Den amerikanske præsident, Donald Trump, er en ivrig Twitter-bruger, og han har i løbet af sin præsidentperiode brugt det sociale medie til at kommunikere alt fra fyringer af folk i sin stab til trusler om udslettelse af fremmede magter som Nordkorea og Iran.
Præsidentens tweets har affødt et væld af kritik i kommentarfeltet under hans opslag, og Donald Trump har ikke holdt sig tilbage med at blokere brugere fra at læse fremtidige præsidentielle opslag, hvis de er kommet med kommentarer, han ikke har brudt sig om.
Det kan han dog ikke gøre fremover. En amerikansk appeldomstol i New York afsagde tirsdag en dom, der konkluderede, at det er i strid med den amerikanske forfatning, når præsidenten blokerer kritiske følgere. Det amerikanske justitsministerium overvejer nu, om sagen skal ankes.
Også danske politikere er aktive på Twitter, og det er ikke unormalt, at de ligeledes benytter sig af blokér-funktionen. Eksempelvis skrev Søren Espersen (DF) for et år siden, at han havde besluttet sig for ”at blokere enhver følger, som fremstår anonymt, med dæknavn eller som repræsentant for ikke-eksisterende foreninger”.
Men spørgsmålet er, om det er en praksis, der heller ikke for danske politikere er tilladt. Og spørgsmålet bliver kun mere relevant af, at stadig mere politisk kommunikation går uden om de klassiske medier og i stedet kommunikeres direkte fra politikere til befolkningen via sociale platforme som Twitter og Facebook.
Sten Schaumburg-Müller, professor i mediejura ved Syddansk Universitet, kan danske politikere efter behag blokere borgere fra at følge dem på sociale medier?
”Hvis for eksempel en minister har en Twitter-konto, kan der være saglige grunde til at blokere brugere fra at læse med i fremtiden. Det kan eksempelvis være, hvis de har sendt trusler til ministeren. Men det er ikke en saglig grund, hvis man blokerer en borger, fordi vedkommende giver udtryk for at være politisk uenig med ministeren.”
Da Lars Løkke Rasmussen (V) var statsminister, offentliggjorde han på Facebook videoer med det, han kaldte ”Søndagstanker”. Den nuværende statsminister, Mette Frederiksen (S), bruger også sociale medier til at kommunikere. Har alle landets borgere ret til at følge med i statsministerens ageren på nettet, uanset hvad de tidligere måtte have skrevet til ministerens opslag?
”Hvis en statsminister på den måde deler sine tanker med folket, så må vedkommende tage folket, som det er. Man kan ikke sortere i borgerne, fordi man er utilfreds med nogle af dem. Det er ikke en tilstrækkelig begrundelse for en blokering, at en minister bliver irriteret over det, borgeren skriver.”
Det er altså ikke nok, hvis en borger gentagende gange har givet udtryk for utilfredshed med ministeren?
”Nej, det vil jeg umiddelbart ikke vurdere som en saglig grund. Når man bestrider et officielt embede, træder nogle andre regler i kraft, end dem som gælder for privatpersoner. Jeg kan heller ikke bare uden videre beslutte, at jeg ikke vil eksaminere nogle studerende, fordi de måtte være politisk uenige med mig. Det er et helt grundlæggende princip i retsstaten, at alle skal behandles lige, uanset hvad de måtte mene politisk.”
I menneskerettighedskonventionens artikel 10 fremgår det, at enhver har ”frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed”. Vurderer du, at danske politikeres blokeringer kan komme i strid med artiklen?
”Ja, men det er ikke det eneste sted, som kan forbyde den praksis. I dansk forvaltningsret er det sådan, at offentligt ansatte ikke på samme måde som privatpersoner efter forgodtbefindende kan bestemme, hvem de vil agere med, og hvem de ikke vil.”