Danmark har fået sværere ved at bryde den sociale arv. Er det et problem?

Danske børns fremtid er i stigende grad afhængig af deres forældres baggrund. Kristeligt Dagblad har spurgt en pædagogstuderende, næstformanden i Danmarks største fagbevægelse og en forsker, hvad samfundet skal stille op

Mads Meier Jæger, professor i sociologi, Tina Christensen, næstformand i 3F, og Jeppe Klenitz-Jakobsen, pædagogstuderende svarer på spørgsmål om den sociale arv.
Mads Meier Jæger, professor i sociologi, Tina Christensen, næstformand i 3F, og Jeppe Klenitz-Jakobsen, pædagogstuderende svarer på spørgsmål om den sociale arv.

Problemet er restgruppen

Mads Meier Jæger, professor i sociologi ved Københavns Univer­sitet og forsker i social arv

Mads Meier Jæger, professor i sociologi, Tina Christensen, næstformand i 3F, og Jeppe Klenitz-Jakobsen, pædagogstuderende svarer på spørgsmål om den sociale arv.
Foto: Julie Meldhede Kristensen

En ny rapport peger på, at den sociale arv via uddannelse ikke er mindre i velfærdsstaten Danmark end i det mere liberale USA. Er det et problem?

Adgangen til at komme på universitetet er lige så god i USA, men til gengæld er der en større kløft imellem, hvad der anses for et godt og et dårligt universitet. Man må også gøre sig klart, at der er forskel på indkomstulighed og social ulighed. Danmark er i den henseende et skizofrent monster. Høje uddannelser og såkaldt kulturel kapital går ofte i arv, men indkomstmobiliteten er enormt høj. Der er altså lettere adgang til at få en udmærket indkomst uden en høj uddannelse.

Er det et problem for samfundet, at lægens søn bliver læge og tømrerens søn bliver tømrer?

Nej. Lægen tjener mere end tømreren, selvom forskellen er meget mindre end i USA, så i forhold til indkomst er der en forskel. Men der, hvor man i de nordiske velfærdsstater ser et problem med negativ social arv, er ikke i forhold til tømrere, men i forhold til restgruppen på cirka 15 procent af hver årgang, som ikke får uddannelse eller fast job, men havner på offentlig forsørgelse. De er dyre i drift for samfundet, og forskning viser en sammenhæng mellem at vokse op med forældre på bistand og selv ende på bistand. Man kan sige, at velfærdsstaten har formået at løfte arbejderklassens børn op til at blive funktionærer, men ikke har formået at få restgruppen med op.

Skal samfundet overhovedet blande sig i, om forældre stimulerer deres børn til at tage en uddannelse?

Nej, men man kan diskutere, om det er rimeligt, at fårene skilles fra bukkene i gymnasiet. I Danmark har alle partier en ideologi om, at der bør være lige muligheder for alle. Så er det et politisk problem, at der er nogle, som hjemmefra lærer alle smuthullerne i systemet, lærer at tale det sprog, man taler på universitetet, og hjælpes i forbindelse med de mennesker, som kan bringe dem videre. I Danmark handler social arv ikke så meget om penge som om kulturelle koder og forbindelser. Det har man ikke formået at ændre på, men kompenserer i stedet økonomisk ved at tage fra de rige og give til de fattige.

Samfundet risikerer at knække over

Tina Christensen, næstformand i 3F

Mads Meier Jæger, professor i sociologi, Tina Christensen, næstformand i 3F, og Jeppe Klenitz-Jakobsen, pædagogstuderende svarer på spørgsmål om den sociale arv.
Foto: 3F

En ny rapport peger på, at den sociale arv via uddannelse ikke er mindre i velfærdsstaten Danmark end i det mere liberale USA. Er det et problem?

Ja. Den ny undersøgelse viser, at den sociale mobilitet falder. Det går ud over fællesskabet og medfører øget polarisering. I 3F advarer vi mod den udvikling. Især finder vi det meget problematisk, at den gruppe af ufaglærte og ledige, der har de dårligste vilkår, har fået sværere ved at komme videre i samfundet. Der skal være plads til, at alle grupper kan flytte sig socialt, og derfor er det en stor udfordring for velfærdssamfundet, at den sociale mobilitet falder.

Er det et problem for samfundet, at lægens søn bliver læge, og tømrerens søn bliver tømrer?

