Det sværeste var at skjule de røde øjne, som tårene efterlod, husker Lisa. Hun var 17 år gammel, da hun begyndte at skære i sine underarme. I parfumeafdelingen i Føtex i Odense var hobbykniven på plads i skjortelommen. Men i modsætning til kollegaerne brugte Lisa kniven til andet end at åbne papkasser med nye parfumer. Det var kun på grund af skjortens lange ærmer, at hun kunne skjule snitsårene, som blev flere og flere.
Som et stigende antal børn og unge fik Lisa konstateret en depression allerede som 17-årig. Som mange andre vidste hun ikke, hvad hun skulle stille op med sit sortsyn og stress over ikke at kunne føle sig i ét med tiden, vennerne og sig selv. Hobbykniven blev vejen ind i et smertefuldt univers, hvor Lisa havde kontrollen.
Jeg skar i mig selv for at gøre min psykiske smerte til noget fysisk. For det var lettere at håndtere for mig at have et sår, end det var at håndtere, at noget var galt indeni, siger hun i dag, hvor det er to-tre år siden, at hun sidst har skåret sig med vilje.
Det var en udrensning for mig. Det blod, der kom ud, var alt det dårlige af mig, og når jeg var færdig, så var jeg ren igen. Det lyder fuldstændig åndsvagt, når jeg siger det i dag, men sådan forklarede jeg det for mig selv dengang.
Øjnene løb i vand, og smerterne var store, når hun stod i en krog på lageret eller på personaletoilet og skar sig. Det var sådan, at et sideløbende misbrug af smertestillende håndkøbsmedicin begyndte. Med 5 til 25 piller om dagen bedøvede Lisa krop og sit sind i en sådan grad, at hun kunne skære flere steder og skære dybere.
Lisa kom til lægen og psykiateren og fik konstateret en depression. Det lykkedes hende ikke at komme på nedsat tid i supermarkedet, som hun ønskede, og efter otte måneder, sagde hun op.
Lisa ønskede en uddannelse og forsøgte de efterfølgende år at tage en HF-eksamen. Men depressionerne kom tilbage ligeså hurtigt, som hun var sluppet fra dem, og i alt tre gange begyndte og afbrød hun en HF. I perioder skar hun i sine arme og ben, og tre gange slugte hun så mange smertestillende piller, at hun blev kørt til skadestuen for at blive udpumpet.
Også en social- og sundhedshjælperuddannelse måtte hun afbryde. I det hele taget tænkte Lisa ikke klart længere, og det irriterede hende, for hun havde styr på tingene i folkeskolen og fik høje karakterer, husker hun.
Men der skulle en stribe af nederlag, flere forsøg på aktivering, og et stort antal møder med hendes psykiater til, inden at Lisa gjorde afgørende fremskridt. Præcist hvor vendepunktet indtraf er svært at afgøre, men Lisa fortæller, at hun i flere aktiveringstilbud mødte mennesker, som med varme og åbenhed styrkede hendes selvværd og hjalp hende til at se positivt på sig selv.
Måske på grund af en overdosis af piller, måske på grund af fortrængning, husker Lisa ikke selv, at hendes mor en dag lagde forbindinger om hendes skinneben, som var skåret op i en flere centimeter lang blødende sprække. Lisa har siden fået det fortalt af sin mor, og Lisa fortryder den situation, som hun har sat moderen og familien i.
Jeg skammer mig over, at jeg tog min mor og min familie igennem al den fortvivlelse og frygt for, om jeg nu ville slå mig selv ihjel, siger Lisa og tilføjer efter en kort pause.
Min mor vil stadig ikke rejse på ferie i udlandet. For hvad nu, hvis jeg laver noget imens? Hun er skrækslagen for, at der sker noget, efter at jeg har gået så langt tidligere.
En del får fjernet deres ar kirurgisk, når de holder op med at skære sig, men Lisa har valgt at beholde de røde striber på armene og benene.
Jeg vil bære dem resten af livet, og jeg vil kunne kigge på arene og sige, at så langt vil jeg ikke ud igen. Jeg vil ikke tilbage til det helvede en gang til.