Prøv avisen
Inflation i akademisk titel

Professoren udsat for inflation: Titlen har mistet sin prestige

”Der er ikke meget professor-snobberi tilbage, når man sammenligner med for 20-30 år siden. Professortitlen er i det hele taget ikke noget særligt i Danmark," siger professor Nedergaard. Tegning: Rasmus Juul

Flere studerende og praksis i andre lande har ført til, at antallet professorer I Danmark er steget kraftigt. I dag er det fortsat en fin og krævende post at bestride, men professor-snobberiet hører fortiden til

Da studenteroprørerne i 1968 kritiserede professorvældet på universiteterne, var der 500 professorer i Danmark. I dag er der fem gange så mange.

Til gengæld er en stor del af den prestige og det snobberi, som den fineste akademiske stillingsbetegnelse engang var omgærdet af, fordampet.

Sådan lyder det blandt andet fra Per Øhrgaard, der er dr.phil., tiltrådte som professor i tysk ved Københavns Universitet i 1980, skiftede til CBS Handelshøjskolen i København i 2003 og i dag har titlen professor emeritus.

”Generelt betyder det meget mindre at være professor i dag end i de rigtig gamle dage. Men det gælder jo mange titler, fordi der er flere, der har dem. Tænk bare på den titelinflation, der har været i erhvervslivet og i den offentlige administration. Gud og hvermand er jo senior-et-eller-andet i dag, og hvis man endda kan kalde det noget på engelsk, er det endnu finere – og det er det så alligevel ikke, fordi der netop er så mange,”siger Per Øhrgaard.

En af de primære årsager til den voldsomme vækst i antallet af professorer er, at der i samme periode også er kommet mange flere studerende på de højere læreanstalter. Men ifølge Per Øhrgaard har titelinflationen blandt andet den konsekvens, at omverdenen ikke på samme måde er fascineret af det akademiske:

”Selv den mest geniale professor i fysik i dag vil aldrig få den status, som Niels Bohr havde, og selv den mest geniale litteraturforsker vil aldrig opnå Vilhelm Andersens eller Paul V. Rubows anseelse.”

I gamle dage var titlen professor altid knyttet til en lærestol. Det vil sige, at den, som var professor, samtidig havde ansvaret for et helt fag og et helt institut. Var en anden interesseret i at blive professor i det samme fag på det samme universitet, var der intet andet at gøre end at vente på, at den gamle professor sagde op eller døde.

Med tiden har systemet imidlertid bevæget sig i en retning, der minder mere om engelske og amerikanske universiteter, hvor mængden af professorer er større, og på det allerseneste har statsmagten givet afkald på kontrollen over, hvor mange professorer, der skal være, og overladt dette til de selvejende universiteter selv.

Ud over de traditionelle professorer er der i statistikken også indregnet kliniske professorer fra den medicinske verden og de såkaldte mso’er, professor med særlige opgaver. Dette er et tidsbegrænset professorat, som måske løber over fem, seks eller otte år, men derefter bortfalder, hvorefter personen måske forfremmes til ”rigtig” professor. Pr. 1. januar i år er denne praksis imidlertid ophørt. Der udnævnes ikke flere mso’er. I stedet arbejder universiteterne med forfremmelsesprogrammer for at give særlige talenter bedre udsigt til et professorat, fortæller Danske Universiteters direktør, Jesper Langergaard, som påpeger, at selvom det er blevet mere almindeligt at beklæde en professorstilling, er opgaven også mere kompleks i dag, end den var for bare 10 år siden:

”Der er kommet større fokus på samarbejde med omverdenen, og der er kommet større konkurrence om forskningsmidlerne. Det kræver på en og samme tid, at man tilpasser sig de nye krav, samtidig med at man holder fast i universitetsforskningens særkende, den frie og uvildige forskning,” siger Jesper Langergaard.

Når man ser bort fra Tyskland, har vi traditionelt haft relativt få professorer i Danmark i sammenligning med andre lande. Og det kan se uprofessionelt ud, hvis et dansk universitet søger om forskningsbevillinger uden at have en professor i spidsen. Derfor har universiteterne interesse i at udnævne flere professorer. Men det er ikke deres eneste motiv, vurderer Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

”Universiteterne har også interesse i at udnævne professorer, fordi det er en måde at fastholde folk og give dem en karrierevej. I gamle dage endte mange med at blive lektorer, og så kom de ikke videre. Det syntes mange var utilfredsstillende. Derfor har man sidenhen givet forskere og akademikere på universiteterne bedre mulighed for at blive professorer,” forklarer han.

Desuden fungerer arbejdsmarkedet i dag således, at hvis en universitetsansat akademiker er dygtig, kan vedkommende gå ud i eksempelvis den finansielle sektor eller centraladministrationen og opbygge en god karriere der.

Måske oven i købet til en bedre løn. Så professorudnævnelser er simpelthen også en måde, hvorpå universiteterne kan sikre sig nogle af de bedste kandidater på jobmarkedet, tilføjer Peter Nedergaard.

Men trods disse praktiske fordele er Peter Nedergaard enig i, at den prestige, som kendetegnede titlen i professorvældets dage i 1960’erne, er borte:

”Der er ikke meget professor-snobberi tilbage, når man sammenligner med for 20-30 år siden. Professortitlen er i det hele taget ikke noget særligt i Danmark. Jeg har været på studieophold i Tyskland, og der har man et langt mere afgrænset antal, der kan blive professorer. Da jeg kom derned, og de første gang tiltalte mig ’professor Nedergaard’, tænkte jeg: ’Hvem er det, de snakker om?’. Sådan bliver man ikke tiltalt herhjemme. I København hedder jeg bare Peter.”