Prøv avisen

Psykologhjælp til børn med angst giver besparelse

Samfundet kan spare penge ved at give psykologtilskud til børn og unge under 18 år, som lider af depression og angst, viser ny undersøgelse fra Københavns Universitet. Foto: Sommer Jan/Polfoto

Unge under 18 år, der lider af angst, kan ikke modtage tilskud fra staten til psykologhjælp. Det har negativ konsekvens for samfundsøkonomien, viser ny forskning

3,5 kroner. Så meget kan der spares på behandling i psykiatrien for hver krone, der bruges på psykologhjælp. Det er konklusionen på en ny undersøgelse fra Københavns Universitet, der viser, at samfundet kan spare penge ved at give psykologtilskud til unge under 18 år, som lider af depression og angst.

Angst rammer flere og flere børn og unge, og ifølge en rapport fra Sundhedsstyrelsen er det estimeret, at 40.000-48.000 børn og unge i alderen 6-18 år lider af behandlingskrævende angst. Men til forskel fra de unge over 18 år, der lider af angst og depression, kan børn og unge under 18 år ikke modtage tilskud til psykologbehandling fra staten. De skal i stedet søge rådgivning hos landets kommuner, hvor rådgivningen oftest ikke omfatter psykologbehandling. Den behandlingsforskel er ikke god for børnene, mener flere, men den er faktisk heller ikke god for samfundsøkonomien, viser en undersøgelse, som Benjamin Ly Serena, der er ph.d.-studerende ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet, står bag. Han har undersøgt effekten af, at man i 2008 og 2011 indførte tilskud til psykologbehandling for unge over 18 år med depression og angst, men ikke for børn og unge under 18 år.

”Når man er over 18 år og kan få tilskud til psykologhjælp, bruger man psykiatrien mindre, end hvis man er under 18 år og ikke kan få tilskud. Målet er at behandle folk bedst muligt og billigst muligt, og behandling i psykiatrien er dyrere end psykologhjælp. Antagelsen er, at hvis børn under 18 år også blev tilbudt psykologhjælp, ville færre af dem blive behandlet i psykiatrien,” siger Benjamin Ly Serena.

Esben Hougaard er professor ved angstklinikken på Aarhus Universitet. Ifølge ham bør børn med angst modtage psykologbehandling, ikke bare af økonomiske årsager, men også for børnenes skyld.

”Der er rigtig mange angstlidelser, der debuterer i barndommen eller ungdommen, og der er også meget, der tyder på, at angstlidelser i barndommen har negative konsekvenser efterfølgende. Det er ikke nødvendigvis sådan, at den samme angstlidelse fortsætter, men der er også sandsynlighed for, at der senere opstår andre lidelser,” siger professoren.

Ifølge ham er der ikke nogen grund til ikke at tilbyde psykologbehandling til børn og unge under 18 år.

”Når man ikke tilbyder psykologhjælp, handler det om økonomi og tradition. Man har tænkt, at angst hos børn er noget, der går over af sig selv, men det gør det altså ikke altid – tværtimod er der ofte langvarige problemer, men det vil psykologbehandling kunne have en indflydelse på. Det er veldokumenteret, at nogle former for psykologbehandling, herunder kognitiv adfærdsterapi (hvor man arbejder med at ændre tankemønstre, red.), har stor virkning på børn og unge med angst,” siger Esben Hougaard.

Men hvis økonomi er et argument for, at børn og unge ikke tilbydes behandling for angst og depression på lige fod med voksne, ser det altså ud til at være et dårligt argument, den nye undersøgelse taget i betragtning, og hvis børn og unge under 18 år tilbydes psykologhjælp, vil det sandsynligvis også kunne tage noget af presset fra børne- og ungdomspsykiatrien, hvor der fra 2007 til 2015 er sket en fordobling af patientantallet.

Formand for Psykiatrifonden Anne Lindhardt efterlyser også psykologbehandling og en mere forbyggende indsats, så færre børn og unge skal behandles i psykiatrien.

”Vi har længe kæmpet for, at man kan gå tidligt ind, så man undgår, at børn og unge kommer til at udvikle angst i en grad, så det kommer til at belaste dem i skolen, i forhold til deres indlæringsevne, og i forhold til kammerater og den almindelige sociale udvikling,” siger hun.

Det har både menneskelige konsekvenser, men kan også få omkostninger for samfundet senere hen, hvis de bliver syge som voksne. Anne Lindhardt mener, at der i dag er for skarpe skel mellem, hvad der skal behandles, og hvem der har ansvaret for behandlingen.

”Psykiatrien skal tage sig af de svært syge børn, men der er også mange, der får symptomer, inden den psykiske sygdom har udviklet sig. Der lægger ansvaret hos kommunerne, som skal kunne genkende klare symptomer på angst, depression og adfærdsændringer, men ikke skal behandle børnene. Alle kommunerne har psykologer tilknyttet, men det er kun i få kommuner, psykologerne behandler børnene. De fleste steder udreder psykologerne problemet, mens andre skal behandle det, men de burde også behandle,” siger hun.