Det er mod menneskets natur ikke at have nogen at tale med, ikke mindst når man bærer rundt på noget så følelsesmæssigt og livsomvæltende som en stor sorg.
Det kan ligefrem være farligt at stå alene med.
Det siger professor i psykologi Henrik Høgh-Olesen fra Aarhus Universitet, der blandt andet forsker i adfærdspsykologi.
Mennesket har nemlig et instinktivt og naturligt behov for at sætte ord på sine følelser og dele dem med andre, fortæller han.
”Vi kan ikke lade været med at tale sammen. Mennesket er grundlæggende et socialt dyr, der orienterer sig efter andre. Der er mange sociale dyr, men vi er ultrasociale og har sproget oveni. Vi er dybt afhængige af hinanden og påvirkes adfærdsmæssigt af andre,” siger professoren.
Derfor er det også paradoksalt, at vi som flokdyr har så svært ved at tale om svære emner som død og sorg.
Den manglende samtale om tabuer skyldes, at vi er bange for at blotte en sårbarhed, der ikke passer ind i opfattelsen af det perfekte liv i dag, mener Henrik Høgh-Olesen.
”Det passer ikke ind i glansbilledet at skrive på Facebook, at ens barn er kriminel eller drikker for meget. Og døden er også en af de ting, der viser en sårbarhed, der ikke er plads til i samfundet i dag,” siger han.
Gennem sproget har mennesket ellers en unik mulighed for at tackle de store udfordringer, det møder på sin vej. Men taler man ikke med nogen, bliver man isoleret og lukket ude af fællesskabet, fortæller psykologen.
"Man får simpelthen et begrænset antal perspektiver til at forstå tilværelsen og livet ud fra. Man låses inde i sit eget perspektiv, og verden bliver unuanceret. Når det sker, bliver vi idiosynkratiske og til mærkelige væsener. Man føler sig udstødt, og smertecentrene i hjernen bliver aktiveret på samme måde, som får man et dybt sår. Det gør lige så ondt,” siger Henrik Høgh-Olesen.
I dag mangler vi simpelthen et rum, hvor vi kan tale med hinanden om mere smertefulde emner end vejret og frokostmenuen i kantinen, forklarer han.
Derfor kan vi blandt andet også i Kristeligt Dagblad læse om en far, der har mistet en søn, og oplever en afstumpethed, når samtalen falder på sorgen, og en kvinde fortæller, at hun føler sig akavet, når hun snakker om sin afdøde forælder.
"Vi har indrettet os på en måde, hvor man ikke taler om de svære ting. Det kræver plads og tid, som vi sjældent har i dag. Når man møder en kollega på gangen i en travl hverdag, er døden en kæmpe klods, ingen vil røre ved. Og man kan kun sige floskler og kondolere og træde sig selv over tæerne," siger han og fortsætter:
"På alle leder og kanter i samfundet stopper man ikke længere op og tænker sig om. Vi skal være effektive arbejdsheste, og store eksistentielle emner kan i hvert fald ikke folde sig ud i det kollegiale arbejdsrum eller i det diffuse sociale felt. I stedet slår man blikket ned og går videre."
Når det endelig lykkes at skabe et roligt øjeblik til en fordybende snak, er der ingen rigtig måde at gøre det på. For folks behov er selvfølgelig forskellige, påpeger Henrik Høgh-Olesen.
”Jeg tror ikke på recepten på de store eksistensspørgsmål. Sandheden er for den enkelte. Jeg tror mere på Kierkegaards tilgang om at realisere i handlingen. Man kan ikke lave selvhjælpsbøger om det universelle liv. Det handler om at have empati og den rigtige intention til at forstå, hvad lige præcis det her menneske har brug for. Nogle har behov for forståelse, andre en masse snak og muligheden for at vende emnet i det uendelige. Det kræver tid,” siger Henrik Høgh-Olesen.
Hvis du vil læse mere om sorg, kan du få adgang til vores sorgpakke ved at klikke på linket neden for.