Psykolog Allan Holmgren har sin virksomhed i Snekkersten med udsigt over Øresund. På væggene hænger plakater med Trampedach og Jorn. I kantinen ligger Politiken og Information. Køkkenpersonalet snitter en rå rødbedesalat til frokost, teen i kanderne er afstemt perfekt med citron, og i et hjørne sidder fire mennesker i gruppearbejde og bruger ord som ”narrativ” og ”relation”.
Allan Holmgren kan få kønskonservative traditionalister til at se rødt i mere end én forstand, og det står allerede klart hvorfor.
I forrige uge havde han et debatindlæg i Kristeligt Dagblad som en kommentar til drabet i Ulstrup, hvor en far tog livet af sin hustru, sine fire børn og sig selv. ”Familiedrab skyldes Vestens angst for den følsomme mand”, hed indlægget, der var blandt januars mest læste.
Den bærende pointe handlede ikke om de konkrete drab, men om køn og kønsroller i Danmark anno 2017: nemlig at alt for mange drenge bliver til mænd, der ikke har lært at leve med svære følelser som skam, jalousi, vrede, desperation og såret stolthed. De ved ikke, hvordan de skal håndtere modgang og nederlag, for de lærte som små, at drenge er konkurrerende, aggressive og stoiske, men ikke i tvivl, ikke i krise og aldrig i en situation, hvor de har brug for hjælp.
Det budskab faldt ikke i god jord hos adskillige læsere:
”Hvis vi mænd bliver mere følsomme, kan vi lige så godt grave vores testikler ned i haven,” skrev en læser som kommentar til indlægget.
”Danske/vestlige drenge bliver da opdraget til de rene ’tøsedrenge’ i forhold til muslimske drenge, ikke sandt,” mente en anden.
”Kvinder vil ikke have følsomme mænd. De siger, de vil. Men viser noget helt andet. De vil have mænd, der opfører sig som mænd,” syntes en tredje.
Men hvorfor provokerer Allan Holmgrens budskab, når hans ærinde faktisk er, at mænd skal leve bedre, mindre ensomme liv? Hvad mener han præcis, når han siger, at drengeopdragelsen risikerer at skabe fortvivlede mænd, der går på grund i en krise?
”Folk misforstår, hvad følsomhed vil sige. En følsom mand er en mand, der ved, hvad han vil og kan begrunde det. Det handler ikke om en flæbende mand eller kvinde. Jeg er slet ikke interesseret i folks følelser og indre tilstande, men i deres værdier. Mænd skal have kontakt med deres værdier, og de skal lære at sætte ord på dem,” forklarer han selv.
Han har taget skoene af og sidder i strømpesokker. Senere tager han også strømperne af og nulrer sine bare tæer.
”Jeg forsøger at sige, hvordan vi kan skabe lige muligheder for drenge og piger. Vi bliver jo til nogen, mens vi går i vuggestue, børnehave og skole. Kvinder bliver generelt undertrykt, fordi deres handlekraft tages fra dem, og mænd bliver generelt undertrykt, fordi deres følsomhed tages fra dem,” uddyber han.
Han ser de ufølsomme mænd og de problemer, de har, i sin praksis næsten hver dag.
Et eksempel er en mandlig leder, der er irriteret på sine medarbejdere. Han synes, medarbejderne går imod ham. De kommer med kritiske bemærkninger inden for de domæner, hvor Allan Holmgrens klienter typisk er beskæftiget: om skolereformen, gymnasiereformen eller besparelser i styrelser og kommunale administrationer. Nu opfatter lederen medarbejderne som sine fjender.
Men Allan Holmgren ser lederens kamp som et symptom. Den er hans måde at takle en grundangst på, som han hverken har lært at kende eller håndtere. Allan Holmgren taler med ham om hans ønsker og værdier. Han opdager, at han inderst inde længes efter fællesskab. Lederen bliver desperat, når han mærker, at han fejler i forhold til sin grundlæggende ambition.
