Psykolog: Vi skal blive bedre til at tale om klimaet

Skovbrande, oversvømmelser og truede dyrearter. Klimaforandringerne fylder i nyhedsbilledet, men alligevel taler vi ikke nok om det, mener psykolog Solveig Roepstorff

"Det er sjældent, man taler om klimakrisen til en hyggelig middag. Jeg har haft en klient, som har sagt, at det var som at smide døden på bordet,” siger psykolog Solveig Roepstorff.
"Det er sjældent, man taler om klimakrisen til en hyggelig middag. Jeg har haft en klient, som har sagt, at det var som at smide døden på bordet,” siger psykolog Solveig Roepstorff. Foto: Leif Tuxen.

Verdens ledere skal i disse dage til COP-26 i Glasgow forholde sig til de klimaforandringer, som har skabt en form for frygt blandt flere unge. ”Klimaangst” er følelsen blevet betegnet, og netop nu, når statslederne sammen skal finde ud af, hvordan de skal løse klimakrisens udfordringer, kan en følelse af afmagt blive vækket i nogle.

Som psykolog havde Solveig Roepstorff også haft klienter, der fortalte hende, at de følte en afmagt og frygt for de klimaforandringer, de kunne læse om i nyhederne. Men det var først, da hun selv var i sommerhus i 2018, at hun rigtig forstod det. Det var usædvanligt varmt, og Solveig Roepstorff kunne se, at markerne omkring sommerhusområdet var tørret ud, og at planterne i haverne visnede.

”Jeg blev selv ramt af det. Jeg kunne simpelthen mærke i kroppen, at jeg blev urolig, og jeg syntes, det var meget ubehagelig, at det ikke stoppede, ” siger Solveig Roepstorff, som til daglig arbejder som psykolog i egen praksis på Frederiksberg i København.

Faktisk fik det hende til at tænke, hvad det nyttede at være psykolog, når det nu stod så slemt til. Men da hun dykkede ned i forskningen, fandt hun ud af, at hun kunne bruge sit fag i klimakampen.

Det var her, hun stødte på ”klimapsykologien”.

Et ord som klimaangst er meget brugt, og i stedet for at se det som endnu en variant af angst, som skal behandles, og som skal forsvinde, så kan man se bekymringen for jordens velbefindende som en fuldstændig naturlig, sund og passende reaktion.

Solveig RoepStorff

”Klimapsykologien er optaget af, at vi er nødt til at se nogle af de her ting i øjnene, tale om dem og tage dem alvorligt. Før vi gør det, har vi faktisk ikke mulighed for at handle,” siger hun og tilføjer:

”Et ord som klimaangst er meget brugt, og i stedet for at se det som endnu en variant af angst, som skal behandles, og som skal forsvinde, så kan man se bekymringen for jordens velbefindende som en fuldstændig naturlig, sund og passende reaktion,” siger Solveig Roepstorff.

Klimacafeer

Bekymringen for klimaet er ikke kommet frem i lyset, mener Solveig Roepstorff, og derfor går især flere unge med en frygt for de aftryk, klimaforandringerne sætter. Ifølge psykologen er problemet, at prognoserne for og konsekvenserne af klimaforandringerne fylder i nyhederne, men at vi ikke har vænnet os til at tale om, hvordan de påvirker os, og hvordan man skal forholde sig til de bekymringer, som mange har.

”Man bliver mere resilient ved at tale om det og ved at forholde sig til det – og ved at bearbejde det, når klimakatastrofer er sket. Det at have et sprog for det i hverdagen virker. Samtaler, hvor man blot konstaterer, at det er noget møg, virker ikke. Så kan man blive enige om det, men man når faktisk ikke videre. Det er ret fattigt i forhold til, hvor mange samtaler vi kan have om alt muligt andet, som også er vigtigt. Så vi er nødt til også at få et sprog for klimaet,” siger hun.

Men er vi særligt dårlige til at tale om klimaet – kan det ikke være et mere generelt problem?

”I virkeligheden er vi ikke dårlige, vi har bare ingen erfaring med det. Erfaringer viser, at når vi taler om det, så giver det en følelse af, at man ikke er alene – så det gør en forskel,” siger Solveig Roepstorff og påpeger, at der i England findes såkaldte dødscafeer, hvor folk mødes for at tale om døden over en kop te og småkager. På samme måde er der klimacafeer i blandt andre Skotland og USA, hvor man kan tale om, ja, klimaet. Og netop sådan én vil Solveig Roepstorff åbne i Danmark til januar.

Ikke en diagnose

Selvom Solveig Roepstorff ikke mener, at den såkaldte klimaangst skal puttes i samme kategori som andre typer af angst, er det afgørende at forholde sig til følelsen. Ifølge hende skal bekymringerne for klimaforandringerne heller ikke behandles klinisk eller i terapi. Selv betegner hun det som ”klimaubehag”.

”Folk kan bruge utrolig meget krudt og energi på at sortere affald fuldstændig perfekt og virkelig skære ned på kødet. Det kan fylde utrolig meget i hverdagen, men hvis man kigger på, hvad det betyder CO2-mæssigt, gør det jo ingen forskel. Det betyder ikke, at det ikke psykologisk kan have en stor betydning for folk, og det har det som oftest, fordi de får en følelse af, at de handler. For nogen tager det overhånd, hvor de føler, at de knokler og fylder sig med skyld og skam. En af grundene til, at det er godt for os at lære mekanismerne og reaktionerne at kende, er, at vi både kan forstå os selv lidt bedre, men især også at vi kan få et rundere syn på andre. Det er et mere nuanceret blik, hvor vi ikke går rundt og kårer tabere og vindere,” siger hun.

I øjeblikket er Solveig Roepstorff ved at færdiggøre en bog om klimapsykologi, som drejer sig om, hvilke dilemmaer, vi står over for i klimakrisen, og hvorfor det kan være vanskeligt at ændre livsstil for klimaets skyld.

Én gruppe er de unge, som oplever klimaangst eller ubehag. Men hvad med den 45-årige familiefar, som har svært ved at vælge kødet fra?

”For mange skal der strukturelle ændringer til. Men det rykker jo nok ved noget, hvis begge børn nægter at tage med til Thailand og siger til ham, at han skal skære ned for bøfferne,” siger Solveig Roepstorff.

Hvad kan man selv gøre for at forholde sig til det og ændre sin indstilling?

”Man skal som udgangspunkt have et incitament til overhovedet at ville gøre noget. Man skal være den 45-årige mand, hvis datters oprør tvinger én til at forholde sig til det. Ellers skal man have mærket faktisk at blive bange – at det faktisk er kommet tæt på. Fornuften er ikke altid ledestjernen her i livet, og vi er jo ikke rationelle hele tiden. Vi kan starte med helt basalt at registrere, hvad der sker i kroppen, når vi hører nyheder om klimaet. Hvis vi nu for eksempel bliver knaldaggressive, når vi møder veganere inde på Strøget, så er det måske interessant at lægge mærke til, hvorfor man bliver så rasende. Eller at man tænker over, hvorfor man skynder sig væk, når der er nyheder om klimakrisen,” siger hun.