Professortitel er udsat for inflation

Antallet af professorer i Danmark er siden 2010 steget fra 1800 til 2500. Det viser, at der generelt er flere akademikere, men også at titlen ikke har samme tyngde som før. Tilmed er alle statslige begrænsninger nu fjernet, så det enkelte universitet selv bestemmer antallet af professorer

”Vi er skiftet fra en germansk til en angelsaksisk universitetsmodel med hensyn til professorer, hvor vi går fra, at der var én professor, der styrede et område, til at professor er en titel, der afspejler personens kvalifikationer,” forklarer næstformand i Dansk Magisterforening
”Vi er skiftet fra en germansk til en angelsaksisk universitetsmodel med hensyn til professorer, hvor vi går fra, at der var én professor, der styrede et område, til at professor er en titel, der afspejler personens kvalifikationer,” forklarer næstformand i Dansk Magisterforening. Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix.

Til næste år indleder Københavns Universitet et forfremmelsesprogram, der har det formål at opkvalificere flere af universitetets egne lektorer til professorer. De øvrige universiteter ventes at følge efter med lignende ordninger. Dermed vil der blive sat yderligere turbo på en udvikling, der allerede har stået på i en del år: Siden 2010 er der kommet små 100 nye professorer om året, så antallet nu er omkring 2500.

”Titlen professor betyder enormt meget. Vi har i Danmark mange højt kvalificerede lektorer, som, hver gang de arbejder i en international sammenhæng, skal forklare, hvorfor de ikke er professorer,” siger Thomas Vils Pedersen, fællestillidsrepræsentant på Københavns Universitet og næstformand i Dansk Magisterforening.

Han har været med til at udarbejde oplægget til det nye forfremmelsesprogram, som er i høring frem til sommerferien. Til programmet hverver universitetet egnede lektorer, som gennem et forløb på op til otte år får de kvalifikationer, som skal til for at blive professor. Herefter er det som følge af en regelændring tilladt for et universitet efter en faglig bedømmelse at forfremme sin egen lektor til professor uden først at skulle opslå professorstillingen for andre mulige ansøgere. Forventningen er, at dette yderligere vil øge antallet af professorer. Set fra medarbejdersiden er det et stort gode, men Thomas Vils Pedersen er enig i, at det også er led i en udvikling, hvor betydningen af at være professor er i forandring.

”Vi er skiftet fra en germansk til en angelsaksisk universitetsmodel med hensyn til professorer, hvor vi går fra, at der var én professor, der styrede et område, til at professor er en titel, der afspejler personens kvalifikationer,” forklarer han.

Ifølge Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, opstod der tidligere flaskehalse, når dygtige lektorer måtte vente i årevis på, at ”lærestolen” i et bestemt fag ved et bestemt universitet blev ledig. I dag er alle statslige begrænsninger på antallet af professorer ophævet, og nu er det universitetets eget valg, hvem der skal have titlen.

”Før 1970’erne talte man om professorvældet, hvor det var professorerne, der styrede de enkelte institutter. De bestemte og var små konger. Og i dag er man jo ligestillet fuldstændig, man har ikke nogen særlig profession, man har godt nok en titel, man får også lidt mere i løn. Men derudover har man ikke nogen særlig magt som professor,” siger han.

Ifølge Hanne Leth Andersen, rektor ved Roskilde Universitet, er det ikke et mål i sig selv at få så mange professorer som muligt. Hun mener, at udviklingen på universiteterne blot er ved at blive bragt på højde med det øvrige samfund, så antallet af professorer for eksempel svarer til antallet af overlæger på et sygehus. Men internationalt er professortitlen mere udbredt, hvilket også påvirker Danmark, hvor det kan være en forudsætning for at få en forskningsbevilling fra en af de store fonde, at der er en professor indblandet i projektet.

”Hvis du skal have bevillinger fra EU, er det meget vanskeligt uden en professor i spidsen, så det er vigtigt at kunne forfremme de dygtigste. Samtidig er det ærgerligt, hvis fondene vælger kun at give penge til professorer, for lektorer kan også sidde på vigtige forskningsområder, som fortjener støtte, og have gode forskningsledelseskompetencer,” siger hun.