Sagen om hjemsendelsen af ledelsen i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og den efterfølgende fængsling af FE-chef Lars Findsen er blevet en del af valgkampen. Det skyldes ikke mindst Lars Findsens bog herom. Nu er der flertal i Folketinget for, at FE-sagen skal grundigt undersøges ved siden af, at Lars Findsen skal gennem en retssag.
En sådan undersøgelse vil sikkert afdække, at konflikten mellem Lars Findsen og visse dele af regeringen også drejer sig om synet på forholdet mellem politikere og embedsfolk. Lars Findsens gamle læremester i Justitsministeriet, Michael Lunn, repræsenterer her den ene skole, som er den klassiske med rødder langt tilbage. Heroverfor står en skole repræsenteret ved Barbara Bertelsen, som i stigende grad har vundet frem. Sidstnævnte står for en holdning, hvor der lægges langt mere vægt på det såkaldte politiske gehør end tidligere.
Michael Lunn var i perioden 1991 til 2011 departementschef i Justitsministeriet. Ifølge ham skulle embedsfolk naturligvis altid have stor respekt for de demokratiske spilleregler. Hertil hørte imidlertid også, at man skulle være nøjeregnende med, at Grundloven samt andre love og konventioner blev overholdt til punkt og prikke. Embedsfolks rollevaretagelse indebar tillige et blik for det mellemlange og lange perspektiv i politik. I den forbindelse skulle der huskes på, at politikere og ministre ofte havde blikket stift rettet mod det korte perspektiv og næste valg. Embedsfolk skulle se længere.
Nogle vil nok mene, at Michael Lunn på denne måde kunne ligne en slags inkarnation af Sir Humphrey i den britiske tv-serie ”Javel, hr. minister”. Sammenligningen er nok ikke helt ved siden af. Men det bør i den forbindelse huskes, at nok endte det tit med, at Sir Humphrey fik sin vilje i serien. Årsagen var imidlertid, at det viste sig, at ministeren, James Hacker, løb ind i meget store problemer, når han forsøgte at gennemføre sin politik, som han havde tænkt sig i første omgang. Det kunne være problemer med sit eget parti, udenlandske allierede eller med andre ministre i regeringen. Så i virkeligheden redder Sir Humphrey gang på gang sin minister fra politisk selvskadende adfærd.
Omvendt har der også været megen kritik af topembedsfolk som Sir Humphrey og Michael Lunn. Kritikken går især på, at de er udtryk for et embedsmandsvælde, som tilsidesætter ”folkets vilje” repræsenteret ved de demokratisk valgte ministre. Og at dette indebærer, at der direkte eller indirekte lægges hindringer i vejen for, at ministre kan gennemføre deres politik.
Om Michael Lunn påstås det således, at han i årevis hindrede en skrap udlændingepolitik i at blive gennemført, for Justitsministeriet med ham i spidsen hævdede, at en sådan ikke ville være juridisk holdbar i forhold til Danmarks tilslutninger til diverse internationale konventioner.
Det var kun da presset fra Anders Fogh Rasmussen-regeringen fra 2001 – med Dansk Folkeparti som støtteparti – blev stenhårdt, at der faktisk blev gennemført diverse stramninger af udlændingepolitikken. Og selv da stillede Justitsministeriet med Michael Lunn i spidsen hindringer i vejen. Påstås det.
Der har i de seneste 20 år været et stigende politisk ønske om, at politikere repræsenteret ved ministrene fik større råderum til at gennemføre deres politik. Og at embedsfolkene fik som en hovedopgave at sikre dette råderum. Indførelsen af særlige rådgivere er et led heri. Men især forfremmelse af embedsfolk, der er indstillet på at efterkomme politikernes ønsker, er et udtryk for denne tendens.
Forfremmelsen af Barbara Bertelsen til først departementschef i Justitsministeriet i 2015 og i Statsministeriet i 2020 er udtryk herfor. Barbara Bertelsens styrke er evnen og villigheden til at gennemføre den til enhver tid siddende ministers forskellige ønsker til punkt og prikke. Det har gjort hende meget populær hos ministre i både rød og blå blok.
Samtidig er Barbara Bertelsen blevet kritiseret for at være for hurtig på aftrækkeren og for at mangle overblikket over, hvad der er i ministrenes langsigtede interesse. I sin iver for snappe politiske leveringer kan hun mangle den grundighed og eftertænksomhed, som er hos embedsfolk af Michael Lunn-skolen. Påstås det. Det er ifølge samme argumentation ikke mindst kommet til udtryk i den fatale håndtering af minksagen under coronakrisen, som førte til kraftig kritik af både embedsfolk og politikere.
Ville Danmark have set anderledes ud, hvis topembedsfolkene i de seneste 5-10 år havde tilhørt Michael Lunn- og ikke Barbara Bertelsen-skolen? Muligvis. Man skal altid være varsom med den slags kontrafaktiske overvejelser. Men måske ville minksagen været blevet håndteret, uden at hele minkerhvervet var blevet lukket. Og måske ville de udlændingepolitiske stramninger ikke være blevet gennemført i samme omfang som ellers.
Var det en tanke værd at finde frem til en rolle for fremtidens embedsfolk, som hverken befinder sig i Michael Lunn- eller Barbara Bertelsen-skolen - men som i stedet var en mellemting?
Politisk set skrives på skift af Helene Helboe Pedersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, og Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.