for vælgerne at overskue. Valget ville blive præget af tilfældige indvalg af uerfarne personer, som først skulle etablere samarbejdsmønstre med andre personligheder, som de heller ikke kunne overskue. Det ville blive umuligt at træffe meningsfulde og sammenhængende beslutninger.

Men hvad hvis der dog var nogle kortvarige ”partier” omkring enkeltpersoner? Det kunne stadig give mange ustabile partier og føre til indvalg af så mange, at det også kunne være svært at samle en blot nogenlunde handlekraftig regering. Det er foruroligende, at udviklingen alle vegne – også i Danmark – allerede går mod flere partier og vanskeligheder med at føre politik.

Uanset programmets indhold er det derfor godt, at Socialdemokratiet skriver principprogram. Kompromiser og samarbejde er nødvendigt i det danske demokrati. Men ideologi og principper bør tjene som udgangspunkt for den praktiske politik. Det er et bedre grundlag for et tillidsbånd mellem politikere på den ene side og partimedlemmer og borger på den anden side. Det er et solidere bånd end et mediebillede, et image, af en person opbygget i en valgkamps begejstringsrus. Derfor må vi håbe, at Socialdemokratiet får en grundig debat om deres principper og også husker principperne, når det bliver hverdag igen.

Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator.