Kristeligt Dagblad møder Vibe Klarup på hendes kontor i nutiden. Hun har sagt ja til et interview i anledning af, at hun i januar blev præsenteret som ny formand for Rådet for Socialt Udsatte. Institutionen, der siden 2002 har fungeret som talerør for landets mest udsatte borgere.
Havde Kristeligt Dagblad imidlertid mødt 50-årige Vibe Klarup i fortiden – nærmere bestemt for 25 år siden – havde interviewet fundet sted ved et skrivebord i Socialministeriet. Dengang var hun ansat som studentermedhjælper, og hun var blevet bedt om at skrive en betænkning om frivilligt socialt arbejde. Det var i det øjeblik, det gik op for Vibe Klarup, at hun faktisk intet vidste om den verden, hun skulle til at skrive noget begavet om. At afstanden fra ministeriets stille kontorlandskab til Istedgades spektakel var enorm.
Erkendelsen gjorde, at hun snart efter opsøgte sognepræst og daværende chef for Kirkens Korshær Bjarne Lenau Henriksen. Og før hun vidste af det, stod hun omgivet af prostituerede som frivillig ved et nødherberg på Vesterbro i København.
Arbejdet for socialt udsatte blev sidenhen Vibe Klarups hverdag. Hun har været ansat ved Reden, der hjælper kvinder ud af prostitution. Direktør for Danner, der støtter voldsramte kvinder. For Psykiatrifonden. Og hun har været næstformand i Børns Vilkår. I dag er hun direktør ved Hjem til alle, en organisation, der arbejder for at nedbringe antallet af unge hjemløse.
Hvor andre holder sig til én udsat gruppe, synes Vibe Klarup at være de socialt udsattes generalist. Tilbage i nutiden er det altså med 20 års erfaring inden for nærmest samtlige socialpolitiske områder, at hun i dag kan kalde sig formand for Rådet for Socialt Udsatte.
På en måde kan man sige, at Rådet for Socialt Udsatte er tilbage ved år nul. Egentlig havde det hidtidige råd to år mere på posten, men interne stridigheder om blandt andet, hvorvidt man bør kalde én, der sælger sex, for prostitueret eller sexarbejder, fik daværende formand Jann Sjursen til at trække sig, og resten af rådsmedlemmerne til at stille deres mandater til rådighed.
Ved præsentationen af det nye råds medlemmer fastslog social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), at Rådets fremmeste opgave bliver at gentænke de gamle råds måder at gøre tingene på. Konkret skal medlemmerne udtænke et nyt kommissorium for Rådet for Social Udsatte. En version 2.0. om man vil, der skal ligge på ministerens skrivebord om to år. Derfor er det ikke så sært, at Vibe Klarup siger, at socialpolitikken har ”momentum”.
”Socialpolitikken står et helt andet sted end tidligere. For det første oplever jeg et momentum i den sociale dagsorden generelt: I årevis har området været underlagt et stærkt fokus på beskæftigelse, men jeg ser et morgenrøde, hvor socialpolitikken ikke længere står i skyggen af andre politikområder. Man behøvede sådan set bare at høre statsministerens nytårstale for at forstå, at socialpolitikken er blevet til et tema i sig selv.”
For det andet oplever den nye formand et momentum i den tiltagende synliggørelse af de socialt udsatte. De stille eksistenser er blevet mindre stille. De er med Vibe Klarups egne ord gået fra at blive skærmet fra den offentlige debat og politikudviklingen til at blive hørt og inddraget.
Det er noget, der i høj grad kan tilskrives de udsatte selv, da de er blevet mere synlige på sociale medier i grupper som ”Jobcentrets Ofre” og ”En million stemmer”, der tilsammen har godt 40.000 medlemmer. Vibe Klarup oplever, at de udsatte i mindre grad ”føler sig skyldige eller skamfulde over deres situation”. Hun kalder det for ”en mobilisering, samfundet aldrig tidligere har set magen til”, og konstaterer i samme ombæring, at det bliver Rådets hovedfokus at styrke de udsatte borgeres egen stemme for på den måde gøre dem til socialpolitikkens reformatorer.
