Prøv avisen

Rådet for Socialt Udsatte: Paradoks, at vores rige samfund har så svært ved at hjælpe de svageste

Jonas Laursen er 30 år og næstformand i de hjemløses organisation Sand. Han er i gang med at opbygge en tilværelse efter mange år som hjemløs. Lige nu går han på et HF-forberedende kursus, og han bor i et bofællesskab sammen med andre tidligere hjemløse. Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Det danske velfærdssamfund svigter de borgere, der har allermest behov, mener formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen. 30-årige Jonas Laursen er enig. Han blev hjemløs som 21-årig, og der gik syv år, før han fik en hjælp, han kunne bruge

Jonas Laursen er 30 år og har været hjemløs, siden han var 21 år. I seks år boede han på sofaer hos bekendte og i det hårde miljø på forsorgshjem, samtidig med, at han havde et misbrug. Først efter syv år som hjemløs fik han den rigtige hjælp. Han har for nylig fejret etårsdag som stoffri og bor på et bosted i en villa i København sammen med syv andre unge tidligere hjemløse.

Jonas Laursen, der i dag er næstformand i de hjemløses organisation Sand, fortæller, at de mange år uden egen bolig har betydet, at han har svært ved basale ting som at lave mad, vaske tøj og i det hele taget få en hverdag til at fungere. Derfor modtager han bostøtte.

Den ny årsrapport fra Rådet for Socialt Udsatte peger på det paradoks, at de sociale problemer vokser, samtidig med, at samfundet aldrig har været rigere. Rapporten peger også på, at det højtudviklede danske velfærdssamfund ikke i tilstrækkeligt omfang formår at hjælpe de borgere, der har mest brug for det.

Den konklusion er Jonas Laursen enig i. Han er opvokset i en plejefamilie, fordi hans forældre ikke kunne tage sig af ham. Men da han var 18 år, bestemte kommunen, at han skulle flytte.

”Jeg troede, jeg kunne klare det hele. Jeg fik job hos McDonald’s, fik en kæreste og en støtte-kontaktperson. Men da jeg ikke dukkede op på en vagt, blev jeg fyret. Det begyndte at gå skævt, jeg mistede min kæreste og kunne ikke betale min husleje. Set i bakspejlet var jeg slet ikke klar til at flytte alene som 18-årig, og det var ikke nok at få tilkendt en kontaktperson en time om ugen,” fortæller Jonas Laursen.

Han efterlyser, at samfundet havde hjulpet ham tidligere.

”Hvorfor skulle jeg flytte fra en plejefamilie? Som socialt udsat har man ikke altid evnen til at opbygge gode netværk,” siger Jonas Laursen, der også peger på, at det er for svært at komme i misbrugsbehandling.

”Psykiatrien siger for eksempel, at man skal være stoffri for at komme i psykiatrisk behandling, og misbrugsbehandlingen vil ikke tage dig, hvis du har et psykiatrisk problem,” forklarer Jonas Laursen.

Formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, mener, at hjælpen til de dårligst stillede gribes forkert an.

”Der mangler grundlæggende en mere forebyggende tilgang til problemerne. Der er en kæmpe mangel på behandlingspladser i forhold til både alkohol- og stofmisbrug. Det er nødvendigt at få vendt forholdene i psykiatrien. På mange måder er det basale indsatser, som i kraft af deres mangler slår dobbelt hårdt i forhold til socialt udsatte borgere. Men i virkeligheden er det også indsatser, som hr. og fru Danmark står og mangler. På den måde er vores rapport et spejl på et samfund, der ikke formår at levere til dem, der har det største behov,” siger Jann Sjursen.

Jann Sjursen medgiver, at skiftende regeringer har afsat store midler til bekæmpelse af hjemløshed.

”Men den stigende hjemløshed skal blandt andet ses i sammenhæng med, at kommunerne ikke har formået at få bygget billige boliger med en husleje på maksimalt 4000 kroner, som ofte er smertegrænsen for mennesker på offentlig forsørgelse. Samtidig ved vi, at hver fjerde hjemløs vurderer, at stoffer har været medvirkende til deres hjemløshed,” siger Jann Sjursen med henvisning til, at 34 procent af de hjemløse har et misbrug af hash, mens 18 procent har et misbrug af andre stoffer.

Jeres rapport viser også, at 19.000 i 2018 er kommet ud af kontanthjælpssystemet. Er det ikke et stort fremskridt?

”Jo, det er fantastisk, at beskæftigelsen aldrig har været højere. Men det er ikke alle kontanthjælpsmodtagere, som er udsatte. Samtidig er en del af de kontanthjælpsmodtagere, som ikke kommer i job, udsatte mennesker, som føler, at deres situation står i stampe, fordi de ikke kan få tilkendt førtidspension,” siger Jann Sjursen, som mener, at samfundet har accepteret en udvikling, hvor det går godt for langt de fleste, mens det går grueligt galt for en lille gruppe.

”Det er et kæmpe paradoks, at vi har over 6000 hjemløse, for det burde ikke været noget problem at afskaffe hjemløshed. Der er mange organisationer og enkeltpersoner, som gør en stor indsats i forhold til socialt udsatte. Men samtidig kan man spørge, hvorfor vi som et rigt samfund og som individer er så dårlige til at række hånden ud til dem, der har allermest behov,” siger Jann Sjursen

Seniorforsker Lars Benjaminsen fra Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd er enig i, at hjælpen er mangelfuld.

”Vi har et komplekst og ofte fragmenteret velfærdssystem, der ikke formår at give en integreret indsats til de mest udsatte. Der mangler tværfaglige indsatsteam, hvor for eksempel en sygeplejerske, en pædagog, en misbrugsbehandler og en psykiater sammen kan give en specialiseret hjælp. Mange udsatte bevæger sig rundt i systemet på må og få, og nogle gange falder de ud af tilbud, netop fordi hjælpen ikke er skræddersyet og individuel nok,” siger Lars Benjaminsen.

I et kommunalt bofællesskab i København forsøger Jonas Laursen at få styr på sin tilværelse.

”Nogle gange har det været lidt som om, at sagbehandleren har forsøgt at tvinge en til noget for at styre Danmarks økonomi. Men det virker ikke at presse udsatte mennesker i arbejde,” siger Jonas Laursen, der har planer om at gå i gang med en hf-uddannelse. Han efterlyser mere fantasi i den kommunale indsats:

”Der mangler billige boliger. Hvorfor køber kommunen ikke nogle villaer og lejer ud til unge hjemløse i stedet for, at de skal bo på et forsorgshjem med ældre belastede hjemløse.”