Der er en nærmest eksplosiv stigning i donationer til små, alternative nødhjælps-indsamlinger. Det kan man blandt andet aflæse af de mange indsamlinger til nødstedte mennesker og dyr på Facebook, og se på indsamlings-fora som hjemmesiden Caremaker, hvor der hurtigt indsamles store summer til alle tænkelige individuelle formål. Også de såkaldte køkkenbords-nødhjælpere, hvor en privatperson forestår humanitær hjælp til en bestemt gruppe mennesker, bliver der flere af.
Den udvikling har man også registreret hos Dansk Røde Kors, hvor generalsekretær Anders Ladekarl ser tendensen som en udfordring til de store etablerede nødhjælpsorganisationer.
”Vi opfatter fænomenet som udtryk for et stigende engagement i den danske befolkning. Man vil virkelig gerne hjælpe. Det er ikke penge, der går fra os, for folk giver typisk begge steder. Men det er da også en udfordring for os store. Vi ville gerne se nogle af de mange ildsjæle arbejde for os,” siger Anders Ladekarl.
Den store interesse for hurtig, direkte og personlig nødhjælp kalder ph.d. og lektor Tore Kristensen for ”Tupperware-effekten”.
”En af de mest imponerende marketingsystemer, jeg kender, er Tupperware. Min bedstemor havde tupperware-parties med veninderne, min mor også, og min kone går til dem i dag. Det er en uhyre stærk form for uformelt netværk, og efterhånden som vi er gået tom for traditionelle segmenteringskriterier, er det de uformelle netværk, der er vigtige for os i dag,” siger Tore Kristensen, der forsker i marketing og afsætning på CBS, Handelshøjskolen i København.
Til gengæld er det svært at drage bevis for, om flere foretrækker at støtte små frem for store nødhjælpsorganisationer. Det ser snarere ud til, at de lever godt side om side, vurderer flere med forstand på den dynamik. For eksempel Erik Vinther, som er sekretariatsleder i CISU, en sammenslutning af næsten 300 danske udviklingsorganisationer.
”Vi ved, at der foregår et hav af små indsamlinger, nogle af dem helt ned på familieniveau. Så det eksisterer i stor stil, men i små portioner,” siger han.
Teolog og tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Peter Lodberg ser fordele ved både ”køkkenbords- organisationerne” og de godgørende mastodonter.
”Det personlige engagement, hvor der ikke er langt fra idé til handling, mener jeg stammer fra vores udbredte og dybt forankrede foreningskultur, hvor enkeltindivider danner en platform for at løfte en bestemt opgave. Det er meget dansk,” siger Peter Lodberg, som i dag er professor ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.
Der kan dog også opstå utilsigtede skadevirkninger i forbindelse med små private hjælpeaktioner, mener han.
”Man er inde at røre ved strukturer i meget sårbare samfund, og det er ikke altid, at folk, der arbejder af et godt hjerte, har det større billede in mente. For eksempel kan man være med til at ødelægge handlen på det lokale marked, hvis man sender en masse tøj og sko af sted til et lille samfund. Men det afgørende er, at der er plads til både små og store aktører,” siger Peter Lodberg, der ser de private nødhjælpsindsatser som udtryk for, at man ønsker at handle, når man i tv eller på en ferie oplever et behov for hjælp.
Netop en ferieoplevelse ligger til grund for, at Kenneth Johansen fra Faaborg iværksatte en indsamling på Facebook efter jordskælvet den 5. august ved øen Lombok i Indonesien.
”Jeg kunne slet ikke bære at se billederne, og da slet ikke, da jeg fik at vide, at folk, som havde taget sig godt af os, da vi var på ferie dernede, mistede hus og hjem,” siger Kenneth Johansen, der fik indsamlet og sendt, hvad der svarer til 6500 kroner til de familier, han kender i en af landsbyerne.
”Det er det, Facebook kan, og folk kan med det samme se, det hjælper, hvis de bare donerer 50 kroner.”
I Ringkøbing har en anden privat nødhjælpsarbejder, Eva Naur, skaffet faddere til over hundrede børn i Gambia. Hun mener også, at det synlige og konkrete er vigtige faktorer, når det kommer til nødhjælp.
”Folk ved, at deres penge ender ved barnet, og de kan se, at det batter noget. De får også at vide, hvad der sker i den familie, de hjælper, det fortæller jeg jo hvert år, når jeg skriver individuelle breve til alle de mennesker, der har et fadderbarn gennem mig,” siger Eva Naur.