”Vi skal opsamle de udsattes egne erfaringer og give dem samme vægt som forskning og fagprofessionelles erfaringer. Hvis ikke vi lykkes med det, så risikerer vores demokrati at knække midt over. For så er det kun bestemte samfundsgrupper og eliten, der sidder på dagsordenen og diskuterer, hvor Danmark skal bevæge sig hen,” siger hun.
Hvordan udsattes egne erfaringer pludselig kan blive til konkret politik, er den verserende debat om tvangsanbringelser et godt eksempel på. Her har statsminister Mette Frederiksen (S) gentagne gange fremhævet, at det var et besøg på Marienborg af en håndfuld tidligere anbragte unge, der fik hende til at indse behovet for at sikre flere tvangsanbringelser.
Du siger, at vi skal give udsatte borgeres erfaringer samme vægt som forskning. Kan man så ikke frygte, at socialpolitikken bliver meget følelsesladet og anekdotisk?
”Det kan man sagtens frygte. Derfor skal vi også tænke over, hvordan finder vi nye måder og metoder til at bringe de mange stemmer, der findes, i spil. Vi skal finde ud af, hvordan vi gør dem til en fast del af politikudviklingen. De skal ikke bare optræde som enkelte cases, men være en fasttømret del af processen.”
Tydeligst kommer det socialpolitiske momentum dog til udtryk ved den mest gennemgribende ændring af socialpolitikken i 30 år, mener Vibe Klarup: afskaffelsen af satspuljen sidste år.
Med tilnavnet ”de fattiges finanslov” har puljen siden 1990 udgjort rygraden i dansk socialpolitik. Her har almennyttige organisationer kunnet søge midler til at finansiere projekter over en berammet periode. Til trods for at ordningen har stået i centrum for de sociale indsatser i årtier, har Vibe Klarup svært ved at se, hvad godt puljemidlerne egentlig har ført med sig.
”Med satspuljen blev vi vant til at se socialpolitikken som noget, der skete i treårige programmer. Det har kort sagt betydet, at vi i 30 år ikke har arbejdet med, hvordan vi skaber grundlæggende, strukturelle forandringer.”
”Vi haft en socialpolitik, hvor vi har gået og småfiflet lidt med små, kortsigtede programmer. Derfor skal vi glæde os over, at satspuljen er væk, for jeg er bange for, vi endte med at ’korrumpere’ os selv med det system. Idéen om innovation og projektudvikling var god, men projektmageriet endte med at blive en mislykket måde at skabe forandringer på.”
Du siger, at satspuljemidlerne – socialpolitikkens fundament gennem 30 år – har været med til at korrumpere arbejdet for socialt udsatte?
”Ja, det er også et lidt stærkt ordvalg. Men jeg mener bare, at rigtig mange organisationer – og jeg har selv været leder af flere dem – kom til at fokusere på de kortsigtede mål: hvordan opfinder vi et program, der passer ind i dagsordenen, så vi får penge via satspuljemidlerne. Satspuljemidlerne kom i sidste ende til at skygge for de langsigtede mål, som socialpolitikken bør bygge på. Hvis man skal være lidt skarp i sin kritik, så bør vi i dag spørge os selv, hvad de mange satspuljeprojekter egentligt har gjort for de udsatte,” siger hun.
Endnu har det nye Rådet for Socialt Udsatte til gode at begynde sit arbejde. Af samme grund vil Vibe Klarup heller ikke lægge sig fast på nogen anden retning, end at de udsattes stemme i højere grad skal frem. Ét ord gentager hun dog gennem interviewet. Socialpolitikken skal ”reformeres”. Set i det lys er det ikke værst at føle, at man har momentum.