Prøv avisen
Interview

Professor: Tro har altid haft en plads i forskerverdenen

Forholdet mellem tro og videnskab skal forklares ud fra en uafhængighedstese, mener Helge Kragh.

Forholdet mellem religion og naturvidenskab er så uproblematisk og selvfølgeligt, at ingen forskere frygter en sammenblanding, siger videnskabshistoriker Helge Kragh. Han kalder den seneste uges debat om en troende videnskabsminister for tåbelig og useriøs

I 1950'erne beskrev den engelske pioner i kvantekemi Charles Alfred Coulson (1910-1974) sin forskning som en vigtig religiøs aktivitet og sit laboratorium som sin private kirke. Når han arbejdede, aflurede han nemlig naturens hemmelighed og fik dermed indsigt i Guds skaberværk.

Udtalelsen gjorde ikke Coulson til en mindre troværdig eller dygtig forsker, da han sørgede for ikke at inddrage sin personlige tro i sit videnskabelige arbejde. Netop den adskillelse ses i dag som en selvfølge i forskerverdenen, hvor det at være troende er helt acceptabelt, siger Helge Kragh, der er tidligere professor i videnskabshistorie på institut for fysik og astronomi ved Aarhus Universitet og i dag professor emeritus ved Niels Bohr Arkivet i København.

Han kalder den seneste uges debat om, hvorvidt politikeren Esben Lunde Larsen (V) kan bestride posten som videnskabsminister og samtidig tro på en skabende gud, for tåbelig og useriøs. For det ene udelukker ikke det andet.

”Historisk set har tesen om, at religiøs tro og naturvidenskab pr. definition er i konflikt med hinanden, været populær de seneste århundreder, men der er meget ringe historisk og faktuel basis for den. Adskillelsen af tro og viden sidder på rygmarven af alle forskere, og undersøgelser viser ingen sammenhæng mellem forskeres trosforhold og deres forskning. Derfor er diskussionen irrelevant.”

Hvis Helge Kragh skal beskrive forholdet mellem tro og videnskab i dag, vil han gøre det ud fra en uafhængighedstese.

”Den almene holdning er, at religiøs tro og naturvidenskab begge har deres legitime plads, men bare er uafhængige af hinanden. De kan i visse tilfælde inspirere hinanden, men man kan ikke argumentere for eller imod det ene ud fra det andet. Det er standardholdningen hos 99,9 procent af alle forskere.”

Tro og videnskab har altså sjældent været i et disharmonisk forhold, og gennem historien har de ofte haft stor indflydelse på hinanden. Naturvidenskaben var nemlig på mange måder et kristent projekt, siger Helge Kragh.

”Naturvidenskaben opstod i det kristne Europa i det 16. århundrede i forbindelse med skabelsesbegrebet. Man blev klar over, at naturen var styret af visse naturlove og ville undersøge, hvor lovene kom fra. Det enkle svar var dengang, at de var skabt af Gud, at naturen i materiel forstand var gudskabt, og at man ved at studere naturen derfor fik indblik i Guds skaberværk og tanker,” siger han og tilføjer, at denne tankegang blev kendt som naturteologi.

I det 16. og 17. århundrede var det derfor utænkeligt at være naturvidenskabelig forsker uden at være kristen, og forskerne lagde da heller ikke skjul på deres tro. Eksempelvis forklarede fysikeren Isaac Newton forskellige astronomiske fænomener ved at sige, at det var sådan, Gud ville det, og den berømte astronom Galileo Galilei (1564-1642) udtalte, at Gud havde skrevet to bøger, Bibelen og Naturen.

”Det blev en kristen pligt at studere naturen, og man brugte kristendommens enorme autoritet til at legitimere sin forskning,” siger Helge Kragh og tilføjer, at religion også har været drivkraften bag bestemte teorier inden for blandt andet kosmologi.

For eksempel blev teorien om, at universet var blevet til ved et big bang, oprindeligt foreslået af den belgiske forsker Georges Lematre (1894-1966), som både var professor i fysik, uddannet teolog og katolsk præst. Enkelte forskere har kritiseret teorien for, at den var farvet af en kristen skabelsestro. I virkeligheden handlede det ifølge Helge Kragh om, at Lematre troede på, at Gud havde skabt universet, men som videnskabsmand og ud fra strengt videnskabelige hypoteser ville undersøge, hvordan universet havde udviklet sig.

At der netop blev sat spørgsmålstegn ved eksempelvis Lematres sammenblanding af forskning og tro skyldtes, at Gud i det 19. og 20. århundrede gled mere ud af billedet, og at naturvidenskab i visse kredse blev opfattet som en modsætning til religion, siger Helge Kragh. Dette skyldtes blandt andet oplysningstiden, Charles Darwins værk om arternes oprindelse og udbredelsen af ideologier som ateisme og socialisme.

I al senere naturvidenskab refererer man derfor ikke længere til Gud, hvilket dog ikke betyder, at man har modbevist tesen om, at Gud eksisterer, siger Helge Kragh, som har svært ved at se, hvordan det overhovedet skulle lade sig gøre.

”Debatten spøger lidt i kulissen inden for nogle områder, heriblandt kosmologi, som jeg selv har beskæftiget mig med. I øjeblikket debatterer man, om der kun findes ét univers eller mange universer, og den debat har religiøse komponenter, da flere universer ifølge nogle kan gøre Gud overflødig. På den måde kan man komme til at blande tro og videnskab sammen igen, men jeg tror ikke, det vil have afgørende betydning for forholdet mellem de to.”

På grund af de mange århundreders diskussioner om samspillet mellem religion og videnskab inden for forskningen er man i dag nået dertil, hvor ingen af delene udelukker eller påvirker hinanden i væsentlig grad, siger Helge Kragh.

”I dag tror jeg, man skal være mere nervøs for, at en forskers politiske ståsted kan påvirke hans eller hendes forskning end vedkommendes religiøse overbevisning. For de mange års diskussioner om religion har gjort forskere opmærksomme på at holde deres tro og deres videnskabelige arbejde adskilt.”