Sindssygehospitalet i Vordingborg, kaldet ”Oringe”, var i 1940’erne og frem til 1970’erne hjemsted for en række eksperimentelle behandlinger af psykiatriske patienter, heriblandt ”det hvide snit” og chok med insulin, hjertemedicin og siden psykedeliske stoffer. Men den væsentligste historiske kilde til at beskrive det, der foregik, patientjournalerne, findes ikke længere.
De er, ifølge Rigsarkivet, der selv har taget imod journalerne, smidt ud.
I forbindelse med historien om ”Kirstens hjerne” søgte Kristeligt Dagblad sidste år indsigt i en patientjournal fra Oringe afsluttet i 1951, hvor patienten døde på hospitalet. Rigsarkivet meddelte hér, at journalen var forblevet på Oringe.
Men siden afviste psykiatrien i Storstrøms Amt, at der skulle være mere journalmateriale fra tiden før cpr-nummersystemet blev indført tilbage på matriklen.
Her oplyste man, at alt materiale i 2012 blev afleveret til Rigsarkivet, og skulle journalen således være nogen steder, skulle det være dér.
Fra Rigsarkivet lød det i juli måned i år, at journalerne fra Oringe ganske rigtigt var modtaget i 2012, men nu syntes forsvundet. Senere meddelte arkivet, at hvis journalerne var indkommet, ville kun stikprøver af dem være bevaret i henhold til en særlig bevaringsregel for kommunale arkivalier, kaldet 01-bevaring.
Journalerne er livshistorier
I Rigsarkivet meddeler man, at der årligt indkommer omtrent 30 kilometer sygehusarkivalier fra danske hospitaler og sygehuse i form af gamle papirjournaler på patienter, og at materialet er alt for stort at håndtere. 01-bevaringsreglen går ud på, at kun journaler fra mennesker født den 1. i måneden bevares, hvilket svarer til lidt over tre procent af journalerne.
Resten kasseres.
Jesper Vaczy Kragh, der er seniorforsker ved Center for humanistisk sundhedsforskning ved Københavns Universitet havde i forbindelse med sin forskningsbog ”Det hvide snit”, der blev udgivet i 2010, fat i journalerne fra Oringe.
Han fortæller, at det drejer sig om flere tusinde papirjournaler fra 1950 og frem, der nu er smidt ud, og kalder det ”uigennemtænkt” af Rigsarkivet kun at bevare tilfældige stikprøver.
”Dem, der har været indlagt dengang, har ofte været det i en længere årrække, og nogle er døde på hospitalet. De vil måske have børn, der leder efter en kilde til deres mors eller fars liv, og der er journalen jo det eneste, der er. Journalerne er også livshistorier, og i en tid, hvor man taler mere og mere om retten til indsigt i egen historie, er det meget mærkeligt, at man ikke har tænkt, at det ville få konsekvenser kun at bevare stikprøver af journalmaterialet,” siger han.
Han peger også på de forskningsmæssige konsekvenser:
”Sådan noget som LSD-behandling er noget, vi diskuterer igen i forhold til psykiatriske patienter, og det var også oppe i tiden i 1960’erne. Netop nu forskes der, blandt andet på Rigshospitalet, i LSD-behandling, men uden journalerne kan man ikke gå tilbage og se på den gamle behandling og undersøge, hvad man fik ud af det dengang. Der er også sådan noget som psykoanalysen over for den medicinske behandling, hvordan terapien er vægtet gennem tiden. Der er mange dele af behandlingshistorien, man går glip af, og det bliver svært at skrive hele historien, når vi ikke har journalerne,” siger han.
Enestående historisk materiale
Også Raben Rosenberg, tidligere klinikchef i Region Hovedstadens psykiatri og tidligere ansvarlig for den samling på godt 9000 hjerner fra psykiatriske patienter, der er lavet til forskning herhjemme, ryster på hovedet af håndteringen af de historiske journaler.
”Det er en skandale med den bevaringsregel, og det har jeg syntes fra begyndelsen. Journalerne er et enestående historisk materiale. Og det betyder jo meget for, hvilken forskning, der kan laves, at man har oplysninger, man kan knytte til de patienter, der er bevaret hjerner fra,”siger han.
Tidligere assistent og arkivansvarlig på Oringe, Anne-Marie Dyekjær, fortæller, at Rigsarkivet allerede i 1970’erne bad om at få overført de helt gamle journaler, der strækker sig tilbage til psykiatrihospitalets første indlæggelse den 3. april 1858. Men hun var selv med til at insistere på, at hospitalet beholdt journaler fra 1950 og frem på matriklen af hensyn til ældre patienter, der havde været indlagt i deres ungdom og måske ville vende tilbage, siger hun.
”På det tidspunkt syntes jeg godt nok, man var i gang med at ødelægge hospitalets historie. Jeg var rystet over det. Hvad skulle de bruge journalerne til? Hver gang en patient kom ind, skulle de jo starte ved Adam og Eva i stedet for at finde de papirer, der allerede var på patienten. Men det var så vigtigt, at alt skulle flyttes fra hospitalet og ind i et EDB-system,” siger hun.
Kristeligt Dagblad forsøgte i går at få en kommentar fra Rigsarkivets direktion, men det var ikke muligt.