Mange børn går i fars eller mors fodspor. Min far var slagter, og det inspirerede mig til at blive smørrebrødsjomfru. Hvis tømrerens søn gerne vil være tømrer, så er det udmærket. Det afgørende er, at de unge har muligheden for frit at vælge. Vi risikerer at miste en masse gode talenter og sammenhængkraft i samfundet, hvis det ender med, at slagterens datter som hovedregel bliver slagter og lægens søn læge. Det betyder stilstand og dvale i et samfund, hvis den sociale mobilitet falder, og derfor er udviklingen så bekymrende.

Samspillet i familien er ifølge forskning helt afgørende for, hvordan børn klarer sig senere. Skal samfundet blande sig i, hvordan familier stimulerer deres børn?

Jeg har som repræsentant for 3F ikke nogen holdning til, om samfundet skal blande sig i familiens måde at opdrage eller være sammen med deres børn på. Selvfølgelig skal forældre være med til at guide deres børn, og det gør langt de fleste forældre også. Men ansvaret er ikke kun den enkelte families.

Som samfund kan vi gøre meget for at bryde den sociale arv. Vi kan styrke den sociale mobilitet, hvis vi som samfund lægger os i selen for at støtte de familier, der har det vanskeligst ved at hjælpe forældre ud af arbejdsløshed. Uddannelse og mulighed for at opkvalificere sig løbende gennem hele livet er det store mantra. Selvom man er ufaglært som 25-årig, betyder det ikke, at man behøver at være ufaglært resten af livet. Den tankegang bør fylde meget mere end i dag.

Social arv forstærkes af akademikersnobberi

Jeppe Klenitz-Jakobsen, 31 år, læser til pædagog. Er forhenværende medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti

Mads Meier Jæger, professor i sociologi, Tina Christensen, næstformand i 3F, og Jeppe Klenitz-Jakobsen, pædagogstuderende svarer på spørgsmål om den sociale arv.

En ny rapport peger på, at den sociale arv i uddannelse ikke er mindre i velfærdsstaten Danmark end i USA. Er det er problem?

Ja, og det skyldes blandt andet, at mange uddannelser er blevet centraliseret. Mine egne forældre er håndværkere. Da jeg var færdig med folkeskolen i Kalundborg, ville jeg gerne tage en HTX (teknisk studentereksamen red.), men den retning fandtes ikke i Kalundborg. Derfor valgte jeg gymnasiet. Efter at have været soldat og forsvarsordfører for DF læser jeg i dag til pædagog. Tidligere var det en bærende del af uddannelsen, at man kunne udvise kreative evner sammen med børnene. I dag er det for eksempel ikke længere nok at kende den russiske psykolog Vygotskys tese om, at den tænkning, barnet er en del af på det sociale plan, med tiden bliver til barnets egen tænkning. Vi skal argumentere og stille hans viden op på den akademisk rigtige måde. Samtidig har vi så godt som ingen praktisk undervisning. Mange medstuderende er gode til at være sammen med børn, men hvis de har svært ved de akademiske opgaver, får de problemer på uddannelsen. Omvendt kan der være studerende, som klarer sig godt på studiet, fordi de kan løse akademiske opgaver, men som har svært ved at være sammen med børn.

Er det et problem for samfundet, at lægens søn bliver læge og tømrerens bliver tømrer?

Det er ikke et problem, hvis det er det, de unge ønsker. Men det skal være lige så accepteret, at lægens søn bliver tømrer som, at tømrerens søn bliver læge. Et af argumenterne for den stigende akademisering af pædagogfaget er, at det højner fagets prestige. Som om det at være pædagog ikke er godt nok i sig selv. Vi skal have lige så stor respekt for den dygtige pædagog som for den dygtige læge.

Stimulation i barndommen er afgørende for, hvordan børn klarer sig. Skal samfundet blande sig mere i, hvordan familier opdrager deres børn?

Det ville være en frygtelig dårlig idé. Der er forhold i vores liv, som politikerne ikke kan eller bør blande sig i. Vi kan som pædagoger stimulere de børn, der har det svært. Men den indsats bliver ringere, hvis vores fag bliver gjort akademisk. Jeg hører fra børnehaver, at nyuddannede pædagoger er dårligere end tidligere. Vi lærer en masse teori, men ikke hvordan teori skal omsættes til praksis.