På barselsstuen ligger to kvinder. Den ene har betalt flere tusinde kroner til et privat firma for at få frosset stamceller fra sit nyfødte barns navlesnor ned. Betalingen er foregået til et firma, der har kontor på hospitalet. Firmaet havde en jordemoder med til sidste del af fødslen, og jordemoderen sørgede for, at stamcellerne blev tappet korrekt. Ved siden af ligger en anden kvinde. Hun har ikke betalt en krone, så derfor er hendes lige så nyfødte barns stamceller også bare røget i skraldespanden.
Scenariet er tænkt, men kan om ganske kort tid blive til virkelighed. I onsdags tog Hovedstadens Sygehusfællesskab stilling til en ansøgning fra det private firma StamcelleCentret, som ønsker at leje lokaler på Rigshospitalet og desuden købe frysekapacitet af Danmarks ledende hospital. Rigshospitalet havde på forhånd behandlet ansøgningen og indstillet til politikerne, at de sagde ja til aftalen. Men på grund af medieomtale havde bestyrelsen fået kolde fødder og har nu besluttet at udskyde en afgørelse, til der er sikkerhed for lovgrundlaget for opbevaring af stamcellerne.
- Det var meget klogt af bestyrelsen at vælge at se tiden an. Det er enormt opmuntrende, for der er mange ubesvarede spørgsmål, og det går lige lovligt hurtigt nu. Borgerne forventer, at der en debat om den slags spørgsmål, før vi træffer en beslutning, og det bør vi også have her, siger forskningslektor Lene Koch.
Biobanker kan skabe ulighed
Hun er leder af Afdelingen for Sundhedstjenesteforskning på Institut for Folkesundhedsvidenskab under Købehavns Universitet og har for nylig fået penge til at undersøge de samfundsmæssige betingelser for at udføre stamcelleforskning i Danmark.
Lene Koch peger blandt andet på, at de private biobanker kan skabe ulighed mellem de, der kan betale, og de, der ikke kan eller vil, og det er uheldigt på sundhedsområdet, hvor der traditionelt har hersket et princip om lige adgang til sundhedsydelser. Desuden tilhører biobankerne det, Lene Koch kalder for »forhåbningsindustrien«, og endelig er der hele spørgsmålet om, hvad det betyder, at et privat firma flytter ind på et offentligt hospital og dermed låner navn, troværdighed og goodwill.
- Det er sandsynligt, at et privat firma vil bruge Rigshospitalets navn. Det vil givetvis blive udnyttet i kampagnen for at skaffe kunder, og det er en blåstempling, der giver en kæmpe troværdighed. Rigshospitalet får hermed en dobbeltrolle. Dels repræsenterer det et offentligt sundhedsvæsen, hvor det er lighedstanken, der er den fremherskende, og dels som samarbejdspartner med et firma, der favoriserer de betalingsdygtige. Spørgsmålet er, hvad Rigshospitalet får til gengæld udover huslejen. De siger, at der kan blive skabt mere opmærksomhed på behovet for donorer generelt, og at der går penge til at støtte stamcelleforskningen. Det er godt, men er det nok, spørger Lene Koch.
»Forhåbnings- industrien«
Hun er også bekymret for, om de private biobanker vil styrke hele »forhåbningsindustrien«. Lene Koch peger på, at stamceller endnu ikke kan bruges til behandling af de alvorlige sygdomme, som forskerne med tiden håber, at de vil kunne benyttes til.
- Denne forhåbningsindustri biddrager Rigshospitalet til, fordi det sender et tvetydigt signal. På den ene side siger man, at navlestrengsblodet ikke er relevant at indsamle og derfor ikke er et offentligt tilbud til alle. På den anden side signalerer hospitalet, at det er en god idé ved at lade andre gøre det i Rigshospitalets navn, siger Lene Koch.
Hun understreger, at hun er ikke er modstander af stamcelleforskning, men at de private biobanker primært er behandlingsorienterede.
- Når det gælder behandling, mener jeg helt grundlæggende, at det er det offentlige sundhedsvæsen, der skal gå forrest og dermed forsvare lighedstanken, siger Lene Koch og fortsætter:
- Offentlige hospitaler har traditionelt været lighedstankens forpost. De private biobanker skaber nogle uligheder i fremtiden, hvor nogle vil have stamceller i banken og andre ikke. Og det offentlige sundhedsvæsen kommer indirekte til at favorisere de, der betaler, hvis stamcellerne ligger på et offentligt hospital.