Prøv avisen

Professor: Dannelse er mere end religion

Arsenal ´s Spanish midfielder Cesc Fabregas (C) celebrates scoring the second goal with his team-mates during their English Premier League football match against Chelsea Foto: Torben Åndahl Denmark

Professor Jens Rasmussen, DPU Aarhus Universitet, afviser anklager om at have skrevet kristendom ud af den nye læreruddannelse

I gårsdagens kronik skrev 22 undervisere fra læreruddannelserne i faget kristendomskundskab/medborgerskab/livsoplysning (KLM): Pædagogik-professor Jens Rasmussen ærgrede sig sidste sommer over, at KLM ikke blev nedlagt i den nye læreruddannelse. De anklager dig for bevidst at have reduceret det religionsfaglige indhold i den nye bekendtgørelse. Har de ret i det?

Nej. Som medlem af følgegruppen for den nye læreruddannelse var jeg i januar 2012 med til, at vi stedet for at have et KLM-fag skulle integrere almen dannelse i alle fag. Forslaget skal ses som en prioritering, ikke fjendskab over for KLM.

LÆS OGSÅ: 22 undervisere: Kristendomsfaget er blevet sneget ud af læreruddannelse

Da det politiske forlig lagde op til, at KLM skal bevares under navnet almen dannelse, tog jeg det til efterretning. Det er ikke nogen stor sag for mig personligt, og jeg forstår jeg ikke, hvorfor min person drages ind i det på denne måde.

Dine kritikere siger, at du har været med til at rette i bekendtgørelsens tekst, så ord som religion, religionsfaglig og evangelisk-luthersk kristendom er slettet flere steder. Er det korrekt?

Der har været en faggruppe, som skrev et udkast. Herefter har en projektgruppe, som jeg er medlem af, gennemgået udkastet. Som jeg ser det, har vi ikke foretaget substantielle ændringer, kun rent sproglige korrektioner. Jeg har siddet som embedsmand og forsøgt at få teksten til at passe sammen med læreplanerne.

Så selvom jeres projektgruppe har slettet en række centrale ord i bekendtgørelsen, betragter du dig selv som neutral i debatten om, hvor lidt eller hvor meget religion skal fylde?

Ja, vores redigering er rent sproglig.

Kritikerne, som blandt andet tæller et par medlemmer af den omtalte faggruppe, ser et hovedproblem i, at almen dannelse ikke får tildelt et bestemt antal ECTS-point, som er målet for uddannelsesmoduler. Har de ret i, at professionshøjskoler reelt kan undervise mindre i KLM-emner end tidligere, skønt der politisk blev stillet garanti om det modsatte?

LÆS OGSÅ: 22 undervisere: Kristendomsfag er blevet sneget ud af læreruddannelse

Sådan stillet op, så ja. En af de tre-fire centrale filosofier i den nye læreruddannelse er, at der skal ske en deregulering.

Det vil sige, at man lokalt er stillet mere frit i forhold til, hvad vej man går. Derfor kan man ikke udelukke, at der lokalt vil blive afsat færre ECTS-point.

Men jeg synes, det er en skæv diskussion. Man skal ikke kun se på ECTS-point, men også på mål og resultater. Der sker et fagligt løft af hele uddannelsen, og de kompetencemål og eksamenskrav, der er opstillet for almen dannelse, er mindst lige så ambitiøse som før.

Men hvis vi lader være med at lægge dig motiver i munden, kan vi dog konstatere, at i den almene dannelse er den religionsfaglige tilgang fra KLM-faget ikke nødvendigvis sikret usvækket?

Personangrebet på mig synes jeg er udannet, uetisk og unødvendigt. Personligt synes jeg, almen dannelse er ekstremt vigtigt. Men jeg mener også, at almen dannelse er meget mere end elementerne fra KLM. For eksempel miljøforståelse, naturforståelse og indsigt i teknologiske forhold.