Statueen ”I am Queen Mary” ved Vestindisk Pakhus, som skal minde danskerne om vor nations fortid som kolonimagt, minder også om, hvor forskelligt en histore kan fortælles, alt efter hvilket perspektiv den fortælles fra. Lige nu er statuen et centralt stridspunkt i debatten om historien. Spørgsmålet er, hvorfor oprørslederen Mary Thomas skal støbes som en syv meter høj bronzestatue og stå i det indre København, hvis personen bag statuen var en kriminel børnemishandler, og at dette skal ske, samtidig med at statuer af hvide mænd over hele verden overhældes med maling eller smides i havnebassiner?
Historien om Mary Thomas begynder med, at hun engang i 1860’erne kommer til St. Croix, en af de Dansk Vestindiske Øer fra sin fødeø Antigua. Præcis hvornår hun blev født, vides ikke, og i det hele taget er informationerne om hende forholdsvis sparsomme, indtil hun den 1. oktober 1878 bliver en af lederne i den såkaldte Fireburn-arbejderopstand på St. Croix. På daværende tidspunkt var hun arbejder på en plantage ved navn Sprat Hall.
Arbejderne protesterede over deres arbejdsforhold, over skrappe rejserestriktioner, som stort set umuliggjorde, at de kunne søge andre steder hen, og over en løn, som de ikke havde ret til at forhandle om, men som var fastlagt i en lov fra 1849, året efter at guvernør Peter von Scholten havde ophævet deres slavestatus. Slaver var de ikke længere. Men særlig frie var de heller ikke.
Under navnet Queen Mary anførte Mary Thomas sammen med en række andre ledere en opstand, hvor 50 plantager blev brændt af. Opstanden blev nedkæmpet af de danske myndigheder, og lederne stillet for en domstol. Her vidnede Mary Thomas imod en anden leder, Thomas Graydon, og var således medansvarlig for, at han blev henrettet af danskerne. Selv blev hun også dømt til døden, men dommen blev omstødt, og i stedet blev hun ført til Danmark, hvor hun i fem år mellem 1882 og 1887 var indsat i kvindefængslet på Christianshavn. Herefter kom hun tilbage til St. Croix for at afslutte sin livstidsdom her. Hun døde i 1905.
I den folkelige mytedannelse i Vestindien har Fireburn-opstanden fået stor betydning, og der er både skrevet sange og fortalte vilde historier om Queen Mary, som afviger stærkt fra danske politirapporters ikke særligt heroiske skildring om en kvinde, der både havde stjålet, mishandlet sine børn, afbrændt plantager og til sidst forsøgt at redde sit skind ved at skyde skylden på andre. Men som flere historikere har påpeget, har de vestindiske kilder til Queen Marys liv ganske vist tvivlsom værdi, men det samme kan man sige om de danske myndighedsdokumenter. Hun forbliver en historisk person, vi ved meget lidt om. Ikke desto mindre omdøbte de lokale myndigheder på St. Croix ”Kongevejen” på øen til ”Queen Mary Highway” til hendes ære.
Om virkelighedens Mary Thomas var særlig heltemodig, er tvivlsomt, men vestinderne havde brug for hende som helt. Og nu er hun så også blevet foreviget med en statue i København, fremstillet i flamingo, og måske snart omskabt i bronze.
Statuen viser dog slet ikke, hvordan oprørslederen så ud. De personlige træk er en hybrid af 3D-scanninger af de to kunstnere, La Vaughn Belles og Jeannette Ehlers’ eget udseende. Og spørgsmålet er, om statuen overhovedet er et monument over en person eller mere abstrakt skal forstås som et symbol, der også refererer til den sorte borgerrettighedskamp i USA i 1960’erne. Om ”I am Queen Mary” skal forstås på linje med det franske ”Je suis Charlie”, der bredte sig verden over efter terrorangrebet mod det franske satireblad Charlie Hebdo i Paris i 2015. Og om det så er i orden at have en stor statue i det indre København, der refererer til en kvinde, der måske var frihedshelt, måske børnemishandler, måske ingen af delene.