Det er lidt af en højsæson for de politiske partiers landsmøder. Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, De Konservative og De Radikale skal snart holde eller har netop holdt landsmøde.
Disse landsmøder giver os en lejlighed til gennem medierne at få indtryk af, om partimedlemmerne har nogen videre indflydelse. Man kan også studere landsmødernes dagsorden på partiernes hjemmesider. Det ses, at nogle partier ikke giver deltagerne megen plads til at træffe beslutninger. Det skyldes, at landsmøder har tre funktioner, som kan være i indbyrdes konflikt.
Oprindeligt var formålet, at partiet skulle træffe beslutninger om partiets politik, og om hvem der skulle lede partiet. Møderne var lukkede for offentligheden, så partimedlemmerne frit kunne diskutere og komme til afklaring. Det kunne tage lang tid, en socialdemokratisk kongres kunne for eksempel i partiets barndom godt tage op til fem dage med intense og opslidende debatter. Til gengæld kom der ofte et styrket og afklaret parti ud af det.
Landsmøder havde også den funktion at styrke fællesskabet i partiet gennem begejstrende taler, fællessang og andre sociale og kulturelle aktiviteter.
For partier, der bar regeringsmagten, blev landsmøderne som regel kortere og mere rituelle. Der er altid særlig opmærksomhed om regeringspartier. Det var bedst ikke at vise det, hvis regeringen ikke havde hele partiet bag sig. For selvom landsmøder var lukkede, så kunne store uenigheder vanskeligt skjules.
I begyndelsen af 1960?erne gjorde den socialdemokratiske ledelse partikongressen offentlig. Medierne kom indenfor. Begejstringen på en kongres i et parti i fremgang kunne måske smitte og give flere tilhængere. Partikongressen den 11. juni 1961 blev et sandt triumftog. Partiet havde året før fået det bedste valgresultat nogen sinde efter 1945 under sloganet "Gør gode tider bedre". Et nyt principprogram og arbejdsprogram skulle vedtages. Og Socialdemokratiet skulle fejre sit 90-års jubilæum. Partiet boblede af glæde. Det var på denne kongres, at den oprømte formand, statsminister Viggo Kampmann, udbrød: "Hvor er det dejligt at være socialdemokrat".
Efterhånden har alle partier fået åbne landsmøder. Men partipressen forsvandt helt, og til gengæld vandt det nærgående tv frem. Det gjorde det sværere reelt at inddrage medlemmerne i de vigtigste beslutninger og bearbejde uenigheder.
Dilemmaet mellem bearbejdelse af uenigheder og partiernes markedsføring var aldrig tydeligere end under Fremskridtpartiets landsmøde i 1995. Landsmødet endte i et kaos, som tv viste – adskillige gange. Partiets veteran Kristen Poulsgaard var voldsomt opbragt og fnysede arrigt "tøsedrenge" (om blandt andre Kristian Thulesen Dahl). Underholdende måske, men Fremskridtspartiet fremstod som et parti, få kunne have tillid til. Det landsmøde gav partiet banesår.
I stedet opstod Dansk Folkeparti (DF). DF har siden kørt sine landsmøder uhyre stramt. Der lægges vægt på at fremme partiets fællesskabsfølelse og på markedsføring. Men der er kun et minimum af medlemsindflydelse. Flere andre partier præges i større eller mindre grad også af tendensen til at gøre landsmøder til fest og show. Som eksempel blandt en række kan nævnes, at på landsmødet i Liberal Alliance den 24. april 2010 stod der i programmet for klokken 10.30: "Anders taler. Husk at klappe". Deltagerne reduceres let til statister og klakører.
Små debatmuligheder fremmer det store fald i medlemstallene, som de fleste partier har haft. Nogle partier holder dog fast ved en vis landsmødedebat, måske især De Radikale og Enhedslisten. Det sidste parti hører til de få med medlemsfremgang. Til gengæld har disse partier store vanskeligheder med at få nye vælgere. Spørgsmålet er derfor, om ikke partierne må finde nye organisationsformer, hvis de vil have både medlemmer og vælgere. Og her bide i det sure æble og erkende, at partidemokratiets pris er, at en del netop ikke skal udstilles offentligt.
Tim Knudsen er ansat ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet