Prøv avisen
Reportage

Psykolog: Regeringen risikerer at tvangsanbringe børn fra familier, der kunne repareres

Hvis ikke Mia Eliasen (forrest) var kommet til Vibygaard, er hun sikker på, at hendes ældste søn var blevet tvangsfjernet. Enkelte ansigter på billedet er sløret af hensyn til beboerne. Alle fotos: Leif Tuxen

Står det til regeringen, skal staten foretage flere tvangsanbringelser. Det mener man ikke på familiecentret Vibygaard, hvor man siden 1986 har logeret sårbare familier som en sidste udvej før anbringelse. Samfundet bør hellere hjælpe både børn og forældre – for i langt de fleste tilfælde kan anbringelsen undgås

Ved første øjekast ligner det almindelige familier samlet omkring et køkkenbord.

En far piller stilken af et jordbær, som han giver til sin søn, der triumferende viser resten af forsamlingen, hvad han netop har gjort sig fortjent til. En mor dikkedikker med sit otte uger gamle spædbarn. Og i en sofa i hjørnet sidder en dreng opslugt af et spil på sin telefon. Familierne er imidlertid ikke som alle andre. De repræsenterer derimod et udpluk af de familier, som statsministeren dedikerede det meste af sin nytårstale til. De er med andre ord forældre, der er i fare for at få tvangsfjernet deres børn.

For de fleste af familierne, der ender på familiecentret Vibygaard i Gammel Viby på Sjælland, er valget egentlig meget simpelt. Enten flytter forældrene ind med deres børn, eller også bliver børnene med stor sandsynlighed tvangsfjernet. Familiecenter Vibygaard er altså et sidste stop – en sidste chance, om man vil – inden de sociale myndigheder potentielt foretager den mest indgribende administrative afgørelse, vi kender i Danmark.

Årsagerne til, at familierne befinder sig i køkkenet, varierer. For én mor gælder det, at hendes eksmand i årevis har udsat hende og deres børn for grov psykisk vold, hvilket har sat børnenes udvikling tilbage og givet moderen angst. I en anden familie har moderen og sønnen overværet faderen og lillesøsteren blive tortureret til døde i den syriske borgerkrig. I en tredje familie har en mor slået sin niårige søn i afmagt.

Sidstnævnte hedder Mia Eliasen. Hun er 30 år og kom til Vibygaard for knap et halvt år siden med sine to sønner – i dag bor de her ikke længere, men er i en overgangsordning, hvor hun fortsat kommer og modtager terapi tre gange om ugen, mens hun igen vænner sig til at bo alene med sine sønner.

Det var Mia Eliasen selv, der i sin tid kontaktede de sociale myndigheder. Hun havde brug for nogle redskaber til at tøjle relationen til sin ældste søn, Mads, som hun var i konstante konflikter med. Til sidst undgik hun reelt hans selskab af frygt for nye konfrontationer. Mia Eliasen blev bange for sig selv og kontaktede kommunen.

”Hvis ikke I hjælper mig, ender jeg med at slå mit barn,” sagde hun.

Desværre blev anelsen kort efter til virkelighed.

”Det hele ramlede. Mads slog sin lillebror, og jeg råbte, at han skulle stoppe, men det nyttede intet, og til sidst slog jeg ham. Det var ren refleks, tror jeg. Jeg klappede ham én på låret.”

Dagen efter fortalte Mia Eliasen sin sagsbehandler om episoden, hvortil sagsbehandleren sagde, at hvis hun ikke indvilligede i at flytte ind på Vibygaard, vidste kommunen ikke, hvad de ellers skulle gøre. En besked, Mia Eliasen opfattede som et ultimatum.

Det var faktisk en terapeut fra familiecentret, der kontaktede Kristeligt Dagblads medarbejder i efteråret. ”Tak, fordi at I sætter fokus på stigningen i tvangsanbringelser”, skrev hun. Dengang havde avisen i række artikler sat fokus på, at antallet af tvangsanbringelser – anbringelser af børn og unge uden forældrenes samtykke – er mere end fordoblet de seneste ti år. Det er til trods for, at det samlede antal af anbringelser har ligget stabilt. I mailen stod der videre, at familiecentret har knækket koden til at undgå tvangsanbringelser ved at hjælpe både forældre og deres børn terapeutisk. Det er med andre ord først og fremmest i jagten på den opskrift, at Kristeligt Dagblads medarbejder befinder sig på Vibygaard.

Men besøget skyldes også regeringens ønske om at tvangsfjerne flere børn så tidligt i deres tilværelse som muligt.

”Forud for 12 år af et barns liv har der været 11 dårlige år”, sagde statsminister Mette Frederiksens (S) i sin nytårstale, hvorefter hun gjorde det klart, at forældre i dag ”får for mange chancer”, inden deres børn bliver tvangsfjernet. Det er tid til at ”lægge berøringsangsten væk” og ”træde i karakter som samfund”, lød det.

”Chancer,” spørger stifter og forstander på Vibygaard, Iver Hecht, i et toneleje, der ikke skjuler ironien:

”Den chance, samfundet ofte giver forældre, er truslen om, at man enten tager sig sammen, eller også får man fjernet sine børn. Jeg mener, at der i de færreste tilfælde er tale om en reel chance for familierne.”

