På gaden: Hvem stemte du på i går?

Hvad var afgørende for, hvor krydset blev sat ved valget i går? Kristeligt Dagblad har været en tur på gaden og talt med en række mennesker om, hvorfor de stemte, som de gjorde

Mia Blåbjerg er jobsøgende civilingeniør og bor i Glostrup
Mia Blåbjerg er jobsøgende civilingeniør og bor i Glostrup. Foto: Laura Elisabeth Schnabel.

Mia Blåbjerg, jobsøgende civilingeniør, bor i Glostrup

Hvad stemte du i går til kommunal- og regionsvalget?

Jeg brevstemte for nogle dage siden. Jeg stemte Venstre til både kommunalvalget og regionsvalget. Det har jeg altid gjort, fordi jeg synes, den liberale tankegang passer bedst til min overbevisning, hvor jeg vægter den personlige frihed meget højt.

Hvad er den vigtigste lokale sag?

Jeg har ikke en lokal sag som sådan, men jeg mener, at det her med den personlige frihed er meget vigtigt. Der skal være mindre formynderi generelt. Som jobsøgende er der så mange regler og forskellige ting, man hele tiden er underlagt. Kommunen overtager ofte ens mulighed for at træffe egne beslutninger. Det bryder jeg mig ikke om. Det er med til at bremse jobsøgningsprocessen, og det har jeg selv oplevet på egen krop. Så det håber jeg på kan blive bedre.

Glostrup kommune har i forvejen en Venstre-borgmester. Tror du, det med den personlige frihed bliver bedre?

Jeg tror altid, det er sundt at få nogle nye kræfter ind, så man kan få rusket lidt op i det.
.

Birte Bruun, 70 år, pensionist, fra Aarhus

Hvad stemte du i går?

"Jeg stemte faktisk slet ikke. Jeg ville have stemt og havde også besluttet mig for, hvem jeg ville stemme på, men måtte simpelthen opgive, da der var alt for lang kø ved valgstedet, da jeg kom frem. Jeg havde en aftale ret kort tid efter, så det var ikke muligt for mig at blive og vente. Klokken 18 var måske også at dumt tidspunkt at stemme på.
Men hvis jeg kunne have stemt, så havde det været på Bünyamin Simsek fra Venstre."

Hvorfor ham?

"Fordi jeg synes, han har gjort det så udmærket. Han har haft fokus på den ifølge mig mest vigtige sag, nemlig at gøre noget ved de trafikale problemer i kommunen. Jeg synes, der er alt for mange biler i Aarhus, alt for meget kø på vejene og generelt for lidt flow i trafikken. Det er et mareridt at komme ind til midtbyen i bil."

Tror du, det kommer til at ændre sig nu efter valget, hvor Venstre netop ikke fik mange stemmer i Aarhus?

"Det håber jeg sandelig. Ellers kan jeg da glæde mig over, at jeg ikke valgte at blive stående i køen. For så havde min stemme alligevel været spildt."
.

Benno Skou, pensioneret maskinmester, bor i Kolding

Hvad stemte du i går?

Jeg stemte på Søren Rasmussen fra Dansk Folkeparti, som både stillede på til kommunal- og regionsrådsvalget. Jeg har stemt Dansk Folkeparti før. Det, Søren Rasmussen siger, han vil arbejde for, er også det, han ender med at arbejde for."

Hvad er den vigtigste lokale sag?

Jeg har en forestilling om, at Dansk Folkeparti kan gøre noget godt for de ældre. Jeg har en svigermor, der lige er død, og hun fik ikke den bedste behandling til sidst. Det piner mig at se, at hun ikke fik den hjælp, hun skulle have, når hun for eksempel skulle på toilettet, men ikke selv kunne flytte sig ud af sin seng. Så kunne hun bare ligge der. Det bryder jeg mig ikke om. Når man har betalt skat i mange år, må man også forvente at få hjælp som gammel."

Tror du så, det vil ændre sig efter valget?

"Ja, for i de fleste byer er Dansk Folkeparti gået frem. Vi har stadig en Venstre-borgmester, men støtten fra Dansk Folkeparti er vigtig, så derfor håber jeg, at de kan få noget ordentlig ældrepolitik igennem."
.

Jesper Sommer Heibøll, skoleleder for Mariager Skole, bor i Randers Kommune

Hvad stemte du i går?

Jeg stemte Socialdemokraterne begge steder i håb om, at der kan komme til at ske en ændring til trods for, at det er det parti, der i forvejen havde magten i kommunen. Jeg havde ikke lyst til at stemme på et andet parti, men jeg stemte på en anden kandidat end sidst og håber dermed, at det kan gøre en forskel. Jeg så gerne, at der blev ændret noget i forhold til den måde, som kommunalbestyrelsen samarbejder på - der er for meget fokus på personsager i stede for reel politik.

Nu har Randers fået en Venstre- borgmester, hvad siger du til det?

Det er det vigtigt for mig, at man både er økonomisk ansvarlig, men samtidig har en social profil. Det er Socialdemokraterne pt. størst garant for. Jeg synes, der er mange fantaster i de andre partier, der har svært ved at forklare, hvordan de vil løse problemerne uden samtidig at tømme kommunekassen.

Hvad er den vigtigste lokale sag?

Når det handler om folkeskolen, er det rigtig vigtigt for mig, at politikerne har fokus på, hvad det er for en opgave, der skal løses på skoleområdet - hvilke skoler, der skal bevares, og hvilke der skal nedlægges - Politikerne må ikke føre sognerådspolitik, hvor de er så tæt på borgerne, at de derfor ikke tør træffe de nødvendige beslutninger.