På forsiden af Kristeligt Dagblad fredag fremgik det, at ”fællesskabet splittes, når politikerne taler til særlige grupper”. Det beskrives som forældet at appellere til bestemte befolkningsgrupper og som ”gift for folkestyret”, fordi italesættelsen af forskelle baseret på gruppetilhørsforhold ”sætter samfundets sammenhængskraft under pres”.
Det samarbejdende folkestyre er hildet som en særlig dansk form for politik, der samler og forener en nation. Men det er vigtigt at huske på, at det samarbejdende folkestyre handler om løsning af konflikt og ikke fravær af konflikt.
Det er problematisk at formulere standarder for ”moralsk” vælgeradfærd eller forsøge at skjule, at politik også handler om interessekonflikter mellem samfundsgrupper. Der er intet nyt i, at gruppeinteresser er både mobiliserende og afgørende for vores stemmeadfærd. Men der er sket en udvikling i, hvilke typer af grupper, der italesættes som relevante for politik.
For eksempel faldt andelen af appeller til socioøkonomiske klasser i Socialdemokratiets principprogram fra omtrent 40 procent til bare tre procent fra 1961 til 2004, mens andelen af appeller til ikke-økonomiske grupper som børn, ældre eller patienter steg fra 60 til 95 procent.
Udviklingen afspejler en såkaldt ”catch-all” strategi, hvor partierne i mindre grad appellerer til socioøkonomiske klasser, men i højere grad appellerer til grupper, som findes på tværs af sociale klasser.
Alle forældre – uanset klasse – kan således være optaget af børns vilkår, ligesom alle pårørende kan være optaget af patienters forhold i sundhedsvæsenet. Nogle appeller handler om ”folk, som de er flest” eller ”danskerne”, hvor det i høj grad overlades til modtagerne at vurdere, om de hører til den benævnte gruppe.
Partiernes gruppeappeller er effektive. Eksperimentelle studier viser, at når en politiker beskrives som forkæmper for arbejderklassen, får han en mere positiv evaluering af vælgerne, særligt blandt vælgere med arbejderklasse baggrund.
Appeller til grupper er lige så effektfuld som oplysninger om politikerens politik. Der er således ikke forskel på vælgernes vurdering af en politiker, når han beskrives som repræsentant for arbejderklassen eller med en politik om lavere skat på laveste indkomster.
Endelig viser studiet, at appeller til grupper virker polariserende. Det betyder, at en politiker, som præsenteres som en repræsentant for arbejderklassen både evalueres mere positivt af vælgere med arbejderklassebaggrund og mere negativt af vælgere, som placerer sig i den øvre middelklasse.
Gruppeappeller kan dermed være politisk risikable, da de ikke bare tiltrækker, men også frastøder potentielle vælgere. Dette er blandt årsagen til at nye og mere politisk diffuse gruppeappeller i form af børn, ældre, unge og patienter kan være en mere sikker strategi for partierne.
Polariseringseffekten af gruppeappeller kan være vand på moraliseringsmøllen: Politikerne skal ikke bidrage til skabelse af konfliktlinjer og sociale anti-patier i samfundet, men derimod sagligt fremføre argumenter for nationens bedste.
Men effekten af appellerne viser også, at gruppetilhørsforhold er informationsnøgler til at aflæse politikernes og partiernes ståsted, som kan hjælpe vælgerne til at afgive deres stemme i bedst overensstemmelse med deres interesser.
Idéen om ”nationens bedste” som en fælles standard er apolitisk. Politik er konflikt – konflikt om, hvad nationens bedste er, for hvem og på hvilken måde. Demokrati og samarbejdende folkestyre er institutioner, hvorigennem konflikt håndteres.
Opmærksomheden i valgkampen bør knap så meget handle om, hvorvidt partierne appellerer til grupper – det har de alle dage gjort – men om de distancerer sig fra demokratiske institutionernes forrang i forhold til specifikke gruppers interesser. Stem du bare efter din interesse, men accepter, at andre gør det samme med samme ret som dig.
Politisk set skrives på skift af Helene Helboe Pedersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, og Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.
Dette er en politisk analyse.