Prøv avisen

Psykisk syge bænkes med øvrige patienter

På yderligere tre sygehuse skal skadestuepatienter med somatiske og psykiatriske problemer til at gå ind ad den samme dør og tage plads i det samme ventelokale. Et af dem er Aarhus Universitetshospital. Foto: Henning Bagger/arkiv/Ritzau Scanpix

Tre nye sygehuse vil blande psykiatriske patienter med de øvrige patienter på akutmodtagelserne. Flere er bekymrede, men erfaringer fra Aabenraa er gode.

Første gang glasdørene glider til side træder en far med sin humpende datter i håndboldtøj igennem for at få undersøgt et muligt ankelbrud.

Anden gang kommer en mor med en lille dreng, der har proppet en glasperle op i næsen.

Tredje gang kommer en yngre psykisk syg mand, plaget af indre stemmer og måske endda af en tvivlsom cocktail af alkohol og psykofarmaka.

Sådan kan et hverdagsscenarie fremover se ud, når tre nye sygehuse ifølge Jyllands-Posten vil sammenlægge den almindelige og den psykiatriske skadestue.

De tre sygehuse er Aarhus Universitetshospital i Skejby, det nye supersygehus i Gødstrup nordvest for Herning og det nye Universitetshospital i Odense.

Idéen er, at en sammenlægning af skadestuerne kan bane vejen for et bedre samarbejde mellem hospitalspersonalet.

Det skal især være til gavn for de psykiatriske patienter, der ofte også har fysiske udfordringer, der skal tages hånd om.

Tanken om at blande patienterne er langtfra ny, og det er bekymringen, der følger den, heller ikke.

I interesseorganisationen Danske Patienter peger vicedirektør Annette Wandel på, at for skadestuepatienter, der ikke er psykisk syge, kan det opleves utrygt.

- Når psykiatriske patienter henvender sig på skadestuen, er de jo ofte mentalt ude af balance og kan for eksempel være meget kede af det, vrede eller hallucinerende. Det kan skabe nogle situationer, der er både ubehagelige og uhyggelige, siger hun til Jyllands-Posten.

I Dansk Psykiatrisk Selskab er formand og speciallæge i psykiatri Gitte Ahle grundlæggende tilhænger af et tættere samspil mellem psykiatrien og somatikken.

Hun er dog bekymret for de psykiatriske patienters vilkår i en sammenlægning.

- Man er nødt til at vide noget særligt om psykiatriske patienter i en modtagelse - det gælder både de læger, der arbejder der, og det personale, der arbejder der, siger hun til Ritzau og fortsætter:

- Så er vi også nødt til at have nogle særlige foranstaltninger i den psykiatriske modtagelse, fordi vi nogle gange oplever, at patienter bliver bragt ind i håndjern af politiet imod deres vilje.

- De skal ikke ind til skue for alle mulige patienter, der sidder i en somatisk modtagelse og venter.

Planerne på de tre nye sygehuse kommer ikke ud af det blå, men bygger blandt andet på erfaringer fra Randers Sygehus og Sygehus Sønderjylland i Aabenraa.

I Aabenraa har somatiske og psykiatriske patienter ventet sammen siden 2015, og det er ifølge Helle Overgaard, sygeplejefaglig centerchef på den Fælles Akutmodtagelse, gået godt.

- Til at begynde med havde jeg nogle tanker om, at det kunne være problematisk at blande de to patientgrupper, men det har det overhovedet ikke været. Tværtimod.

- Vores læger siger, at det er fantastisk at have det psykiatriske fagpersonale tæt på, når man har brug for råd og sparring, siger Helle Overgaard til organisationen Psykiatrifonden.

Ifølge centerchefen har det også fungeret godt at have fysiske og psykiske patienter i samme venterum på skadestuen:

- Det er med til at nedbryde fordomme om psykisk sygdom.

/ritzau/