Vi er blevet bedre til at tale om psykisk sygdom med familien

Psykisk sygdom er blevet mindre tabubelagt, og det er lettere at tale om med familiemedlemmer. Men der er stadig et uudnyttet potentiale i familien, lyder det fra organisationer

I det seneste år har der været mere fokus på psykisk sygdom og trivsel, og det har gjort det lettere at tale om med familien. Men der er stadig mange udfordringer.
I det seneste år har der været mere fokus på psykisk sygdom og trivsel, og det har gjort det lettere at tale om med familien. Men der er stadig mange udfordringer. Foto: Arkivfoto.

Alle familier har noget, der er svært at tale om. Skilsmisse, dødsfald, barnløshed og misbrug er eksempler på smertefulde emner, der kan skabe stilhed, når familien samles.

Men hvad med psykiske lidelser? Tager man de historiske briller på, har der aldrig været større åbenhed om den slags smerte, også inden for familien.

"Det er helt tydeligt og klart, at vi taler mere om psykisk sygdom i dag, end vi gjorde tidligere," siger Marie Meier, der er ph.d. i historie ved Saxo Instituttet, Københavns Universitet.

I sin ph.d.-afhandling, som hun forsvarede sidste år, har hun undersøgt, hvordan psykisk sygdom før i tiden er blevet fortiet og holdt hemmeligt i danske familier. Med det resultat, at det har øget skammen, isolationen – og lidelsen – hos de mennesker, der var ramt.

I afhandlingen indgår blandt andet interviews med danskere, der er vokset op med forældre med for eksempel depression og bipolar lidelse fra 1940'erne og frem til 1980'erne.

Flere af dem beskriver en rugende stilhed i familien omkring forældrenes sygdom, og at en far eller mor simpelthen forsvandt i ugevis, uden forklaring fra de øvrige familiemedlemmer. Først som voksne er de, efter aktivt at have dykket ned i deres familiehistorie, blevet klar over, hvad der var med forældrene.

Tungsind og dårlige nerver

Flere af Marie Meiers informanter reflekterer også over, hvor ensomme deres pårørende må have følt sig.

Det er ikke nødvendigvis, fordi familier er blevet mere medfølende og kærlige, end de var før i tiden, påpeger historikeren. Udviklingen hænger også sammen med, at hele sproget for psykisk sygdom har ændret sig. I dag er diffuse begreber som for eksempel "tungsind" eller "dårlige nerver" erstattet med lægelige diagnoser.

"Vi har jo opfundet et helt nyt diagnosesprog, som vi ikke havde tidligere. Og udover nye begreber har vi også ændret vores kommunikationsformer og følelsesmønstre kulturelt," siger Marie Meier.

I det seneste år har der i offentligheden været mere fokus på psykisk sygdom og trivsel end længe. Et skudangreb i Field's begået af en psykotisk, ung mand, der ikke fik den rette hjælp, en politisk ti-årsplan for psykiatrien og flere kendte ansigter og politikere, der er stået frem med koncertaflysninger og langtidssygemeldinger er med til at tegne et billede af en generelt større åbenhed. 

Socialpædagog og formand i Sind, Landsforeningen for Psykisk Sundhed, Mia Kristina Hansen, er "håbefuld" omkring udviklingen, men mener stadig, der er langt igen. 

"Jeg oplever stadig, det er rigtig svært for mange. Og jeg oplever stadig, der er mange, der ikke siger det højt, fordi de er bange for, hvad andre tænker," siger hun.

Det kan spille en rolle, at man ikke som familie ønsker at blive dømt af for eksempel skole, arbejde, myndigheder eller forsikringsselskaber. Men tankegangen kan også snige sig ind mellem familiemedlemmer.

"Når vi taler om psykiske lidelser og sårbarhed, så ser vi så tydeligt lige nu, at alle kan blive ramt. Virkelig alle. Men det ligger stadig i underbevidstheden hos folk, at når man har en psykisk lidelse, kommer man i en kategori, som andre ikke hører under," siger Mia Kristina Hansen.

At nærme sig det svære

Ofte kan det også være svært, når man er pårørende, at nærme sig, fordi man har fornemmelsen af, at det er noget stort og uhåndterligt, siger Mia Kristina Hansen.

"Det er ikke lige sådan med psykisk sårbarhed, at man siger til hinanden: 'Jeg kan se, du går og halter hele tiden, lad os gå til lægen.' Hvor går man hen med et menneske, der har ondt i sjælen, og som bare gerne vil sove dagen væk? Det er der mange, der ikke aner," siger hun.

"Mange tænker: 'Kommer jeg nu til at gøre det værre?', og så går man på listefødder. Men tænk nu, hvis man vidste helt naturligt, hvor man skulle henvende sig for at få hjælp? Jeg tror, det ville hjælpe, hvis vi fik talt meget mere om psykisk sygdom, også i skolen. Så man vidste, at man faktisk kan blive syg i sjælen og sindet på samme måde som med resten af kroppen."

Speciallæge i psykiatri og formand i Psykiatrifonden Torsten Bjørn Jacobsen peger på, at Verdenssundhedsorganisationen WHO har udnævnt "the treatment gap", der betyder forskellen mellem antallet af psykisk syge og antallet af dem, der er i behandling, som en af de helt store syndere i forhold til psykisk sygdom.

Det handler om selv at forstå, at man er ramt, at omgivelserne forstår det, og at de professionelle til sidst også forstår det og hjælper én.

"Hvis man er stille om det i familien og tænker: 'Det var bedre, hvis det bare gik væk af sig selv,' kan der gå lang tid, før man indser, hvor galt det faktisk står til," siger Torsten Bjørn Jacobsen.

"Det har været helt forfærdeligt at leve med en psykisk sygdom før i tiden og ikke at kunne tale med sine familiemedlemmer om det. Vi er blevet bedre nu, men det er også vigtigt at huske, at det ikke bare er et spørgsmål om at have en samtale. Det at kunne tale med nogen om det kræver, at man har et sprog for det og en erkendelse af det. Og så skal der være en forventning om, at modtageren vil lytte med interesse. Åbenheden består jo i et fælles ordforråd, som vi først nu er ved at udvikle."

Alle har en familie. Den kan dog se ud på mange måder. I den kommende tid sætter vi fokus på familien og dens betydning. Følg med i serien her, når Kristeligt Dagblad sætter fokus på familien.