Prøv avisen

Professor: Den akademiske titel giver frihed og arbejdsro

Anton Pottegård er 33 år og professor ved Syddansk Universitet. – Privatfoto.

Anton Pottegård var blot 32 år, da han sidste år blev professor i farmakoepidemiologi og klinisk farmaci ved Syddansk Universitet. Titlen gavner især i forhold til udenlandske kolleger, mens den her i Danmark har knap så stor betydning

Anton Pottegård voksede op i den restaurant, som hans forældre drev, og som hans efternavn er afledt af. Her var der en stamkunde, som nogle gange var så venlig at bestille en portion æblekage til den lille Anton og hans bror. Gæstens navn er Erik Werlauff, og han er kendt som jurist, erhvervsmand og dr.jur., men på restauranten brugte man aldrig hans navn. Dér var han bare kendt som ”professoren”.

”Jeg tror ikke, der er nogen i min generation, der vil blive omtalt sådan. Der er da nogle, der for sjov har kaldt mig ’fessor’, men det var egentlig mest før, jeg faktisk blev professor,” fortæller Anton Pottegård.

For et halvt år siden opnåede han titlen professor i farmakoepidemiologi og klinisk farmaci ved Syddansk Universitet i en alder af 32 år. Titlen var ikke et mål i sig selv, for han har faktisk ikke gået med en stor drøm om at blive professor:

”Da jeg begyndte som forsker, var det udpræget forskningen selv som intellektuel proces, der optog mig. Undervejs fik jeg andre mål, da jeg indså, hvordan jeg kunne være med til at lave noget, patienter og behandlere kunne bruge, og den store glæde, der ligger i at være med til uddanne fremtidens forskere.”

Samtidig understreger han dog, at en professortitel ikke kommer af sig selv, blot man er fagligt dygtig. Der er mange andre kriterier, som gør, at man bliver set som relevant til stillingen.

”Man kan sagtens være fagligt dygtig uden at publicere særlig meget, uden at skaffe bevillinger hjem til sit institut og uden at være vejleder for særlig mange. Hvis man skal være professor, skal man opfylde alle disse kriterier og andre med. Og så kræver det, at man har en plan for fremtiden. Professor er ikke noget, man bliver retrospektivt, der skal ligge en forskningsplan, som beskriver, hvad man vil bruge denne rolle til,” forklarer han.

Professor er en lederstilling, hvor man har et område under sig, ikke mindst når man som Anton Pottegård er lærestolsprofessor, det vil sige, at han er den professor, der er til at varetage uddannelsen af kliniske farmaceuter i Odense. Og at det ikke kun er talent, men også en masse hårdt arbejde, der ligger bag professortitlen, understreges af, at han er forfatter og medforfatter til 230 videnskabelige publikationer fra de seneste år. Dette har bragt ham frem til, at han ikke længere behøver at slås så hårdt for at blive bemærket og i stedet kan tilbyde andre forskere at være hovedforfatter på videnskabelige artikler.

”I forhold til familie og venner betyder det altså ikke så meget, om min titel er lektor eller professor. Under alle omstændigheder opfatter de mig, som én, der forsker på et universitet. Men i mit arbejde giver titlen en øget frihed til at kunne prioritere og træffe beslutninger selv, hvor jeg som lektor for eksempel skulle omkring en institutleder først,” siger han.

Anton Pottegård konstaterer, at på hans arbejdsplads er der ingen ”sure gamle ronkedorer” af professorer, som gerne vil lægge navn til det hele og bestemme alt. Det har været vigtigt for at kunne gøre karriere i ung alder. I det hele taget er der i den danske akademiske verden et ”fladt hierarki” sammenlignet med mange andre lande. Det er derfor også særligt i forhold til kontakter med udenlandske forskere, han føler, at professortitlen gør en forskel:

”Især i udlandet giver det prestige at have titel af professor. Herhjemme oplevede jeg faktisk en større forskel, da jeg blev lektor og dermed kom op i kategorien ’voksenforskere’. Det betød for eksempel, at jeg også officielt kunne være vejleder for de to ph.d.’er, jeg i forvejen vejledte.”