Prøver du også kræfter med alkoholfri januar? Så er du del af en større tendens

Flere erklærer sig ”sober curious” og vælger alkohol fra. Det ligger i tråd med flere andre tendenser i tiden

Flere vælger alkohollen fra i øjeblikket. Det er en tendens i tiden at være mere interesseret i smag og nydelse end beruselse.
Flere vælger alkohollen fra i øjeblikket. Det er en tendens i tiden at være mere interesseret i smag og nydelse end beruselse. Foto: Liz Hafalia/AP/Ritzau Scanpix.

”Jeg skal køre hjem”, ”jeg skal på arbejde i morgen”, eller måske ”jeg er gravid”. Til danske komsammener er det sjældent, at et ”nej tak” til alkohol får lov at stå alene. Der skal helst angives en åbenlys forhindring, hvis vinen eller øllen ikke skal hældes i glasset og videre i ganen.
 
Men måske er der noget nyt i gære. For eksempel praktiserer mange ”hvid januar” og undgår alkohol i årets første måned, ligesom TV 2 for tiden sender programmet ”Alkoholeksperimentet”, hvor fire kendte kvinder ud fra et sundhedsperspektiv skal være ædru i 30 dage. Og så har en livsstil fra USA ved navn ”sober curious” vundet frem, siden forfatteren Ruby Warrington i 2018 udgav en international bestseller med samme navn.
 
Livsstilen, der vel bedst kan oversættes til ”ædru-nysgerrig”, går kort fortalt ud på, at man helt eller delvist fravælger alkohol for at opnå fordele som bedre søvn, energi og nærvær. ”Sober curious” er altså ikke traditionel afholdenhed eller misbrugsbehandling, men en velovervejet tilgang til, hvorfor og hvornår man indtager alkohol.
 
På sociale medier deler mange hashtagget #sobercurious, og i et interview i Politiken har tv-vært og arkitekt Ane Cortzen for nylig fortalt, at hun er stoppet med at drikke alkohol, og at hun fornemmer, der er en bølge på vej.

”Og egentlig giver begrebet ’sober curious’ fin mening, for de fleste reaktioner, jeg har fået i min egen omgangskreds, er udsprunget af nysgerrighed,” siger hun til Politiken.
 
Vibeke Asmussen Frank er antropolog og professor ved center for rusmiddelforskning på Aarhus Universitet. Hun har ikke forsket specifikt i ”sober curious”, men har hørt og læst om livsstilen.
 
”Som jeg ser det, peger ’sober curious’ ind i den her individuelle, sundhedsorienterede livsstil, hvor den enkelte forholder sig til, hvad man vil bruge sit liv på. Derfor tror jeg, det er en livsstil, der tiltrækker nogle,” siger hun.
 
Og det individuelle element ved ”sober curious” harmonerer ikke så godt med den danske alkoholkultur, hvor alkohol meget ofte indgår i fejringer og fællesskaber, påpeger Vibeke Asmussen Frank. Men generelt oplever hun, at man i dag taler om alkohol på en anden måde end for 10 år siden. For eksempel har nogle en mere nydelsesorienteret tilgang til alkohol.
 
”Tidligere var det sådan, at man enten var til Carlsberg eller Tuborg. Nu kan det være en særlig IPA fra et eller andet gårdbryggeri. Øl er blevet noget, som folk kan sidde og nørde med i timevis, ligesom udbuddet af alkoholfri øl er steget eksplosivt. Så vi ser også en tendens, hvor man er interesseret i smag og nydelse frem for beruselse,” siger hun.
 
Vibeke Asmussen Frank minder også om, at der er kommet mere fokus på alkoholens potentielt skadelige effekter – i fysisk såvel som moralsk forstand – hvilket også kan fremme mådehold.
 
”Og så er der ’bare’ stadig fest og natteliv og unge mennesker, der går på gymnasiet. Der er mange tendenser, og det bliver spændende at se, hvilken vej det går. Jeg kan sagtens forestille mig, at ’sober curious’ om nogle år vil kunne ses i statistikkerne,” siger hun.