Reformkommissionen anbefaler at forkorte syv ud af ti kandidatuddannelser på humaniora og samfundsvidenskab fra fem til fire år. Hvad mener du om det?
Det er en helt forkert vej at gå. Hvis man skal være en dygtig humanistisk kandidat, er der mange ting, man skal nå at lære. For hvis der er noget, vi ikke rigtig kan bruge, er det kandidater fra universiteterne, som ikke kan det, de skal kunne.
Hvad mister man da på det ene år?
Her, hvor jeg underviser, har de kandidatstuderende et semester i praktik, hvor de kommer ud i erhvervslivet, og et semester til at skrive speciale i. Det kunne være de ting, man tog væk, og det ville være helt galt.
De humanistiske uddannelse er tidligere blevet forkortet. Hvad har det betydet?
Det siger næsten sig selv, at når man har kortere uddannelser, så er der mindre, man kan nå at arbejde med. Jeg synes, det er svært at sige, hvad det optimale antal år er, men man kan ikke skære et år af, uden at man virkelig mister noget. Det forbryder sig mod princippet om, at uddannelse er ekstremt vigtigt for vores land. Derfor synes jeg, at man stikker sig selv blår i øjnene, hvis man tror, at man kan skære et år af uddannelserne, uden at det har konsekvenser.
En af grundene til, at det anbefales, er, at kandidaterne skal hurtigere ud i arbejde. Er det ikke rimeligt?
Jeg er sådan set enig i, at man skal gøre alle de ting, man kan gøre for at styrke universiteternes kontakt til og samarbejde med erhvervslivet og det omgivende samfund. I de seneste ti år er der mange steder sket rigtig, rigtig meget på den front, og man arbejder med det på flere universitetsuddannelser. Og hvis vi skal blive ved med det, så skal vi da i hvert fald ikke have mindre tid.
Der mangler hænder i flere sektorer i samfundet. Giver det ikke mening at omfordele ressourcerne?
Det er i hvert fald rimeligt og på tide, at man tager fat i problemstillingen om, at der mangler hænder. Det er fair, at man går efter det, men man skal godt nok tænke sig om. Og jeg synes umiddelbart, at det virker som en hovedløs økonomisk regnearksøvelse. Der er en falsk forestilling om, at hvis vi skærer et år af, så får vi automatisk flere hænder.
Hvad betyder det, at universiteterne har fået et større fokus på at forberede de studerende på arbejdsmarkedet?
Jeg er lidt nervøs for, at universiteter udelukkende bliver tænkt ind i en meget snæver erhvervspolitisk ramme. Vi har erkendt, at vi uddanner til et arbejdsmarked - og vi vil gerne blive bedre til det. Men universitetet skal også kunne andre ting. Det ville være rigtig fint, hvis man prøvede at finde ud af, hvad vi egentlig skal med universiteterne. Der mangler en grundlæggende idé eller plan, som politikere kan navigere efter. I stedet ser vi de her lidt huhej-agtige tiltag, hvor man foreslår at skære ned på længden af uddannelsen uden at tage en diskussion om, om de kan blive ved med at udfylde deres kerneopgave, hvis vi gør det.
Overvejede du selv i sin tid at studere et andet sted end på universitetet?
Jeg overvejede faktisk ingenting. Min karriere er en perlerække af tilfældigheder. Pludselig sad jeg på et kontor med en computer og forskede. Men jeg tror faktisk ikke, jeg havde evnerne til at gøre andet. Dengang jeg var ung, var der allerede en opfattelse af, at hvis man "kunne", så skulle man på gymnasiet og universitetet.
