Kort efter at udviklingsminister Christian Friis Bach (R) i Kristeligt Dagblad den 18. november blev fremhævet som en fagligt dygtig minister, trådte han tilbage. Det skyldtes ikke mindst Udenrigsministeriets dårlige servicering af ham. Om den så skyldes, at Udenrigsministeriets ansatte forflyttes for tit, så de ikke kommer ordentlig ind i arbejdet, eller at de konstitutionelt er for lidt opmærksomme på en ministers indenrigspolitiske problemer, eller at en udviklingsminister ikke er personalechef over embedsfolkene (det er udenrigsministeren), kan vi ikke sige. Og kommer måske aldrig til det.
Friis Bachs tilbagetræden har sammen med balladen om Lars Løkke Rasmussens (V) rejseudgifter overskygget, at der er rejst tvivl om, hvorvidt de mange millioner til den danske deltagelse i den sydkoreansk etablerede organisation GGGI har været pengene værd. Der er talt om korruption. Men der er også talt om, at det danske udenrigsministerium har forsømt at inddrage den danske rigsrevision i sagen på trods af klare mistanker om svindel, korruption og finansiel fejlforvaltning i GGGI.
LÆS OGSÅ: På jagt efter Uffe-segmentet
Den angiveligt fagligt dygtige Friis Bachs tilbagetræden kan dog også bruges til at reflektere over, hvilke forudsætninger og kvalifikationer en god minister bør besidde. I gammel tid mente man, at ministre skulle have særlige faglige forudsætninger. Man talte om fagministre. Indtil 1905 var alle krigs- og marineministre officerer, i Udenrigsministeriet var mange ministre indtil 1950 fagfolk, og i Justitsministeriet var indtil 1975 alle ministre jurister. Mange kirkeministre har været teologer, undervisningsministre har haft rødder i den pædagogiske verden, og handelsministre haft erhvervsmæssige erfaringer på området.
Indtil 1964 drev alle landbrugsministre selv landbrug. Det år kneb det for statsminister Jens Otto Krag med at finde en egnet socialdemokratisk landmand. I stedet udpegede han en gartner det havde dog med jord at gøre! Først i 1970 kom en landbrugsminister til, som ikke i hverdagen havde haft fingrene i mulden. Efterhånden er sammenhængen mellem ministres faglige baggrund og deres ministerpost forsvundet. Man fik altmulig-ministre som socialdemokraterne Ivar Nørgaard, Erling Jensen og Jan Trøjborg og Venstremanden Knud Enggaard. De blev flyttet rundt som driftssikre og kaldt regeringens vandrepokaler, fordi man mente, at de kunne alt. Og i al fald kunne de undgå ministerkriser. Man hævdede også, at fagministre var et problem, fordi de tænkte som embedsmænd, hang sig i detaljer og ikke altid forstod politik. Nogle vil måske tolke Friis Bachs afgang i det lys.
På den anden side er det dog indlysende et problem, hvis ministre tiltræder uden at have gjort sig tanker om det område, som vedkommende får ansvar for. Og ifølge mine undersøgelser har der i de seneste årtier næsten ingen sammenhæng været mellem ministres uddannelses- og erhvervsbaggrund og deres ministerposter. Hvad værre er: Kun for omkring halvdelen af alle nye ministre gælder det, at der er en sammenhæng mellem på den ene side, hvad de har været ordfører for, og eventuelt hvilke udvalg de har siddet i, og på den anden side hvilke ministerposter de får. Det betyder, at danske ministre tiltræder hovedkuls fra den ene dag til den anden i mange tilfælde uden at have viden og tanker om det område, som de får ansvar for.
Det gør dem voldsomt afhængige af deres embedsfolk. Ikke mindst i den første tid. Hvor længe den afhængighed varer er nok individuelt. Det blev sagt om den begavede Svend Auken (S), at han kunne beherske et hvilket som helst område på tre uger. Det andet ekstrem er dem, som aldrig kommer ud over at skulle bruge embedsfolk som rollator. Det er derfor det bedste for demokratiet, at ministre har politisk erfaring, men ikke bare generel erfaring. Ministre bør have specifik politisk erfaring på det område, de får.Desværre udpeger en statsminister sine ministre ud fra en række andre kriterier. Der skal være en blanding aldersmæssigt, regionalt og af kønnene. Der skal være plads til statsministerens loyale støtter. Der skal være nogle, der gør sig i medierne. Så må der komme den regering ud af det, som kan komme.
Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator.