Prins Christian rejser i tipoldefars fodspor

Prins Christian blev konfirmeret 15. maj. På søndag deltager han sammen med dronningen og kronprinsen i markeringen af 100-året for Sønderjyllands genforening med resten af Danmark.
Prins Christian blev konfirmeret 15. maj. På søndag deltager han sammen med dronningen og kronprinsen i markeringen af 100-året for Sønderjyllands genforening med resten af Danmark. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Byer som Haderslev, Aabenraa, Tønder og Sønderborg kunne i dag have været tyske.

Genforeningen i 1920 sikrede, at de kom tilbage til Danmark, og det skal fejres i Syd- og Sønderjylland søndag.

Om formiddagen kører dronningen, kronprins Frederik og prins Christian i karet over den gamle grænse ved Frederikshøj syd for Kolding.

For en af arrangørerne, borgmester i Kolding Jørn Pedersen (V), bliver det dagens højdepunkt.

Artiklen fortsætter under annoncen

- At tre generationer i kongehuset passerer samme grænse, som kong Christian X gjorde i 1920, er unikt. Det er stort for mig, og jeg ved, at det samme gælder for dronningen.

- For nylig fortalte hun mig, at hun glæder sig utrolig meget.

For barnebarnet, prins Christian, er det første gang, at han så aktivt deltager i en officiel begivenhed. Han har ved flere lejligheder "assisteret" dronningen og kronprinsparret, men nu er han konfirmeret, og tiden er til at lade ham spille en større rolle.

Ligesom dronningen og kronprinsen figurerer han på den liste over officielle programpunkter, som er udsendt fra Hofmarskallatet.

Det er ingen tilfældighed, siger lektor i historie Sebastian Olden-Jørgensen, Københavns Universitet.

For da Christian X krydsede grænsen for 101 år, var han ledsaget af sine sønner, kronprins Frederik og prins Knud.

- Kongen dannede præcedens for at gøre det som kongeslægt. Ikke som konge alene, og derfor har det været oplagt for dronningen at pleje den tradition.

Ville dronningen have fulgt sin farfars eksempel til punkt og prikke, så skulle prins Joachim også have været med.

Når han er fraværende, kan det ifølge Sebastian Olden-Jørgensen skyldes, at han og prinsesse Marie forlod Schackenborg i 2014. Det var en skuffelse for mange i landsdelen.

- Prins Joachim skulle have været indbegrebet af kongehuset i Sønderjylland. Sådan blev det ikke, og derfor kunne hans tilstedeværelse risikere at blive akavet.

Modsat dronningen havde Christian X i 1920 ingen børnebørn at dele Genforeningen med. Måske derfor bad han om lov til at løfte en lille blomsterpige, Johanne Herlak, op på den hvide hest Malgré Tout.

Med sin matchende hvide kjole og røde bånd om livet blev pigen symbolet på glæden over det genvundne Sønderjylland.

På søndag vil Johanne Herlaks datter, 82-årige Eli Fredskilde, være med ved den gamle grænse, hvor hun skal overrække dronningen blomster. Det har fået hende til at mindes det, hun som barn fik fortalt om den historiske dag.

- Min mormor troede, hun hørte forkert, da kongen spurgte. Men så blev det gentaget, og min mor blev rakt op til ham.

- Det var vist meget overvældende for hende at komme i centrum på den måde. Der var jo et virak af mennesker, og hun var kun ni år, siger Eli Fredskilde.

Fejringen skulle have fundet sted sidste år, men blev udsat på grund af coronapandemien. Men det vigtigste er, at det nu sker, siger Koldings borgmester, Jørn Pedersen.

- Det var selvfølgelig brandærgerligt, at det ikke kunne blive i 2020. Men når først kareten ruller med gardehusarerne foran, så er det glemt. Så tænker man ikke så meget på årstallet, men mere på selve Genforeningen.

/ritzau/