Professor: Barndommens svigt kan spores i hjernen

Hjernen forandrer sig synligt, når et barn er udsat for mishandling. Forskellige typer overgreb ændrer forskellige dele af hjernen, og børnemishandling er den alvorligste risikofaktor for psykisk sygdom og misbrug, siger Harvard-psykiater Martin Teicher

Illustration: Morten Voigt
Illustration: Morten Voigt.

Der findes intet godt tidspunkt at mishandle et barn. For mishandling forandrer hjernen, mens den udvikler sig, og alle dele af hjernen udvikler sig, men i forskellig hastighed.

Et spædbarn, som vanrøgtes i sine første leveår, får en forstørret amygdala, der er et slags hjerte i det limbiske system og blandt andet hjælper med at afgøre, hvordan man reagerer på en trussel.

Mishandling formindsker hippocampus, der har betydning for korttidshukommelsen. Den bid af hjernen er særligt sårbar for en pige i 10-års alderen, som bliver misbrugt – og for drenge i syvårsalderen, som bliver udsat for omsorgssvigt. Corpus callosum, hjernebjælken, der holder sammen på højre og venstre hjernehalvdel, er tydeligt tyndere hos et menneske, som blev forsømt eller misbrugt som barn, og en særlig del af denne motorvej af nervefibre er mest sårbar over for verbale overgreb i teenagealderen.

Problemer med aggression, stofmisbrug og alkoholisme. Angst og fobi, alvorlig depression, bipolar lidelse, posttraumatisk stress, borderline, personlighedsspaltning og psykose. Børnemishandling er den vigtigste, forebyggelige risikofaktor for psykisk sygdom, siger Martin Teicher, professor i psykiatri på den anerkendte amerikanske Harvard Medical School med ekspertise i neurovidenskab og børnemishandlings effekt på hjernens udvikling. Mishandling spiller en rolle i halvdelen af alle tilfælde af svær depression og for trefjerdedele af alle, som bliver stiknarkomaner ifølge hans statistikker.

Faktisk er det til at blive svimmel over, hvordan dårlige erfaringer former en voksende hjerne:

”Det overraskede mig, at der er en langt tydeligere effekt af mishandling på hjernen end af noget andet, man har undersøgt som årsager til psykisk sygdom. Mishandling har en langt større effekt i udviklingen af depression, bipolar lidelse, skizofreni – man ser langt mere konsistente, tydelige forandringer i hjernen. Det havde jeg aldrig regnet med, da jeg begyndte at forske,” siger han.

Han var blandt hovedtalerne til en stor europæisk konference for traumeforskere på Syddansk Universitet i Odense i pinsen. Kristeligt Dagblad interviewede ham efter forelæsningen.

I et sommertomt undervisningslokale sidder Martin Teicher lavt i sin stol. Hans stemme er dyb og svag. Han lukker sine øjne som for at samle al sin koncentration om at præsentere sin pointe så simpelt og klart, at enhver må kunne fatte den.

”Mit vildeste håb er, at samfundet anerkender, hvor vigtige vores børn er. Samfundet høster, hvad det sår, når det kommer til den måde, vi behandler vores børn på, og det er sindssygt og selvødelæggende for et samfund ikke at tage sig godt nok af deres børn, for de er det samfunds fremtid,” siger han.

Da Martin Teicher var barn i 1950’ernes USA, spekulerede han meget over ting, han så omkring sig. En ven, som – i retrospekt – blev misbrugt af sin far. En veninde, som blev ”tortureret” af sin bror. En pædofil spejderleder. Senere, som uddannelseslæge, så han for første gang, hvordan børnemishandling syntes at være fællesnævner for tre patienter med samme diagnose, samme symptomer – og, viste det sig, samme forandringer i hippocampus. Og sådan landede han i et forskningsfelt, der gav mening: Personligt, videnskabeligt og klinisk blev neurobiologien den prisme, der hjalp ham med at forstå.

Martin Teicher udgav sin første videnskabelige artikel i 1993. Inden da havde den ligget fem år på skrivebordet. For i psykologien var der nok en forståelse af, at børn til en vis grad bliver, hvad de oplever hjemme. Men det var vovet at påstå, at opvæksten også aflejrede sig biologisk, siger han.

”På det tidspunkt i psykiatrien mente man, at nogle ting var biologisk betingede. Det havde at gøre med dine gener og resulterede i lidelser som skizofreni og bipolar lidelse, og det behandlede man med medicin. Det var hardware-problemer så at sige. Så var der software-problemer. Det var de ting, du tog med dig fra din familie og opvækst, og som påvirkede din programmering. Dem arbejdede man med i terapi. Børnemishandling var altså noget, der påvirkede din programmering, ikke din hardware. Det var revolutionerende at tænke, at mishandling faktisk havde indflydelse på, hvordan hjernen fungerer.”

Hvad ved man så i dag, to årtier senere, om disse fingeraftryk i hjernen på et mishandlet barn?