Iver Hecht taler roligt og vejer sine ord, før de bliver til sætninger. Han lyder mest, som det han er: Psykolog. Og sammen med sin kone Aase Glad, der er psyko- og familieterapeut, og nogle kolleger overtog de i 1986 godset Vibygaard for at starte et familiecenter, der skulle hjælpe børnefamilier i fare for tvangsanbringelse. Forinden var han og konen plejefamilie ved siden af deres arbejde på en børnepsykiatrisk afdeling, og det var derigennem, de indså behovet for et behandlingstilbud, hvor man ikke alene fokuserede på at hjælpe børnene, men også på at hjælpe hele familien.

Behandlingen består kort beskrevet i, at familier flytter ind på Vibygaard for at leve side om side med terapeuterne i tre til seks måneder. Fælles for familierne er, at de af forskellige årsager er i fare for at få tvangsfjernet deres børn. Lige nu er 15 personer fordelt på seks familier i døgnbehandling, mens andre som Mia Eliasen kommer i dagtimerne, mens børnene går i skole.

Familiecentret er et terapeutisk behandlingssted, forklarer Iver Hecht, mens han viser rundt. I et rum er der dukker, der forestiller voksne. En sandkasse. Tegnestifter og fedtfarver. Det er et såkaldt legeterapirum, hvor børnene får lov til at bearbejde deres traumer gennem leg. Som for eksempel 10-årige Muhammed, der så sin far og søster blive tortureret til døde i Syrien.

”Her kan han udleve sin vrede mod verden,” siger Iver Hecht med reference til, at det netop var drengens utøjlelige vrede, der fik Lolland Kommune til at sende ham og hans mor til Vibygaard.

”Var han blevet tvangsanbragt i en plejefamilie, havde de mødt ham med kærlighed. Det ved jeg, for jeg har selv været det. Men kærlighed er ikke altid nok, når vi har at gøre med traumer, og det er netop derfor, vi risikerer at begå en stor fejl ved at øge antallet af tvangsanbringelser – børnene kommer ikke af med deres svigt, hvis man ikke arbejder med svigtet i relation til forældrene.”

I stedet bør man arbejde med familien, mener forstanderen. Både sønnen, der er udadreagerende, men også moderen, der selv har angst og posttraumatisk stress. Iver Hecht forklarer, at forældrene kommer i individuel terapi og i gruppeterapi med andre forældre, hvor de lærer at forholde sig til de traumatiske oplevelser, de har haft.

”Arbejdet med de voksne er mindst ligeså vigtigt som arbejdet med børnene, for hvis ikke Muhammeds mor får modet til at gå tilbage i traumet for at hjælpe sin søn, så kommer han aldrig af med sin vrede. Hvis ikke hun tør møde traumet, tør sønnen heller ikke,” siger han og glider over i et andet eksempel med en mor, der ankom på Vibygaard som pillemisbruger.

Gennem terapiforløbene åbnede moderen gradvist op for de svigt, hun selv havde gennemlevet som barn. Hun beskrev minderne om at vågne op alene om natten og ligge grædende og kalde på sin mor, der var taget til fest. Igen.

”Hvad har du lyst til at gøre med barnet,” spurgte Iver Hecht moderen.

”Jeg har lyst til at tage det op… Jeg har lyst til at trøste hende.”

Forstanderen beskriver, hvordan moderen løfter ”sit indre barn” op, hvorefter hun bryder hulkende sammen, og trøster sin ”indre pige”. Han konkluderer:

”Jeg mener, at man som forældre ofte behandler sine børn, som man selv er blevet behandlet. Derfor risikerer vi – hvis vi som samfund gør, som Mette Frederiksen lægger op til – at den sociale arv bliver gentaget. Hvis vi skal bryde den, må vi først og fremmest bryde børnenes og forældrenes psykologiske arv.”

Den 69-årige forstander gør et kort ophold.

”Vi bliver som samfund nødt til at se på familiernes evner og muligheder for at udvikle sig. Det handler ikke kun om at være på børnenes side, som regeringen påstår. Det er ikke enten-eller. Det handler om at stå på familiernes side – og i langt de fleste tilfælde mener jeg, at vi kan reparere de her familier og undgå tvangsanbringelser.”

Siden familiecentret åbnede for over 30 år siden, har mere end 250 familier boet på Vibygaard. Forstanderen har ikke en opgørelse over, hvor mange der ender med at undgå tvangsanbringelser, men ophold, der bliver afbrudt før tid, kan tælles på to hænder, siger han.

30-årige Mia Eliasen er ikke i tvivl. Havde det ikke været for opholdet, var hendes søn blevet tvangsanbragt. I stedet har hun lært, at hans udad-reagerende adfærd bundede i hendes afstandtagen og manglende opmærksomhed. I dag glæder hun sig til, at Mads kommer hjem fra skole. Og når bølgerne går højt, forstår hun hvorfor – så i stedet for at råbe knuger hun sin søn ind til sig:

”Mads har brug for at vide, at jeg aldrig giver slip.”

Børnenes navne er opdigtet af hensyn til familierne. Deres sande identiteter er kendt af redaktionen.

”Den chance, samfundet ofte giver forældre, er truslen om, at man enten tager sig sammen, eller også får man fjernet sine børn. Iver Hecht, forstander på Vibygaard
Vibygård er et opholdsted for mødre med børn, truet af tvangsfjerning. Centeret ledes af Iver Hecht.
Der kan bo seks børnefamilier på Vibygaard ad gangen. Børnene kan være helt små såvel som teenagere.