Prøv avisen

Prins Henrik skal hvile til søs og i jorden

Amalienborg slotsplads er blot et af de steder, hvor danskere onsdag er strømmet til for at lægge blomster og hilsner til ære for nu afdøde prins Henrik, der sov ind sent tirsdag aften. Foto: Scanpix/Mads Claus Rasmussen

Det bryder med traditionerne, at prins Henriks aske skal fordeles i naturen. Men prinsen, der døde tirsdag aften, har haft præcise ønsker for sin bisættelse.

Lige så utraditionel som prins Henrik var i livet, lige så utraditionelle er ønskerne for bisættelsen.

Prins Henrik skal kremeres, og han bisættes ved en mindre ceremoni tirsdag 20. februar i Christiansborg Slotskirke.

Det oplyste kongehuset, efter at prins Henrik sov ind sent tirsdag aften med dronning Margrethe og parrets to børn, kronprins Frederik og prins Joachim, ved sin side.

Halvdelen af prins Henriks aske spredes ud over de danske farvande, mens den anden halvdel skal i en urne i den private del af Fredensborg Slotshave.

Det er et utraditionelt valg, fortæller Sebastian Olden-Jørgensen, der er lektor ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet.

- Det er meget usædvanligt og et klart brud med traditionen. Men det ligger jo fuldstændig i forlængelse af den protest mod hans rolle ved dronningens side, som prægede ham de senere år, siger han.

Det gav genlyd verden over, da prins Henrik i august 2017 meddelte, at han ikke ønskede at blive stedt til hvile ved siden af dronning Margrethe i Roskilde Domkirke.

- Prinsens beslutning indebærer, at prinsen ikke kommer til at ligge ved siden af Hendes Majestæt Dronningen under den sarkofag, som professor og billedhugger Bjørn Nørgaard har udarbejdet, skrev hoffet i en pressemeddelelse.

Beslutningen brød med flere hundrede års tradition for, at danske regentpar begraves sammen.

Fredag bliver prinsen transporteret til Christiansborgs Slotskirke, hvor han ligger på castrum doloris. Det betyder, at prinsens lukkede kiste vil stå fremme, hvilket man normalt forbinder med en statsbegravelse.

Offentligheden får mulighed for at tage afsked med ham både lørdag, søndag og mandag.

- Her har man fundet et sted, hvor man har kunnet tage et hensyn til offentligheden, og hvor befolkningen kan komme og give udtryk for deres følelser og deres respekt, siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Fredensborg Slot, hvor prinsen havde sine sidste timer, har været scene for mange store begivenheder i prinsens liv.

Det var her, at han og daværende prinsesse Margrethe i 1967 sagde "Ja" til hinanden, og hvor de på deres sølvbryllupsdag i 1992 vinkede fra et vindue, efter at være blevet mødt af morgensang fra fremmødte danskere.

Slottet var også ramme for regentparrets guldbryllup i 2017, hvor prins Henrik forærede skulpturen "Miss Fredensborg" til sin hustru.

Den er placeret i slotshaven, hvor halvdelen af prins Henriks aske fremover også kommer til at hvile.

Selv om fire ud af fem afdøde hvert år kremeres, er det ifølge Sebastian Olden-Jørgensen atypisk for en kongelig person at vælge kremering.

- Han har haft meget præcise ønsker om sin bisættelse, og de er jo i konflikt med, hvad kongehuset og befolkningen ønsker og ville finde naturligt.

Også formand for Danske Krematoriers Landsforening Tom Olsen kalder det specielt, at asken skal deles.

- Det er ret usædvanligt. Det kræver en særlig tilladelse fra stiftet. Det giver den ofte, hvis asken dels skal i jorden og dels spredes til søs, siger han.

Det er ikke oplyst, hvornår prinsens aske skal spredes.

/ritzau/