Man ved blandt andet, at typen af mishandling har betydning for de forandringer, der sker, på samme måde som alder altså spiller en rolle for, hvilke dele af hjernen, der er mest sårbare, siger Martin Teicher.

Hans egen forskning har vist, at børn, som har været udsat for grov psykisk terror af deres forældre, blandt andet er påvirket i deres sprogcenter og desuden i en nervebane i forbindelse med det. På den måde er deres forståelse af sprog formindsket; svækkede er deres følelsesmæssige reaktioner på det, der bliver sagt.

Et seksuelt misbrugt barn har blandt andet føleforandringer i kønsdelene: Han eller hun mærker mindre.

Og et barn, som har været vidne til vold i hjemmet, har en forandret visuel cortex, som er en del af hjernebarken, der er med til at bearbejde visuel information, samt forandringer i en nervebane i den forbindelse.

”Vi forstår ikke konsekvenserne af de her forandringer fuldt ud. Men som jeg forstår det, er der en bevidst og en ubevidst del. Barnet, som oplever vold i hjemmet, ser volden, forstår, hvad det ser, og er meget stresset. Det er den bevidste del. Men barnet føler reelt mindre stress, fordi den visuelle cortex er formindsket og ikke så godt integreret via nervebanen. Den ubevidste del, derimod, består. Det vil altså sige, at kroppen reagerer meget stærkt, men uden at barnet mærker, hvor stærkt den egentlig reagerer,” siger Martin Teicher.

Børnemishandling er det grundlæggende trin i en pyramide af risici, hvad angår sundhed og trivsel for et menneske. Det giver ændringer i hjernens udvikling, derpå følger social, emotionel og kognitiv svækkelse, der igen kan lede til risikoadfærd, til sygdom, handikap og tidlig død.

Men hvorfor reagerer kroppen på en måde, der kan koste den livet på sigt, spørger Martin Teicher? Svaret er, måske, at fordums mennesker sjældent blev gamle. Deres evne til at tilpasse sig en fjendtlig verden reddede dem nu, uanset om den tilpassede adfærd så var skadelig på sigt. Overlevelse var – og er – kroppens prioritet.

Tag nu et barn, der er offer for fysisk vold, giver Martin Teicher som eksempel. Barnet har sanser som en radar. Bestandigt sender det sine mikrobølger ud for at fange ethvert signal på dårligt humør, adfærden er bogstavelig talt er mejslet ind i hjernen. Men af samme grund ændres den ikke, selvom omgivelserne gør. Sådan et barn risikerer at blive en voksen, der stikker knytnæven i smasken på folk, fordi han ser en trussel, hvor enhver anden bare ser en normal situation.

”Hjernen udviklede sig i hans barndom på en særlig, tilpasningsdygtig måde, der hjalp ham med at overleve engang. Men nu er det dårlig tilpasning,” siger Martin Teicher.

Mere end en gang irettesætter han Kristeligt Dagblads journalist. Han taler om forandringer i hjernen, ordet skader er forkert, insisterer han. Pointen er jo, at hjernen formes af input som modellervoks af barnehænder. Den gode nyhed er, at også voksne hjerner er til at arbejde med.

”Vi ser, at nogle af disse ting kan ændres igen. Forandringerne i hippocampus synes for eksempel at være ret føjelige,” siger Martin Teicher.

Kunsten for psykiatrien er nu og i fremtiden at dirigere den rette behandling til det rette individ.

”En meget vigtig pointe er, at vi allerede har en del terapier, der virker nogenlunde godt. Men ingen terapi virker på alle. Vi skal både udvikle nye terapier, men også målrette de eksisterende bedre og for eksempel koble analyser af hjernen og specifik viden om mishandling i den enkeltes liv med særlige typer behandling,” siger han.

Martin Teicher har været med, siden de første studier spirede frem for cirka 20 år siden. Fremskridtet siden har været kolossalt, siger han. Men den vej, der er tilbage, er mindst lige så lang. Der skal løses ligninger om årsagssammenhænge og mulige interventioner med en kæmpe mængde variabler: Typer af mishandling skal krydses med viden om hjernens dele, deres funktioner, udviklingstrin og mulige psykiatriske diagnoser.

Meget var løst på forhånd, hvis samfundet var lige så optaget af at spore misbrug og forbedre børns trivsel, som det er af enhver anden interaktion, der direkte påvirker det lands økonomi.

”Det ville have en fantastisk effekt i forhold til at reducere forekomsten af psykisk sygdom, stofmisbrug, kriminalitet og medicinske problemer, hvis blot vi reducerede disse børns byrder med en score eller to. Samfundet bør spore børnemishandling lige så nidkært, som det overvåger aktiemarkedet,” siger Martin Teicher.

Martin Teicher talte til den 15. ESTSS-konference (European Society for Traumatic Stress Studies) på Syddansk Universitet. Konferencens hovedtema var overgreb mod børn og følgerne heraf.