”Når han kommer her, kan han ikke sætte sprog på sine værdier. Han reagerer irrationelt med at skælde medarbejderne ud, når de går imod ham. Han frygter at tabe ansigt, og derfor begynder han at kæmpe, men mit mantra er: ’Kom ud af kampen og ind i fællesskabet!’”, siger Allan Holmgren.
I et ægteskab har den samme type mand et tilsvarende problem.
”Jeg råder dem til at lytte til deres koner uden at sætte sig selv i centrum. Hvis sådan en mand virkelig skal passe på relationen og familien, skal han spørge sin kone: ’hvad er vigtigt for dig’?”.
Kontoret er beklædt med bøger på tre af fire vægge. Allan Holmgren refererer lige selvsikkert til Frankfurterskolens intellektuelle, forfatteren Liv Ullmann og filmklassikeren ”Taxi Driver”. Ifølge den hollandske filosof Baruch Spinoza har et menneske kun to grundfølelser: sorg og glæde.
Når mænd er vrede, dominerende, tromlende, misbrugende, undertrykkende eller endda farlige, handler det om noget andet, siger psykologen.
”Min forestilling om voldelige mænd er, at de ikke har lært at udtrykke frustration, bitterhed og sorg. At udtrykke en følelse er en færdighed, man skal lære. Men mange drenge mister den egenskab allerede i børnehavealderen, hvor de lærer, at de skal skjule deres følelser, og at de hverken må være pivede eller pigede.”
Allan Holmgren er ikke overrasket over de kommentarer, der fulgte i hælene af hans indlæg i januar. Men de får ham heller ikke til at vakle i diagnosen. For bemærkningerne er udtryk for falsk bevidsthed, mener han kort og godt med sociologen Horkheimers begreb. For den sags skyld kan man også bruge Karl Marx’ idé om fremmedgjorthed.
”Jeg tror ikke, folk kan se deres egen sorg og fortvivlelse i øjnene. De idylliserer deres eget liv, det gør vi alle sammen,” siger Allan Holmgren og insisterer:
”Der er ikke andre ting at sige om det. Vi har sjældent kendskab til vores egne værdier. Værdier er som tæer. Vi bruger dem til at holde balancen. Når nogen jokker på tæerne, mærker vi ikke tæerne, vi mærker smerten. Når jeg siger noget smertefuldt, mærker folk provokationen, men de mærker ikke deres værdier.”
Men hvordan kommer vi så videre herfra? Knuden synes jo umulig at løse, hvis Allan Holmgren har ret; hvis det er sandt, at machomanden lever i bedste velgående, men hans problemer er uerkendte?
”Folks erfaringer skal opgraderes”, citerer han den norske sociolog Nils Christie som svar.
Det handler om, at flere skal blive mere opmærksomme på, hvad der gjorde dem til de mennesker, de er, med de handlemønstre, de har.
”Den konstruktive vej er at få folk til at fortælle deres historie. At få dem til at undersøge deres egne oplevelser, og hvordan de blev mennesker. De skal tale med nogen, og vi skal holde fortællecaféer, hvor folk mødes og fortæller om sig selv. I den forbindelse er venner muligvis vigtigere end ægteskabet, for der er for meget på spil i et ægteskab. Hele vores bevidsthed og følelsesliv er en effekt af det liv, vi har levet, og ikke noget selvstændigt. Vi har indoptaget kulturelle normer, vi er hoppet på toget, og vi tror, vi kører det, men det kører med os,” siger han og parafraserer socialkonstruktivismen i en simpel allegori.
Den gode nyhed er, at kønsbevidstheden gryer, mener han. Reaktionerne på overgrebene i Köln nytårsnat sidste år og Hillary Clintons kandidatur til præsidentposten vidner om det, og det samme gør protesterne verden over, som Donald Trumps har kickstartet med sine kvindefjendske udtalelser og opførsel. Faktisk er også kommentarerne til psykologens eget debatindlæg i januar et udtryk for det samme.
”Så længe vi debatterer, er jeg optimistisk,” siger han.