R-leder afviser løgn efter flere sager

Mandag stod et R-folketingsmedlem frem som krænket af Østergaard. Sofie Carsten Nielsen kendte til sagen trods afvisning af at kende til flere krænkelser.

Sofie Carsten Nielsen udtaler sig til pressen i Bibliotekshaven i København fredag den 9. oktober. De Radikales Morten Østergaard har skrevet på Facebook, at han for flere år siden er blevet gjort opmærksom på, at tre kvinder har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed fra ham.
Sofie Carsten Nielsen udtaler sig til pressen i Bibliotekshaven i København fredag den 9. oktober. De Radikales Morten Østergaard har skrevet på Facebook, at han for flere år siden er blevet gjort opmærksom på, at tre kvinder har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed fra ham. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Der bliver brug for mere end blot sæbe og vand, når De Radikale skal i gang med at gøre rent efter de seneste ugers sager om krænkelser i partiet.

Mandag aften kom det frem, at det radikale folketingsmedlem Katrine Robsøe ligesom partifællen Lotte Rod har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed fra daværende politisk leder af De Radikale, Morten Østergaard.

- Det er med tårer i øjnene, at jeg desværre føler mig tvunget til at lave dette opslag.

- Jeg er en af de tre kvinder, Morten Østergaard i fredags stod frem og indrømmede, at han har krænket, skrev hun på Facebook.

Morten Østergaard trådte i sidste uge tilbage som politisk leder for partiet, og i den forbindelse fortalte han, at han havde lagt en hånd på Lotte Rods lår ti år forinden. Berøringen var uønsket, og hun fjernede hans hånd.

To dage efter sin afgang - fredag den 9. oktober - skrev Morten Østergaard et opslag på Facebook, hvor han oplyste, at yderligere tre kvinder havde følt sig krænket af ham.

En redegørelse fra partiet mandag viser, at de tre episoder fandt sted i 2015, 2016 og 2017, og at Morten Østergaard fik en påtale for dem.

På et kort pressemøde samme dag som Østergaards opslag blev nuværende politisk leder Sofie Carsten Nielsen spurgt, om hun havde hørt om andre sager forbundet med Østergaard.

Hun svarede, at hun først lige have læst Østergaards opslag og først var blevet bekendt med sagerne dér.

En journalist stillede spørgsmålet: Har du i forløbet spurgt Morten Østergaard, om der er mere end det med Lotte (Rod, red.)?

- Det er jeg nødt til at sige, at det har jeg. Og jeg har ikke hørt om de her sager før, svarede Sofie Carsten Nielsen.

Men mandag aften skrev hun, at hun siden 17. september har kendt til sagen med Katrine Robsøe, men at hun ikke har talt om den offentligt, fordi Robsøe var meget berørt.

Berlingske spurgte Sofie Carsten Nielsen mandag, om ikke hun har løjet om at kende til flere sager.

Det afviser den nuværende radikale leder og siger, at på daværende tidspunkt var der to udlægninger af sagen: Robsøes og Østergaards.

- Katrine Robsøe var ekstremt optaget af, at det skulle holdes fortroligt, at der ikke skulle ske noget, at der var handlet. Og så var der to udlægninger.

- På det tidspunkt var jeg ikke klar over, at det var en af de tre personalesager. Det fortalte hun mig først i lørdags, lød det. Det samme skriver Katrine Robsøe på Facebook.

Ifølge politisk kommentator Hans Engell truer de nye oplysninger Sofie Carsten Nielsen.

- Blikket vender sig mod selve håndteringen af sagen og det forhold, at Sofie Carsten Nielsen så sent som for to dage siden sagde, at hun ikke havde kendskab til andre sager end Lotte Rod.

- Nu viser det sig, at hun i september blev orienteret om den anden sag med Katrine Robsøe.

To ting taler dog til hendes forsvar, mener Hans Engell.

- Hun har aftalt fortrolighed med Lotte Rod og Katrine Robsøe, og det synes hun, at hun skal respektere.

- Det er tydeligt, at De Radikale har ikke haft nogen rigtig politik formuleret, i forhold til hvordan man håndterer denne type sager. Det viser sig at være en stor svaghed.

/ritzau/